24 Aug 2017  

KBH: Ingen skyer af betydning, 8 °C

Danmarks stol stod tom

Danmarks stol stod tom

Hvor blev Anders Samuelsen af, da der for nylig blev afholdt konference om atomnedrustning i FN?

Danmarks stol ved FN-konferencen stod tom. Regeringen ville ikke deltage. Tiden er ikke inde til atomnedrustning, sagde Anders Samuelsen.

Danmark retter ind, når storebror beder om det, selvom det er i direkte modstrid med danske interesser.

FN's konferencen  har til formål at forbyde alle atomvåben. Det var en af Ban Ki Moon’s sidste beslutninger at igangsætte dette initiativ, inden han overlod formandsstolen til sin efterfølger.

Alle verdens ledere erkender, at det vil have katastrofale konsekvenser for hele kloden, hvis nogen vovede at bruge atomvåben.

Det er ganske uforståeligt, at vores danske regering ikke bidrager til forhandlingerne. Danmark burde sidde med ved bordet, ikke mindst i lyset af Danmarks tidligere holdning til atomvåben.

Da jeg for kort tid siden kaldte udenrigsminister Anders Samuelsen i samråd om regeringens holdning til FN's forslag, fortalte han, at regeringen i princippet er tilhænger af en atomnedrustning og fjernelse af alle atomvåben. Men tidspunktet er forkert, mente ministeren.

Sandheden er nok noget anderledes. Kort før der skulle stemmes i FN, havde Danmark og de andre NATO-medlemmer fået et tre sider langt brev fra USA med opfordring til at stemme nej, med henvisning til at afskrækkelse er et centralt element i NATOs strategi.

Derfor vil et forbud ifølge USA mod atomvåben fratage afskrækkelsens legitimitet, fundamentalt i strid med NATOs fælles sikkerhedsinteresser. Danmark retter ind, når storebror beder om det, selvom det er i direkte modstrid med danske interesser.

Ifølge Sammenslutningen af Amerikanske Videnskabsmænd (FAS) findes der i dag omkring 15.000 atomsprænghoveder på verdensplan.

Flertal for nedrustning

Der er kun ni lande i verden, som råder over atomvåben, nemlig USA, Rusland, Indien, Kina, Pakistan, Frankrig, Storbritannien, Nordkorea og Israel, - med USA og Rusland som de absolut dominerende atomvåben-stater. De råder over hver godt 7.000 atomsprænghoveder.

38 lande stemte nej til FN-resolutionen om at arbejde for at forbyde atomvåben: Albanien, Andora, Belgien, Bosnien, Bulgarien, Canada, Danmark, Estland, Frankrig, Grækenland, Island, Israel, Italien, Japan, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Mikronesien, Monaco, Montenegro, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Rusland, Storbritannien, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sydkorea, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn og USA.

123 lande stemte for. 16 undlod at stemme.

Danmark har dermed placeret sig på den forkerte side i spørgsmålet om at afskaffe klodens farligste våben, og dermed valgt de fælles interesser i FN fra.

 

 

04. apr. 2017 - 08:38   04. apr. 2017 - 08:40

Læserbrev

af Christian Juhl MF, Enhedslisten