20 Oct 2017  

KBH: Spredte skyer, 12 °C

Når du sætter kunsten i en bestemt sags tjeneste

Sangen om blokaden på Hope Computer

Når du sætter kunsten i en bestemt sags tjeneste

– Som kunstner stiller man sig på de undertryktes side og står solidarisk med dem, der har noget at slås for, siger Lars Madsen, forsanger og sangskriver i Søren Sidevinds Spillemænd.

Lars Madsen har et godt tag i publikum med sangene ved reunion koncerten for Søren Sidevinds Spillemænd foråret 2017.
FOTO: PN
1 af 1

Der var kun én mikrofon til de ni mand i Søren Sidevinds Spillemænd, men sangen om Hope Computer skulle ud. 10.000 arbejdere og tillidsfolk fra hele landet var mødt frem ved Landsretten i Aalborg på denne februar dag i 1974. Ville blokadevagterne fra elektronikfirmaet Hope Computer blive dømt for frihedsberøvelse?

– Jeg var dybt inspireret af, hvordan NJA Gruppen som musikere gik ind i  arbejdskonflikter.  

– Da jeg skrev sangen om Hope Computer i 1973, vidste jeg ikke, at blokaden på Hope Computer i Hadsund skulle blive en af de store konflikter op igennem 70’erne, siger Lars Madsen, forsanger og sangskriver i Søren Sidevinds Spillemænd, et orkester der skrev, spillede og stillede op med deres sange til mange konflikter og arbejdskampe i halvfjerdserne.

– Jeg var heller ikke klar over dengang, at det er en måde at lave agitatorisk sang og musik på, fortæller han ivrigt og skærer dagmartærten ud, mens kaffekanden bliver skubbet frem på bordet.

Blokaden på Hope Computer

I dag bor Lars Madsen i Hjørring, men da blokaden på Hope Computer gik i gang i januar 73, var han 22 år og netop flyttet til Aarhus for at studere på Universitet. Samtidig var han med i Søren Sidevinds Spillemænd.

Da han hørte om konflikten gennem sin mor, fik han skrivekløe:

– Min gamle mor deltog i blokaderne på Hope Computer i vinteren 1973. Hun var ikke ansat derude, men hun var bestyrelsesmedlem i Kvindeligt Arbejderforbund i Frederikshavn og rejekælling på fiskefabrikken.

Ligesom i dag var det spekulationen i billig arbejdskraft, der var kernen i konflikten. Dengang i Hadsund skulle nogle arbejdere lave computere, og fagforeningerne SID og KAD spyttede penge i kurser i håb om overenskomster. Allerede her var de første linier på vej i sangen "Hope Computer":

Hope Computer Center, det er en virksomhed.
Et amerikansk eksempel på foretagsomhed.
Med kapital i ryggen og egnsudviklingslån,
started filialen i den jydske by Hadsund.

Den ufaglærte arbejder, han måtte skoles om.
Fra fagforeningskasserne, de mange penge kom.
For denne investering man kræved garanti,
og direktøren nikkede og loved harmoni.

Men kapitalen ønsker ingen organisation.
Den elsker slaveløn og øget produktion.
Når du er blevet skolet, er du for dyr for dem.
Her er din fyreseddel, se så at skrubbe hjem.

– Det, der udløser konflikten og blokaden i 1973, er jo, at direktøren, Barsøe-Carnfeldt, ikke vil skrive overenskomst, men begynder at ansætte skruebrækkere, hvorefter arbejderne blokerer så effektivt, at skruebrækkerne på et tidspunkt faktisk er nødt til at overnatte inde på fabrikken, forklarer Lars Madsen, der tydeligt husker denne direktørs entré i Jylland:

– Han var bidt af en gal amerikaner, og så kom han her til Nordjylland og spillede moderne og råbte op om, at: "Vi skal ikke have fagforeninger her. Det klarer vi selv."

Direktøren tilkaldte politiet, men den lokale politimester, Harne, ville ikke blande sig i faglige konflikter. Ikke før næste morgen da udenrigsministeriet siger, at han skal hente nogle udenlandske gæster ud af fabrikken.

– Vores store lykke var, at der var en politisk bevægelse kraft, vi kunne læne os op ad nemlig DKP.

