21 Apr 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 12 °C

DF og regeringen ser stort på liv og helbred

DF og regeringen ser stort på liv og helbred

Beskæftigelsesministeren erkendte i foråret, at arbejdsmiljøindsatsen har slået fejl. Alligevel fortsætter nedskæringerne.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen vil gerne tale om de forbedringer, der skal ske. Men ordene omsættes ikke til handling.
FOTO: Martin Sylvest / Scanpix
1 af 1

Nedskæringerne på arbejdsmiljøet fortsætter. Der skæres 15,1 millioner kroner på Arbejdstilsynet i 2018. Og ikke nok med det – der skæres yderligere 12,9 millioner i 2019.

Dansk Folkeparti har ikke fået fjernet forringelserne, selvom de har siddet helt centralt i forhandlingerne.

Dansk Folkeparti og regeringen svigter de cirka 60.000 tusinde danskere, der hvert år får skader på helbredet, fordi arbejdsgiverne ikke sørger for et sikkert og sundt arbejdsmiljø.

Regeringen har allerede fjernet 41 årsværk i Arbejdstilsynet, og vil de næste to år fjerne yderligere 30 årsværk.

Vi har igen og igen lagt øre til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen formaninger om, at vi skulle tage det med ro.

Han forsikrede, at der var en forhandlingspulje til rådighed, som kunne rette op på dette misforhold.

Nu har vi tallene. Dansk Folkeparti har forhandlet på skrømt og ikke fået fjernet forringelserne, selvom de har siddet helt centralt i forhandlingerne.

Dette svigt sker kun et halvt år efter, at ministeren erkendte de voldsomme problemer. Han sagde: "Med de tal, vi ser i dag, kan jeg konstatere, at arbejdsmiljøindsatsen har slået fejl. At indsatsen simpelthen ikke virker efter hensigten" (30. marts).

Regeringen og Dansk Folkeparti er en skandale for det forebyggende arbejde. De vil gerne tale om det, men vil ikke handle, når de nu har muligheden. Begge parter nægter, at bruge af de godt 1,2 milliarder kroner, som ligger i Fonden til Fastholdelse og Forebyggelse.

Pengene ligger i Fonden og samler støv, mens regeringens og DF's gode viljer blæser i vinden.

20. dec. 2017 - 08:55   20. dec. 2017 - 09:00

Læserbrev

af Christian Juhl MF, arbejdsmiljøordfører for Enhedslisten