21 Jun 2018  

KBH: Overskyet, 18 °C

Fordomme og fakta om Ukraine 2014

Fordomme og fakta om Ukraine 2014

Arbejderen er det eneste danske dagblad, der har rapporteret seriøst om begivenhederne i Ukraine. Jeg havde gerne set min kronik trykt i et af de dagblade, der har givet et misvisende billede af begivenhederne.Men Ingen af dem har imidlertid haft lyst til at bringe den.

Aktivister og tilhængere af højrefløjsorganisationerne "Svoboda" (Frihed) og "Højre sektor" deltager i en march i Kiev i Ukraine den 14. oktober 2017.
FOTO: Gleb Garanich/Reuters/Scanpix
1 af 1

Er det demokrati og menneskerettigheder, vi støtter i Ukraine? Dokumentarfilm som Oliver Stones ”Ukraine on fire” og Paul Moreiras ”Les masques de la révolution”, fra 2016, giver et noget mere nuanceret billede af, hvad der skete i Ukraine i 2014, end det, vi normalt bliver præsenteret for.

Lad os opsummere, hvad vi her 4 år efter ved om begivenhederne. Konflikten startede 21. november 2013, da præsidenten Janukovitj ikke ville underskrive en handelsaftale med EU.

Hverken Højre Sektor eller Svoboda er interesseret i EU eller demokrati. Deres politiske dagsorden er primært modstand mod Rusland og russisktalende ukrainere.

Tusinder gik på gaden i Kiev for at demonstrere. Efter at politiet havde forsøgt at sprede demonstranterne, blev der dannet "selvforsvarsgrupper" med hjælp fra det stærkt højrenationale parti Svoboda. 

I en resolution fra 2012 havde Europaparlamentet appelleret til de pro-demokratiske partier i Ukraine om ikke at samarbejde med Svoboda, da deres synspunkter stred mod europæiske værdier og principper.

Leder af selvforsvarsgrupperne blev Parubiy, der organiserede grupperne efter militært mønster. Parubiy havde i 1991 været med til at starte et parti med neonazistiske træk.

Højre Sektor

Efter nogle dages demonstrationer begyndte medlemmer af organisationen Højre Sektor at blande sig. Højre Sektor er en samling af ultranationalistiske bevægelser uden repræsentation i det ukrainske parlament. Dets leder Yarosh udtalte i et interview med Time 4. februar 2014, at de havde våben nok til at fortsætte revolutionen, hvis forhandlingerne med regeringen skulle bryde sammen.

Hverken Højre Sektor eller Svoboda er interesseret i EU eller demokrati. Deres politiske dagsorden er primært modstand mod Rusland og russisktalende ukrainere.

Urolighederne optrappedes og kulminerede den 18. februar 2014, hvor 20.000 demonstranter startede en march mod parlamentet. Marchen resulterede i voldsomme gadekampe med flere dræbte. 

Den 20. februar skød snigskytter fra hustagene omkring Maidanpladsen på både demonstranter og politifolk. Omkring 60 blev dræbt og flere hundrede sårede. Dette skabte, som det vel også var hensigten, totalt kaos. Den estiske udenrigsminister Paet kunne i en telefonsamtale med EU’s udenrigsminister Caroline Ashton nogle dage efter fortælle, at meldinger fra hospitalet tydede på, at det måtte være fra oprørssiden, der var blevet skudt. Senere research fra tv-stationerne BBC og ARD peger i samme retning. 

Den 21. februar holdt Præsident Janukovitj et møde med den parlamentariske oppositions ledere og udenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig og Polen. De blev enige om at gå tilbage til en tidligere konstitution med mindre magt til præsidenten, at der snarest skulle udskrives præsidentvalg, at parterne skulle afstå fra at bruge vold og arbejde på at normalisere situationen.

Da oppositionslederne præsenterede denne aftale for folkemængden, blev de buhet ud.  En af aktivistlederne Parasiuk kundgjorde fra talerstolen, at hvis ikke Janukovitj var gået af inden næste dag kl. 10, ville der blive iværksat et væbnet kup.

Kuppet

Trusler mod Janukovitjs liv fik ham til at forlade Kiev. Den 22. februar vedtog parlamentet med 328 stemmer mod 0 at afsætte ham. En stor del af Janukovitjs støtter var flygtet ud af byen. Hans tilbageværende støtter havde åbenbart ikke - omgivet af bevæbnede demonstranter - lyst til at stemme imod afsættelsen. Og oppositionslederne så – omstændighederne taget i betragtning - bort fra, at de dagen forinden havde lavet en aftale med præsidenten om en fredelig løsning på krisen. 