Lars Madsen ryster på hovedet og fortæller om anklagen mod de ni blokadevagter for frihedsberøvelse:

– Det var jo en vigtig blokadesag, fordi at de ni, der bliver anklaget for frihedsberøvelse, først bliver frikendt i byretten i Terndrup – på nær én. Så anker anklagemyndigheden sagen til landsretten i Ålborg, og der bliver de alle frifundet. Dét var altså en dom for, at den fysiske blokade var et legitimt våben at bruge i en faglig kamp.

Ven og fjende i kampen

Skillelinjerne i konflikten blev trukket ind i sangen:

Så prøved fagforeningen at gå af rettens vej,
men ønsket om forhandling besvaredes med nej.
Og uge efter uge blev fler og fler sagt op.
Er det så sært at vor tålmodighed til sidst slap op ?

Så brød de vor blokade med skruebrækkeri,
og kaldte vor aktion for fagforeningstyranni.
De brændte alle broer med deres anarki,
sig ikke det var os, nej, det var dem der ville krig.

– Når man så har fundet ud af, hvem der er skurkene her, så gælder det om at putte noget aktuelt ind i sangen, siger ordsnedkeren og henviser til sin førstehåndskilde:

– Det er fra min mor, at jeg har kronologien i fortællingen. Men inspirationen kom fra den svenske NJA-Gruppen/Fria Proteatern. Jeg var dybt inspireret af, hvordan de som musikere gik ind i  arbejdskonflikter og gjorde sig til en del af dem, siger Lars Madsen:

– Man beskriver et konkret hændelsesforløb, og så bliver sangen fortolket over i en bestemt retning, derved bliver den agitatorisk, siger Lars Madsen og sluger en mundfuld kaffe. Nu skal der snakkes agitprop, en forkortelse for agitation og propaganda. Han nævner kunstnere som Brecht og Eisler i Tyskland og sangere og fagforeningsagitatorer som Woody Guthrie og Joe Hill i USA.

Fra Skagen og til Ålborg, fra Vrå til Frederikshavn
kom vi til Hadsund i solidaritetens navn.
Hvis ikke vi står sammen og knuser deres magt,
bli'r vi måske de næste, kammerater, vær på vagt.

Så fik hver direktør et chok, fabrikken blev besat.
300 mænd og kvinder på vagt for deres ret.
En nat med regn og kulde, så kunne vi gå hjem,
enhver af os var sikker på vi havde slået dem.

Sangen om Hope Computer

– For det er dybest set, at du sætter kunsten i en bestemt sags tjeneste. I dette tilfælde er det klassekampen, den politiske klassekamp i Danmark på den tid. Jeg ved godt, at det lyder voldsomt, når man sidder og siger det i 2017, overvejer Lars Madsen og husker så den konkrete dag, hvor sangen om Hope Computer skulle stå sin prøve, nemlig februardagen foran retsbygningen i Aalborg:

– Der kom busser fra hele Danmark, da sagen var for landsretten i Aalborg, altså den ankede sag. Der var jo en kæmpe demonstration i Aalborg med 8-10.000 arbejdere og fagforeningsfolk fra Nordjylland. Der kom 7-8 busser ovre fra B&W, skibsværftet i København, beretter Lars Madsen og slår så en latter op:

– Altså den gang var der noget, der hed fagforeninger - ikke nogen, der bare sad og kløede sig i røven!

– Det er jo den her periode fra 1973 til 1977-78, hvor venstrefløjen i Danmark brager frem.

– I Søren Sidevinds Spillemænd spillede vi ved retsmødet den dag, fordi sagen var principiel. Vi kom i en bus fra Aarhus sammen med nogle af smedene og murerne, som havde sagt til os, at vi skulle med derop, fortæller forsangeren, der dag den måtte dele mikrofon med hele orkestret. Søren Sidevinds Spillemænd stillede sig op i en halvcirkel og fyrede sangen af til de 10.000 fremmødte.

Nu sidder der i Ålborg en dommer højt på stand,
han dømmer som de kræver, han er kapitalens mand,
med krav om erstatning, fængselsstraf og bod,
skal vore kammerater nu trædes under fod.

Så bank i bordet dommer, og døm kun hvem du vil,
men vid at hvis du dømmer en, så kommer flere til.
Vi fører kampen videre med større enighed,
din dom kan aldrig knække vor solidaritet.

- Det var jo fedt og en sjælden oplevelse. Det var lige nøjagtig grunden til, at vi for helvede spillede. Vi havde jo ingen ambition om at skulle være popstars eller lave grammofonplader eller være rige og berømte. Vi var først og fremmest politiske aktivister. Det, vi lavede, skulle først og fremmest kunne bruges, først og fremmest var det politik, og så var der musik i næste omgang. Det er agitprop-tanken og hele ideen i det, slår den gamle aktivist fast.

