21 Jun 2018  

KBH: Overskyet, 18 °C

Våbenindustri til messe hos dansk militær

Åbent hus i dag

Våbenindustri til messe hos dansk militær

Der er åbent hus for våbenindustrien - og lukket for pressen - når militæret i dag holder Industridag for alt hvad der kan krybe og gå af våbenproducenter i Danmark.

Igen i år slår Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse dørene op for våbenindustrien. Ikke mindre end 70 danske våbenproducenter viser deres nyeste produkter frem.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

I dag mødes mere end 70 danske våbenfirmaer hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse i Ballerup. Her vil de danske våbenfirmaer vise deres nyeste produkter frem.

- Her kan medarbejdere i Forsvaret i fred og ro gå rundt og komme i dialog med forsvarsindustrien om, hvad de har på hylderne, forklarer brigadegeneral Peter Kølby Pedersen til Arbejderen.

Her kan medarbejdere i Forsvaret i fred og ro gå rundt og komme i dialog med forsvarsindustrien om, hvad de har på hylderne.
Peter Kølby Pedersen,  brigadegeneral 

Han arbejder til daglig i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og fungerer som bindeled mellem militæret og våbenindustrien. Og det er ham, der har det overordnede ansvar for Industridagen.

- Politikerne har vedtaget en Open for Business-strategi, der slår fast, at Forsvaret skal være i dialog med forsvarsindustrien. Det forsøger vi at være ved at lave den her slags arrangementer. Og så forsøger vi i høj grad at hjælpe til med at markedsføre dansk forsvarsindustri, når vi er i udlandet. Det betyder meget, at der er et dansk flag fra Forsvaret på de produkter, som industrien gerne vil sælge, uddyber Peter Kølby Pedersen.

Militæret skal hjælpe industrien

Open for Business-strategien blev vedtaget i 2013, og betyder at militæret skal hjælpe våbenindustrien med at markedsføre deres produkter over for andre landes militær - eksempelvis ved at stille materiel og personale til rådighed for virksomhederne. 

Strategien pålægger dansk militær og danske ambassader at arbejde for at fremme den danske våbenindustris omsætning. For at leve op til de krav har danske ambassader ansat såkaldte forsvarsattacheer til at hjælpe dansk våbenindustri i udlandet.

Ligeledes har det danske militær mindst 30 gange udlånt udstyr og personel til våbenindustrien, så de kunne markedsføre deres produkter over for indkøbere fra andre staters militær.

Industrien er især glade for forsvarsattachéerne på de danske ambassader.

- I nogle lande er det afgørende, at private firmaer kan komme hånd i hånd med Forsvaret. Forsvarsattachéerne kan hjælpe danske forsvarsvirksomheder med at få unik adgang til beslutningstagerne i udlandet, siger Frank Bill til Arbejderen.

Han er direktør hos Forsvars- & Aerospaceindustrien i Danmark, FAD.

Firmaer ser frem til at mødes

Den danske våbenindustri ser frem til at mødes med dansk militær i dag.

- Det er et stort udstillingsvindue, hvor vi kan vise, hvad dansk forsvarsindustri kan, lyder det fra Frank Bill.

I alt ventes 350 deltagere - lige fra våben sælgere fra Terma, Sky-Watch, Weibel og resten af våbenindustrien til indkøbsfolk fra militæret, forsvarsattacheer, embedsfolk og repræsentanter fra ministerier.

Selve deltagerlisten er dog hemmelig. Og Arbejderen kan ikke få lov til at deltage.

- Vi har valgt at holde det som et internt arrangement. Vi vurderer, at det ikke er så rart for de ansatte i Forsvaret og i industrien, at danne relationer, hvis der er journalister til stede, forklarer Peter Kølby Pedersen.

20. aug. 2015 - 07:15   20. aug. 2015 - 10:55

Våbenindustri

ml@arbejderen.dk