23 Jan 2018  

KBH: Overskyet, let støvregn, dis, 5 °C

Forbrydelse eller dumhed?

Forbrydelse eller dumhed?

Den amerikanske præsident Trumps internationale politik vækker i uhyggelig grad minder om Cuba-krisen, som netop er blevet skildret på TV.

På DR2 sendte de filmen "Thirteen days", - om Cuba-krisen i oktober 1962, hvor verden var på randen af en atomkrig.

Kunne det samme ske i dag? Har USA en præsident i Trump, som kan føre en politik med et afvejet svar? 

I oktober 1962 blev jeg 13 år, og jeg kan huske, hvor spændt situationen var.

Vi anede ikke helt hvor tæt vi var på en udslettende atomkrig mellem USA og Sovjetunionen.

Men filmen viste det…

Castro skulle styrtes 

Baggrunden for krisen var et CIA-forsøg på at styrte Castro i 1961. De invaderede Cuba i Svinebugten, men blev nedkæmpet. Kennedy nægtede at følge den fejlslagne invasion op med bombardementer og dermed en åben krig mod Cuba. 

Høgene i Pentagon fik ikke deres vilje. Cubanernes reaktion på invasionen var at bede russerne om at opstille missiler. Missiler som også kunne bære atom-våben. 

Amerikanerne opdagede dette 16. oktober, og de næste 13 dage var en styrkeprøve mellem USA og Sovjet. Skibene med missilerne sejlede mod Cuba, og hvis USA stoppede dem, ville det være en krigserklæring.

Kennedy krævede missilerne fjernet, men russerne hævdede at have ret til at fragte missiler til Cuba. Hvad de også havde. Høgene fra begge lejre stod stejlt og klokken nærmede sig det øjeblik, hvor den ene handling kunne føre til en optrapning, der kunne ende i en atomkrig.

Heldigvis søgte både Kennedy og Krutsjev - Sovjets leder - en fredelig løsning, og man fandt et kompromis. Raketterne blev fjernet. USA lovede ikke at invadere Cuba, og de fjernede de raketter, de havde opstillet i Tyrkiet vendt mod Sovjet.

Fredelig løsning

Og man oprettede en direkte telefonforbindelse mellem præsidenterne så man ikke i fremtiden kunne starte en atomkrig på grund af manglende kommunikation. Høgene tabte og verden vandt.
USA fandt frem til en politik, de kaldte flexible respons – et afvejet svar. Året efter blev Kennedy myrdet.. af hvem?

Kunne det samme ske i dag? Har USA en præsident i Trump, som kan føre en politik med et afvejet svar? Konflikten med Nordkorea og deres raketter gennemspiller på uhyggelig vis Cuba-krisen om igen.

Men denne gang er der ikke et styrket Sovjet til at holde høgene i tøjle. Og har Trump en stab af rådgivere, som er besindige mennesker? Lige nu tynder det ud i hans rådgivere, som siger han handler ubesindigt, monomant og som et barn. Som stiller spørgsmålstegn ved hans mentale tilstand. Selv betegner han sig som en stor statsmand og et geni.

Trump er i konflikt med Kina, som han udråber som en strategisk fjende. Nord-Korea, som han truer med at udslette. Iran, hvor han støtter demonstrationer imod regeringen. Hele konflikten i mellemøsten har han sat i brand ved at støtte Israel i deres krav på Jerusalem. Og endelig støtter han NATO i deres optrapning af konflikten med Rusland.

Og dansk udenrigspolitik har vel aldrig været så følgagtig overfor amerikansk udenrigspolitik som nu, og USA's krav om at vi skal opruste følger vi og køber 27 nye krigsfly i USA. Indkøbsprisen for de 27 fly ventes at blive på 20 milliarder kroner, mens totalprisen i flyenes levetid bliver på omkring 56,4 milliarder kroner.

Danmark opruster militært og pengene tages fra velfærden. Og samtidig skal de rigeste have skattelettelser. Og så viser det sig, at de syv af de 27 fly skal stationeres i USA og dermed tilgodese deres forsvar. Vi betaler til USA's forsvar, og militærindustrien i USA stryger profitten.

Forbrydelse eller dumhed? Begge dele fører til krig, og i dag er der ikke besindighed tilstede hverken hos præsident Trump eller i dansk udenrigspolitik. Og telefonen - den varme linje mellem USA og Rusland findes tilsyneladende ikke mere.

Vi er måske tættere på katastrofen i dag end dengang i oktober 1962, hvor jeg fyldte 13 år.

 

 

10. jan. 2018 - 08:39   10. jan. 2018 - 08:40

Læserbrev

af Keld Lund Andersen, Hjortshøj