Vi var først og fremmest politiske aktivister.

Knap så fedt var det, da blokadecirkulæret kom to år senere i 1976 under en socialdemokratisk ledet regering:

– Anker Jørgensen lavede et cirkulære, der forbød blokader, og det sker efter at landsretten i Aalborg, faktisk havde sagt, at det måtte man godt. En dom, som er så epokegørende på det tidspunkt, at det kræver en socialdemokratisk statsminister at udsende det!

Lars Madsen er nu helt oppe i det røde felt:

– Hvis du læser erindringer, så var der jo ikke nogle af de borgerlige politikere, eksempelvis Poul Hartling, der havde turdet at udsende det fagforeningscirkulære, kommer ordene hurtigt og syrligt fra Lars Madsen, der husker, at cirkulæret er skrevet før dommen i Aalborg, 1974.

Vi var først og fremmest politiske aktivister

Når han tænker tilbage var der økonomisk krise og grøde i klassekampen flere år i træk. Hope Computer konflikten skulle blive en af de største i 1970’erne sammen med BT-konflikten om eksklusiv aftaler og retten til blokade, som også er kernen i sangen om Hope Computer. Søren Sidevinds Spillemænd var på pletten mange gange i de år.

– Det er jo den her periode fra 1973 til 1977-78, hvor venstrefløjen i Danmark brager frem, og hvor du har nogle progressivt politisk agerende organisationer, fagbevægelsen og solidaritetsorganisationer. Det var jo derfor, at vi lavede orkestret. Det var jo for at være med lige dér, præciserer Lars Madsen, der selv var medlem af DKP dengang ligesom flere i orkestret.

– Vi havde i udgangspunktet en idé om, at hvis det var kunst vi lavede, så var det ihvertfald agiterende kunst, der skulle bruges til noget helt bestemt og have, et bestemt politisk formål, altså i virkeligheden en form for musikalsk aktivisme, funderer Lars Madsen og fortsætter:

– Som kunstner stiller man sig på de undertryktes side og står solidarisk med dem, der har noget at slås for.

Jeg vidste ikke, at blokaden på Hope Computer i Hadsund skulle blive en af de store konflikter op igennem 70’erne.

En vigtig erfaring trænger sig på hos den politiske sanger:

– Vores store lykke var, at der var en politisk bevægelse, en kraft vi kunne læne os op ad, nemlig miljøerne i og omkring DKP, som DKU, KommS, de røde fagforeninger og Folkebevægelsen mod EF. For kunstnerkollektivet Røde Mor, som jo ud over at været et orkester også var grafikere og billedkunstnere, var det nok først og fremmest i Vietnamkommiteerne og senere miljøet omkring forlaget Demos. Der var nogle politiske miljøer, vi kunne vokse ud af og læne os op ad og få inspiration fra.

Hvis sangene skal ud

I dag mener han ikke at kunne få øje på sådanne miljøer. Til gengæld er der nye muligheder med digitale medier, hvis man gerne vil ud med en sang i solidaritet:

– Der er hundrede gange større muligheder i dag rent teknisk for at lave film og musik og få det spredt med stor hastighed. Det er jo sådan et fattigmands plade- og filmstudie, konstaterer Lars Madsen, og det lyder lidt som en opfordring:

– De problemer, vi skrev om på det tidspunkt, er ikke blevet mindre. De er blevet større og meget mere komplekse, så der er da brug for en politisk kunst, en politisk kunst som tager stilling.

04. okt. 2017 - 10:33   05. okt. 2017 - 20:13

Solidaritetssange

kb@arbejderen.dk
Søren Sidevinds Spillemænd

Lars Madsen er født 1951 og med i Søren Sidevinds Spillemænd. Orkesteret var meget aktivt fra 1973-78, men har de sidste to år spillet reunion koncerter i Aarhus.

Medvirkende:
Lars Madsen, Jørgen Schwensen, Poul Bach, Steen Jessen, Morten Jessen, Jan Due, Steen Veigaard, Simon Palm og Henning Langkjer.

Gruppen udgav tre LP’er (hvoraf en solgte til platin i Danmark) og en single. Se mere: www.discogs.com.

Hør sangen om blokaden på Hope Computer på YouTube.dk