17 Aug 2017  

KBH: Ingen skyer af betydning, 12 °C

Nye sanktioner møder skarp kritik

Øget splid mellem EU, Rusland og USA

Nye sanktioner møder skarp kritik

Onsdag underskrev USA's præsident Donald Trump de nye sanktioner mod Rusland, som begge kongressens kamre vedtog i sidste uge. Både Tyskland og EU advarer imod sanktionerne, mens Rusland kalder sanktionerne for økonomisk krigsførelse.

Forholdet mellem Rusland og USA har lidt et alvorligt knæk med Trumps underskrivelse af en lov om nye sanktioner mod Rusland
FOTO: Carlos Barria/Reuters/Scanpix
1 af 1

Både i EU og i Tyskland bliver USA's nye sanktioner mod Rusland mødt med kritik. Ikke af hensyn til Rusland, men fordi de kan ramme europæiske virksomheder, der samarbejder med russiske selskaber på energiområdet.

Amerikanerne kan ikke straffe tyske virksomheder, fordi de opererer økonomisk i et andet land.
Brigitte Zypries, økonomiminister, Tyskland

Sanktionerne blev vedtaget med et så stort flertal i begge Kongressens kamre, at landets præsident Donald Trump var tvunget til at underskrive loven. Dertil kommer, at loven er skruet sådan sammen, at Trump er tvunget til at konsultere Kongressen, når sanktionerne skal revurderes, skriver euobserver.com.

Sanktionerne retter sig først og fremmest imod at samarbejde med russiske selskaber på energiområdet og rammer ikke kun amerikanske selskaber, men også udenlandske herunder flere i lande som Tyskland, Østrig og Frankrig samt det hollandsk-britiske Shell.

Loven forbyder investeringer i russiske energiselskaber og virksomheder, der bistår Rusland med salg af våben. Den indfører desuden tættere kreditkontrol af russiske banker. Kongressen begrunder de nye sanktioner med anklager om russisk indblanding i den amerikanske valgkamp sidste år, Ruslands støtte til oprørerne i Østukraine og dets annekteringen af Krim.

Tysk kritik

I Tyskland betegner den socialdemokratiske økonomiminister Brigitte Zypries sanktionerne som et brud på folkeretten.

– Selvfølgelig ønsker vi ikke en handelskrig, men det er vigtigt, at EU-kommissionen nu ser på modtræk, siger Zypries og tilføjer:

– Amerikanerne kan ikke straffe tyske virksomheder, fordi de opererer økonomisk i et andet land.

Den socialdemokratiske tænketank og forskningsstiftelse Friedrich Erbert Stiftung mener, at sanktionerne både vil skade det transatlantiske samarbejde og gavne USA's egne interesser.

– De nye amerikanske sanktioner undergraver samarbejdet og enigheden på tværs af Atlanten, siger Peter Teschendorf til det norske dagblad Klassekampen. Han er ansat i Friedrich Erbert Stiftungs ruslands-afdeling.

Han forklarer videre, at tyskerne opfatter sanktionerne som et forsøg på at fremme USA's økonomiske interesser.

– Amerikanske myndigheder forsøger at gøre USA til en energi-eksportør, og Europa er åbenbart et potentielt marked, lyder det fra Peter Teschendorf med henvisning til, at sanktionerne også retter sig mod udbygningen af flere gasrørsledninger fra Rusland til Vesteuropa – heriblandt Nord Stream II-projektet, der skal føre gas til Tyskland via en rørledning gennem Østersøen.

– Det er ikke specielt venligt at sætte en partners vigtigste projekt i fare, tilføjer Peter Teschendorf.

Selskaber som tyske Uniper og Wintershal, det franske selskab Engie og østrigske OMV kan få store bøder som følge af sanktionerne for deres rolle i Nord Stream II, skriver euobserver.com.

Både tyske og østrigske myndigheder truer med gengældelse i tilfælde af bøde mod tyske og østrigske selskaber.

EU klar til gengældelse

Også EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker har raslet med sablen, selvom har EU efter Junckers opfattelse har fået nogle indrømmelser.

Ifølge Juncker har USA's Kongres lyttet til hans advarsler på G7-mødet i Italien og G20-mødet i Hamborg om, at EU ville svare igen, hvis sanktionerne rammer europæiske virksomheder.

– Som resultat er en væsentlig del af de påtænkte sanktioner mod Rusland blevet droppet. Endvidere har USA's Kongres forpligtet sig til kun at indføre sanktioner, efter at landets allierede er blevet konsulteret. Og jeg mener, at vi stadig er USA's allierede, erklærede Jean-Claude Juncker onsdag i sidste efter EU-kommissionens ugentlige møde.

Hvis ikke USA tager hensyn til EU's interesser, når sanktionerne skal gennemføres, vil EU svare igen. Især hvis "sanktionerne skaber gener for EU-virksomheder, der handler med Rusland inden for energisektoren, er EU parat til at tage passende skridt som svar inden for få dage", skriver Kommissionen.

– Vi er forberedt. Vi er nødt til at forsvare vores økonomiske interesser overfor USA. Og det gør vi, understreger EU-kommissionen formand.

Skarp russisk kritik

Ruslands premierminister Dmitry Medvedev kritiserer i skarpe vendinger sanktionerne:

"Det er fuldgyldig økonomisk krig mod Rusland", skriver Medvedev på Facebook og tilføjer, at med mindre der sker et mirakel, vil loven påvirke relationerne mellem USA og Rusland i årtier.

Inden Trump underskrev loven, der også indfører nye sanktioner mod Iran og Nordkorea, svarede Ruslands præsident Vladimir Putin igen ved at udvise en række amerikanske diplomater.

03. aug. 2017 - 13:59   08. aug. 2017 - 11:21

USA

mj@arbejderen.dk
USA's nye sanktioner mod Rusland
  • Torsdag den 27. juli 2017 vedtog USA's Kongres en lov om nye sanktioner mod Rusland. Loven blev vedtaget med stort flertal i begge Kongressens kamre imod Donald Trumps ønske.
  • Trump underskrev loven onsdag den 2. august og ifølge loven kan den amerikanske præsident ikke ændre sanktionerne uden Kongressens godkendelse.
  • Loven forbyder både amerikanske og udenlandske selskaber at investere og samarbejde med russiske virksomheder i olie- og gasindustrien, mineindustri, jernbaner og shipping.
  • Sanktionerne rammer også de igangværende projekter om at bygge gasrørsledninger fra Rusland til Vesteuropa, heriblandt Nord Stream II fra Rusland til Tyskland gennem Østersøen.
  • Europæiske selskaber som tyske Uniper og Wintershal, østrigske OMV, franske Engie og det hollandsk-britiske Shell.