18 Dec 2017  

KBH: Overskyet, 2 °C

Sundhedsplatformen - en ny IC4-sag?

Sundhedsplatformen - en ny IC4-sag?

IC4-togene har vist sig at være en dårlig investering, som man bare fortsætter med at bruge penge på. Det må give stof til eftertanke i forbindelse med Sundhedsplatformen. Replik til Torben Conrad.

Skal Sundhedsplatformen lide samme skæbne som IC4-togene, der bliver dyrere og dyrere, og stadig ikke er taget i brug?
FOTO: Claus Fisker/Scanpix
1 af 1

Torben Conrad argumenterer d. 21. november her i Arbejderen for, at man må leve med Sundhedsplatformen trods dens problemer, da det er umuligt at finansiere et helt nyt system (flere milliarder).

Spørgsmålet er i høj grad, om Sundhedsplatformen på nogen måde og til nogen pris kan bringes til at fungere ordentligt?

Det er måske nok "den politiske realitet", men argumentet om, at man ikke kan smide noget ud, når man nu har brugt en masse penge, er dårligt. For man kan stå i samme situation som med IC4: At man bare smider flere milliarder ud til ingen nytte.

Spørgsmålet er i høj grad, om Sundhedsplatformen på nogen måde og til nogen pris kan bringes til at fungere ordentligt?

Offentlige it-systemer synes ramt af skandaler og problemer. Der er en række gengangere i offentlige it-fadæser:

  • Man vil ikke betale, hvad et ordentligt system koster at udvikle. I stedet vil man købe en ”hyldevare” (normalt i udlandet) og så tilpasse den. Udgifterne til tilpasningen vokser, fordi man undervurderer opgaven, og fordi en hestesko nu engang passer dårligt til et æsel eller en okse. Systemet kan være designet til en anden tankegang.
  • De, der skal bruge systemet til dagligt, er meget langt fra dem, der beslutter og vurderer og fra dem, som specificerer kravene. Får de endelig lov til at afprøve systemet, er konklusionen af og til foreskrevet på forhånd. I stedet ligger beslutningsmagten reelt hos de forkætrede DJØF'ere, der først og fremmest tænker i besparelser ud fra regnearksmodeller. Det vil sige ud fra naiv ønsketænkning. Der er ikke noget principielt forkert i, at et it-system kan medføre besparelser ved at lette arbejdsgange og give bedre overblik, men ikke ved for eksempel at lade læger udføre sekretærarbejde.
  • Prioriteringen er tit personalereduktioner før alt andet. Disse "rationaliseringsgevinster" er så vigtige, at de søges ”realiseret” før systemerne har vist deres værd (eller fiasko).
  • Man udarbejder på forhånd en meget detaljeret kravspecifikation (og det er ikke de kommende brugere, der har noget at sige her). Så alt er nøje specificeret på forhånd. Det gør det vanskeligt at inddrage brugerne i udviklingen (eller om man vil tilpasningen), hvilket ellers ville kunne sikre et bedre system og gladere brugere. I stedet for kun at specificere nogle overordnede rammer for systemet og så lade brugere og udviklere om at fylde rammerne ud. Engang var Skandinavien berømt for netop dette i USA. Nu risikerer man at stå med et system, der opfylder specifikationerne og som derfor udløser bonus til cheferne – men som bare ikke rigtigt fungerer. 
  • Systemerne bruges ofte til at måle og kontrollere i et omfang, så det egentlige arbejde lider under det, i stedet for, at systemet støtter arbejdet. Tal kan være en illusion om indsigt og kontrol.
  • Nogle mennesker, også it-folk, har den opfattelse, at projekter bedst lykkes, hvis man har en stærk og centraliseret ledelse, der kan "skære igennem" og banke brugere, der mukker, på plads. Det er en meget uproduktiv holdning (og meget amerikansk).
  • Og så vil og må man ikke lade det offentlige om at udvikle systemer. Det skal partout overlades til private, der jo først og fremmest har overskuddet at bekymre sig om (thi således talte EU).

Spørgsmålet er efterhånden, om vi har råd til længere at vælge "lowest bidder". Man kan få nøjagtigt så dårlige varer, som man er nærig til. Det er dyrt at være fattig, og dyrere endnu at være liberaliseret.

29. nov. 2017 - 08:33   29. nov. 2017 - 08:40

Læserbrev

af Ditlev V. Petersen, Mørke