Efter ukrainsk lov kan en præsident ikke afsættes, uden at der er rejst en anklage mod ham, anklagen er prøvet ved en domstol, og ¾ af parlamentet herefter stemmer for afsættelsen. Denne procedure blev ikke fulgt. 

En demokratisk valgt præsident var væltet med magt, uden at de parlamentariske spilleregler var fulgt. En ny regering kunne træde til med Parubiy, kommandanten for Maidans selvforsvarsgrupper, som ny national sikkerhedschef.

Oleg Machnizki fra det højreradikale parti Svoboda blev leder af statsadvokaturen, som skulle forestå en undersøgelse af de voldelige begivenheder under urolighederne. Højre Sektors leder Yarosh blev tilbudt en post som militærrådgiver.

Snigskytternes massakre på Maidanpladsen den 20. februar 2014 blev fulgt op af en ny massakre den 2. maj 2014 i Odessa. Omfattende uroligheder efter en fodboldkamp med sammenstød mellem tilhængere og modstandere af den nye regering endte med, at 46 pro-russiske demonstranter blev dræbt.
En FN-rapport af 25. maj 2016 om ansvaret for drab i Ukraine konstaterer, at ingen endnu er draget til ansvar for drab under massakrerne i 2014 på Maidanpladsen og i Odessa, og konkluderer, at dette underminerer retssikkerheden i landet. 
I forbindelse med efterforskningen af begivenhederne på Maidanpladsen er ingen af oprørerne sigtet af den simple grund, at man i forbindelse med kuppet fik vedtaget en lov, hvorefter deltagere i massedemonstrationer i perioden 21. november 2013 til 28. februar 2014 ikke kan strafforfølges for handlinger begået i denne periode. 

Ingen tvivl om, at regimeskiftet havde stor folkelig opbakning i Kiev og i det vestlige Ukraine. 
Noget anderledes forholdt det sig med det østlige Ukraine, hvor store dele af befolkningen er russisktalende. De stod nu over for en regering, der ved et kup havde væltet den præsident, som demokratisk var valgt med deres stemmer. 

Ikke underligt at de østukrainske provinser ikke umiddelbart ville underkaste sig den nye regering. 

Krims parlament anmodede om, at Krim blev optaget i det russiske forbund. Optagelsen blev konfirmeret ved en folkeafstemning. Det var første gang, Krims befolkning fik mulighed for at stemme om deres tilhørsforhold. Da Sovjetunionens leder Khrusjtjov i 1954 forærede Krim til Ukraine, var der ingen folkeafstemning om det ændrede tilhørsforhold.

Provinserne Donetsk og Luhansk med en overvejende russisktalende befolkning erklærede sig som selvbestaltede republikker og har siden været i krig med regeringen i Kiev. Bevæbnede højreekstremistiske grupper deltager i kampene uden at være under den ukrainske regerings kontrol.

Ruslands rolle

Rusland støtter de østukrainske provinser med våben og rådgivning, og der findes russiske frivillige, som kæmper på østukrainsk side. Tilsvarende støtter USA Vestukraine med våben og rådgivning, og der findes frivillige fra mange nationer blandt de højreekstremistiske kræfter, der kæmper på Kiev-regeringens side.

Rusland er ikke interesseret i at "annektere" Donetsk og Luhansk. De har med Tyskland, Frankrig, den ukrainske regering og de østukrainske provinser i februar 2015 indgået Minsk-aftalen, der indebærer, at Donetsk og Luhansk forbliver provinser i Ukraine, men med et betydeligt selvstyre. Højre Sektor har kaldt Minsk-aftalen for landsforræderi og meldt ud, at de ville fortsætte kampen. 
Med presset fra højrekræfterne hjemme kombineret med, at vesten ensidigt udråber Rusland som den aggressive part i konflikten, har den ukrainske regering vanskeligt ved at få gennemført en lovændring, der giver mere selvstyre til regionerne. Derfor fortsætter borgerkrigen, som hidtil har kostet ca. 10.000 menneskeliv.
Med den fortsatte sanktionspolitik mod Rusland er vi i Vesten med til at holde liv i krisen. Hvis vi vil bidrage til at løse den, bør vi gå i dialog med Rusland om at hjælpe den Ukrainske regering med at få kontrol over de højreekstremistiske grupperinger, som findes på begge sider, og som er den væsentligste hindring for at få gennemført den eneste holdbare løsning for fred i Ukraine: Minsk-aftalen om et samlet Ukraine med betydeligt selvstyre til regionerne.

 

08. mar. 2018 - 08:03   08. mar. 2018 - 08:10

Kronik

af cand. polit. Jens Wamsler, Sorø, mangeårig medarbejder i Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet