Artiklen er publiceret på www.arbejderen.dk d. 14-02-2008

Ny cd støtter fordrevnes krav om frihed

Vestsaharas fordrevne befolkning er glemt af de fleste. Men en ny støtte-cd, der først udkom i Spanien, er nu kommet til Danmark

af Morten Baunegaard Danielsen,

erhvervspraktikant på Arbejderen fra 3. til 8. februar.


Cd`en Esperan Saharaui (Mens vi venter på det frie Vestsahara) har undertitlen '25 granitos de arena' (25 sandkorn). Cd`en støtter befolkningen fra Vestsahara, som sammen med deres regering er i eksil. For hver cd man køber, går der to euro (15 kroner) til de fordrevne. Cd`en indeholder sange både på engelsk og spansk.

Cd`en støtter det, nogle omtaler som den mest glemte sag, nemlig konflikten mellem Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario eller Sahrawi Arab Democratic Republic, som er navnet på eksilregeringen på den ene side og besættelsesmagten Marokko på den anden.

Cd`en indeholder 25 musiknumre og en 'intro', og det danske band !Patchanka! optræder hele tre gange.



Konflikten

Konflikten går ud på, at i 1971 blev Polisario oprettet som en befrielsesbevægelse, der kæmper for et fri Vestsahara. Dermed startede en krig i Vestsahara mellem Polisario og Spanien, Marokko og Mauretanien. I 1975 trak Spanien sig blandt andet på grund af diktatoren Francos død ud af konflikten. I 1976 oprettede Polisario deres egen regering, Sahrawi Arab Democratic Republic, som en regering i eksil, med hovedkvarter i Algeriet. I 1979 trak Mauretanien sig ud.

Men Marokko opgav ikke deres besatte område. De byggede en kæmpe mur imellem det besatte område og Polisarios tilholdssted i det sydvestlige Algeriet, hvor de placerede næsten lige så mange soldater som antallet af fordrevne fra Vestsahara. Dette gav store økonomiske udgifter, men Marokko fik støtte fra USA og Saudi Arabien.

I 1991 blev der aftalt en våbenhvile mellem parterne, blandt andet med hjælp fra FN. Polisario sagde ja, fordi det indgik i aftalen, at allerede det følgende år skulle Marokko trække sig ud af de besatte territorier. Dette er dog ikke sket endnu.

FN har lovet at forestå en folkeafstemning i området, som skal afgøre grænsen mellem et selvstændigt Vestsahara og Marokko. Denne folkeafstemning har Vestsaharas fordrevne befolkning nu ventet på i over ti år.



Læs mere på www.esperansaharaui.org

Cd`en kan købes for 50 kroner hos Gustavo - Verdenskulturcenteret, Nørre Allé 7, 2200 København. N. e-mail: mescal@events.dk



Denne artikel er udprintet fra www.arbejderen.dk d. 9-2-2010 kl. 16:45:05