22 Jul 2017  

KBH: Overskyet, 15 °C

Ryanair fløj skruebrækkere ind

Lufthavnsstrejke i Berlin

Ryanair fløj skruebrækkere ind

I Berlin har Ryanair brudt en strejke ved at flyve 20 skruebrækkere ind fra Dublin for at opretholde egne flyvninger.

Ryanair benyttede sig af skruebrækkere i Berlin og brød regler for sikkerhed, siger fagforening.
FOTO: Paul Lucas/Wikimedia Commons
1 af 1

Da lufthavnsarbejdere ved Berlin-lufthavnen Schönefeld mandag og tirsdag nedlagde arbejdet og derved lammede 580 flyafgange, besluttede det irske Ryanair at bryde strejken ved at flyve 20 skruebrækkere ind fra Dublin for at opretholde sine egne flyvninger.

Skruebrækkerne havde ingen sikkerhedsuddannelse og lastede og lossede fly uden sikkerhedsudstyr.
Enrico Rümker

Fagforbundet Verdi hævder at have fotodokumentation, der viser skruebrækkerne laste og losse fly med håndkraft uden det påkrævede sikkerhedsudstyr, og at de tyske myndigheder har fået tilsendt dokumentationen.

Strejken var en del af en kampagne for højere løn til personale, der arbejder på jorden i lufthavnen, rapporterer tysk radio, Deutsche Welle. 

Højere løn

Verdi havde varslet strejken som en del af sin kampagne for én euro mere i timen for 2000 ansatte "på jorden" i lufthavnene i Berlin, så de kan komme op på 12 euro i timen og blive sikret ansættelse i mindst et år.

Ikke nok med at forsøge at bryde denne strejke; de 20 skruebrækkere brød også lufthavnens sikkerheds- og sundhedsregler, påpeger fagforbundet Verdi.

– De 20 manglede ordentlig sikkerhedsclearing, og de arbejdede i jeans og sneakers. De havde ingen sikkerhedsuddannelse, siger Verdi's formand, Enrico Rümker, til Irish Times.

Partiet De Grønne i Berlins bystyre protesterer offentligt mod Ryanair og ledelsen af lufthavnen, som tillod reglerne af blive brudt.

"Hvis reglerne for sikkerhed og sundhed ikke er overholdt, er det fuldstændigt uacceptabelt", lyder det i en erklæring ifølge Berliner Morgenpost

"Bland jer uden om"

Omvendt beskylder Ryanair især fagforbundet for at snage i forhold, der ikke vedkommer dem.

– Disse påstande fra fagforbundet er forkerte, og deres medlemmer burde ikke have adgang til lufthavnen og ramperne, når de ikke arbejder der, siger Ryanairs marketingchef, Kenny Jacobs til Deutsche Welle.

Han afviser, at de 20 brød reglerne.

– For at forhindre yderligere forstyrrelser for vore kunder, placerede vi og andre flyselskaber en række fuldt kvalificeret og autoriserede medarbejdere for at få vore Berlin-fly på vingerne, siger han.

Han angriber Verdi.

– Det er en skændsel, at berlinere og besøgende får deres rejseplaner forstyrret af et lille antal fagforeninger, der holder Tysklands hovedstad som gidsel. Vi opfordrer den tyske regering til at gribe ind og forhindre yderligere forstyrrelser, slutter han.

Repræsentanter for de strejkende, der atter gik i arbejde onsdag, advarer nu om, at brugen af strejkebrydere betyder, at de eventuelt ikke vil annoncere kommende strejker, før de rammer.

Ryanair åbner snart en ny rute fra London til Aalborg Lufthavn.

Fagforeningen HK Privat Aalborg har på sin generalforsamling onsdag vedtaget at give selskabet modstand.

"Vi vil under ingen omstændigheder acceptere den dumping af løn- og arbejdsforhold, som Ryanair repræsenterer. Derfor vil vi holde et vågent øje med, hvad der sker med selskabet", lover forbundet, ifølge TV2 Nord.

17. mar. 2017 - 10:11   17. mar. 2017 - 14:38

Ryanair

ah@arbejderen.dk
Ryanair
  • Det irskbaserede lavprisflyselskab Ryanair Ltd. blev etableret i 1985 og var Europas første af sin slags. I dag er det Europas største flyselskab målt på kunder.

  • Ryanair kritiseres af nuværende og tidligere ansatte for elendige løn- og arbejdsforhold, som også fører til løn- og arbejdspres hos konkurrerende flyselskaber. Kunder og konkurrenter kritiserer også dets prispolitik med talrige gebyrer, der først fremkommer sent i bestillingen af billetter.

  • Selskabet flyver ofte til mindre lufthavne for at minimere handlingomkostningerne på jorden. For eksempel lander dets fly til Stockholm i en lufthavn 100 kilometer syd for Stockholm. Københavns Lufthavn har i overenstemmelse med denne strategi ikke hidtil været befløjet af Ryanair, men det ændrede sig fra marts 2015, hvor Ryanair åbnede en base i lufthavnen.

  • Ifølge forbundet 3F har ansatte i Norge arbejdet for en månedsløn på 10.000 kroner, ingen løn under sygdom og ingen fast arbejdstid. Dertil kommer, at de ansatte selv skal betale 200 kroner månedligt for leje af uniform de første 12 måneder, og hvis de vil sige op, koster det et gebyr på 1.500 kroner.

>> Se temasite om Ryanair-konflikten her