21 Nov 2017  

KBH: Spredte skyer, 4 °C

Israelske soldater retter skarp kritik mod egen hær

"Vi skulle skyde civile"

Israelske soldater retter skarp kritik mod egen hær

Civile palæstinensere blev gjort til legitime mål, lyder det fra 60 israelske soldater, der retter en voldsom kritik mod deres egen hær i kølvandet på Gaza-angrebet.

En gruppe israelske soldater gør sig klar til at invadere Gaza 17. juli 2014.
FOTO: Wikimedia Commons
1 af 1

Officielt lovede Israels militær at gøre alt for at undgå civile tab under angrebet på Gaza i juli-august 2014. Men i praksis blev de israelske soldater instrueret i at opfatte alle mennesker i deres sigtekorn som lovlige mål.

Israels militær betragtede alle palæstinensere i Gaza som våbenførende modparter.
Yehuda Shaul

Dét er konklusionen i en rapport med 60 øjenvidneskildringer fra 60 israelske soldater, der deltog i angrebet.

Det er den israelske veteran-organisation Breaking the Silence, der har lavet rapporten. Organisationen offentliggør øjenvidneskildringer fra israelske soldater i de besatte områder.

>> LÆS DE ISRAELSKE SOLDATERS ØJENVIDNESKILDRINGER HER (ENGELSK)

Rapporten afslører, at soldaterne blev opmuntret til at skyde, før det var "nødvendigt". De blev sat til at bruge for kraftige våben. Og de blev systematisk opfordret til at betragte alle palæstinensere på deres vej som "krigsførende parter".

– Israels militær betragtede alle palæstinensere i Gaza som våbenførende modparter og gennemførte en massiv ødelæggelse på sin vej ind i Gaza, siger Yehuda Shaul fra Breaking the Silence.

Han tilføjer, at det skete for at sende et signal til palæstinenserne om øget omkostning ved at "udfordre Israel".

Resultatet var total ødelæggelse af flere kvarterer i Gaza-striben. Ifølge rapporten affyrede Israels hær tusinder af upræcise artillerigranater imod civile boligområder.

Breaking the Silence kræver nu en undersøgelse af, hvordan hæren førte krig i Gaza og militærets øverste beslutninger om valg af våben og dets ordrer til soldaterne.

Den israelske forsvarsstab siger ifølge dagbladet Haaretz, at Breaking The Silence "ikke har bevis for sine påstande".

Den 8. juli angreb Israels hær den besatte Gaza-stribe. 2138 palæstinensere blev dræbt under angrebet. Heriblandt var 578 børn mellem én måned og 17 år.

Israel bombede syv FN-skoler. 143 Gaza-skoler blev ramt af bomber, granater eller missiler. 24 blev helt ødelagt. 15.671 civile hjem blev ødelagt, viser tal fra FN og Gazas myndigheder og den israelske menneskerettighedsgruppe B'Tselem.

68 israelske soldater og fem civile israelere blev dræbt.

05. maj. 2015 - 15:27   06. maj. 2015 - 10:57

Palæstina

Anders Fenger
Skribent
Gaza-angrebet 2014
  • Den 8. juli angreb Israels hær den besatte Gaza-stribe.
  • 2138 palæstinensere blev dræbt under angrebet. Heriblandt var 578 børn mellem én måned og 17 år. 263 kvinder og 102 ældre blev dræbt. 
  • Mindst 11.100 blev såret, heraf 3374 børn, 2088 kvinder og 410 ældre.
  • 73 procent af de dræbte palæstinensere er ifølge FN civile.
  • 68 israelske soldater og fem civile israelere blev dræbt, heraf én thailænder. 450 israelske soldater og 80 civie israelere blev såret.
  • En tredjedel af alle hospitaler i Gaza er beskadiget. 23 læger, sygeplejersker, ambulanceførere eller andre sundhedsansatte blev dræbt.
  • Israel bombede syv FN-skoler. I alt 77 FN-bygninger blev beskadiget. 10 FN-ansatte blev dræbt. 143 Gaza-skoler blev ramt af bomber, granater eller missiler. 24 blev helt ødelagt. 70 moskeer er jævnet med jorden. 15,671 civile hjem blev ødelagt. 469.793 er interne flygtninge.
  • Det palæstinensiske selvstyre anslår, at det vil koste 30 milliarder kroner at genopbygge Gazas infrastruktur.
  • En permanent våbenhvile blev indgået den 26. august.

Kilder: UNICEF, FN, Gazas sundheds- og undervisningsvæsen, UNRWA. B'Tselem.

>> LÆS MERE PÅ ARBEJDERENS TEMASIDE HER


Gaza

  • Gaza er 41 km langt og mellem 6 og 12 km bredt. Området er på størrelse med Langeland.
  • Gaza har omkring 1,82 millioner indbyggere og er et af verdens tættest befolkede områder, blandt andet på grund af den store gruppe palæstinensiske flygtninge.
  • Hovedbyen er Gaza By med 400.000 indbyggere.

Kilde: Wikipedia, CIA World Factbook