26 Apr 2018  

KBH: Spredte skyer, 9 °C

Hvordan undgår vi parallelsamfund?

Hvordan undgår vi parallelsamfund?

Når statsministeren snakker om integration og nedrivning af boliger, burde han først og fremmest lytte til erfaringerne hos os, der arbejder med unge invandrere.

Hvis de unge indvandrere udstilles som roden til alt ondt får det dem til at isolere sig og søge tryghed i parallelsamfund.
FOTO: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
1 af 1

Statsministerens nytårstale har fået mange til at reagere, også jeg, som har min daglige gang blandt udsatte familier. 

Vi må fastholde demokratiske værdier med plads til forskellighed og arbejde målrettet på at inddrage udsatte borgere i fællesskabet.

Jeg er enig med statsministeren i, at parallelsamfund skal brydes op, så alle bliver en del af samfundet. Desværre oplever jeg, at politikerne "ofrer" udsatte grupper for eksempel for at opnå opbakning til skattelettelser og så videre.

Jeg har forsøgt at forstå statsministerens løsninger, men for mig er opbrydning af beton ikke en løsning, der kan stå alene. Jeg ønsker handlinger, der støtter den enkelte i at blive en del af fællesskabet.

Forældre, skoler og institutioner

En del forældre i udsatte boligområder har svært ved at leve op til deres ansvar, selv om de gerne vil. Derfor bør fagfolk se på den enkeltes forældrekompetence, allerede når en graviditet konstateres. Der skal stilles krav og skabes mulighed for udvikling, så forældrene tilegner sig kompetencer til gavn for deres børn.

Parallelt med dette skal institutionerne fastholde forældrene i at tage ansvar. De skal kende de klare krav og forventninger til dem, og de skal kende konsekvenserne, hvis de ikke lever op til deres ansvar.

Parallelsamfund forsvinder ikke ved nedrivning af huse, men ved bevidst blanding af kulturer så der kan dannes relationer på tværs.

Pladsanvisningerne skal bevidst henvise småbørn til institutioner og skoler med flere kulturer, så de unge generationer blandes, hvilket modvirker parallelsamfund. 

Myndighederne skal sørge for kompetente fagfolk til at arbejde med udsatte familier. Elever fra udsatte familier skal have faglig støtte, så de ikke kommer bagud.

Børn kan ikke bare inkluderes i skole og samfund, for uden tilstrækkelig faglig støtte føler mange allerede i ottende og niende klasse sig uden for skolens fællesskab og fatter i stedet interesse for kriminelle miljøer.

Arbejdsmarked og jobcenter 

Statsministeren sagde, at borgerne skal arbejde og være selvforsørgende, men min oplevelse fra ghettoerne er, at selv mennesker, der er opvokset i Danmark og har en uddannelse, føler sig uden for fællesskabet.

De har forsøgt at få arbejde, men gang på gang fået afslag og derfor mistet håbet og troen på, at nogen vil ansætte dem.

Jobcentre og politikere må samarbejde med rummelige virksomheder for at få udsatte borgere ind på arbejdsmarkedet.

Retorikken i den offentlige debat

Konfrontationer blandt grupperinger har kostet menneskeliv. Det kan på ingen måde accepteres, men mange debattører og politikere er hurtige til at udpege etniske minoriteter som problemet. Deres retorik er med til at grave grøfter mellem etniske grupper og resten af samfundet.

Selvfølgelig skal man forholde sig til, hvad der sker, men det skal gøres uden at udstille udsatte grupper som roden til alt ondt. Det får dem til at isolere sig og finde tryghed i parallelsamfund.

De nævnte muligheder kræver konkret politisk vilje og handling. Vi må fastholde demokratiske værdier og anerkendende menneskesyn med plads til forskellighed og arbejde målrettet på at inddrage udsatte borgere i fællesskabet, så de kan bidrage og få positiv indflydelse på deres børns liv.

Forkortet af redaktionen

11. jan. 2018 - 08:30   11. jan. 2018 - 08:40

Læserbrev

af Ahmet Demir, socialkonsulent, Hvidovre