20 May 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 19 °C

Torturoffer fra Green Desert har fået asyl

Bor nu i Danmark

Torturoffer fra Green Desert har fået asyl

Et af ofrene for operation Green Desert bor i Danmark. Han har hjulpet britisk advokatfirma med at finde frem til 300 tortursager, som de britiske styrker har været indblandet i.

Et af ofrene for den danske operation Green Desert i Irak, er 38-årige Basim. Han har hjulpet et britisk advokatfirma til at finde frem til 300 torturofre for koalitionens samarbejde med irakiske militser.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Et af de 23 irakiske torturofre fra operation Green Desert, hvis sag netop nu behandles i Østre Landsret, bor allerede i Danmark. Det er 38-årige Basim. Han kom til Danmark i oktober 2015, og bor i Assens.

Vi skal lære af den mishandling, vi blev udsat for.
B
asim, torturoffer

De danske myndigheder anerkender, at han har brug for beskyttelse og ikke kan rejse hjem til Irak foreløbigt. Derfor har han fået midlertidig opholdstilladelse i Danmark frem til 2019.

Under Irak-krigen arbejdede han som tolk for de britiske styrker.

– Jeg fik jævnligt dødstrusler. Det er ikke populært i Irak at have samarbejdet med besættelsesstyrkerne. I 2015 blev det for meget, og jeg besluttede mig for at flygte, fortæller irakeren, der afgav forklaring mandag og tirsdag i Irak-tortursagen i Østre Landsret.

Men faktisk arbejdede Basim kun for de britiske styrker i en kort periode. Da han i 2004-2005 på egen krop mærkede besættelsesstyrkernes optræden, ophørte samarbejdet.

Det hele startede, da han blev tilbageholdt under den danskledede operation Green Desert i Irak i november 2004.

– Jeg lå og sov derhjemme, da det bankede hårdt på døren. Udenfor stod irakiske militssoldater og danske soldater. De trak mig ud af mit hus. De irakiske soldater slog mig hårdt i hovedet, fortæller Basim.

– Det var i starten af november. Jeg havde kun lidt tøj på. Jeg rystede af kulde. Jeg fik flere slag - med både knytnæver og geværkolber.

Hvor er den anden film?

Udenfor fik han øje på en dansk soldat, der filmer det hele fra toppen af en tank.

Bassims bror råbte til den danske soldat, at han skulle stoppe med at filme. Men soldaten smilte bare tilbage og fortsatte med at filme.

I Østre Landsret viser både irakernes advokater og Forsvarsministeriets forsvarer klip og fotos fra en lækket videofilm, der blev optaget under operation Green Desert. Men der blev optaget yderligere en film, fortæller det irakiske øjenvidne.

– Jeg vil opfordre det danske militær til at fremlægge den anden film, så vi kan få sagen bedre afdækket, siger Bassim til Arbejderen.

>> LÆS OGSÅ: Torturofre kan ikke få visum til Danmark

Efter cirka seks timer blev han - modsat de øvrige tilbageholdte - løsladt. Måske havde soldaterne fået øje på hans id-kort eller andre papirer, der viste, at han arbejdede for de britiske styrker. Men friheden varede kort.

Et par måneder efter operation Green Desert blev han tilbageholdt igen, denne gang dog af britiske og irakiske styrker.

– Med operation Green Desert blev vi udpeget som mål for en militær operation. Det betød, at vi konstant var under mistanke og blev mistænkeliggjort.

Denne gang slap han ikke. Han blev smidt i fængslet ved Basra, hvor han blev afhørt og tortureret i 16. dage.

– I dag er jeg angst. Jeg får flashbacks. Jeg har svært ved at falde i søvn og har mareridt. Jeg tager stærk, beroligende medicin.

Begyndte at indsamle beviser på tortur

I 2011 fandt han en irakisk hjemmeside, som man kunne kontakte, hvis man havde været udsat for tortur. Efter at have taget kontakt til hjemmesiden fik Basim kontakt til advokat Christian Harlang.

– Jeg havde været udsat for tortur, så jeg kontaktede Harlang. Det er vigtigt, at min og de andre sager kom frem. Det er uretfærdigt, at uskyldige er blevet mishandlet og dræbt, fordi Danmark og de øvrige lande i koalitionen har samarbejdet med sekteriske militser. Vi skal lære af den mishandling, vi blev udsat for. Vi skal sikre, at det ikke gentager sig.

I 2012 kom han i kontakt med det britiske advokatfirma Leigh Day, der også efterlyste irakere, der havde været udsat for tortur.

– Jeg begyndte at arbejde for det britiske advokatfirma. Jeg oprettede et kontor i Basra, hvorfra jeg opsøgte torturofre og deres familier og indsamlede oplysninger om ofrene.

I alt har han hjulpet det britiske advokatfirma med at indsamle omkring 300 tortursager og beviser mod det britiske Forsvarsministerium.

26. jan. 2018 - 07:00   12. apr. 2018 - 13:34

Irak-tortursag

ml@arbejderen.dk
operation Green Desert

Arbejderen har i en række artikler afdækket forløbet omkring Operation Green Desert i Irak i november 2004.

Vi har blandt andet beskrevet, hvordan efterretningsofficer Anders Kærgaard allerede inden operationen advarede den danske bataljonschef John Dalby om, at operationen byggede på upålidelige efterretninger, og at der var stor risiko for, at civile irakere ville blive ramt.

Den danskledede operation endte med, at 36 civile irakere blev taget til fange og udleveret til månedlang tortur hos det irakiske militærpoliti. 23 af irakerne har siden anlagt sag mod den danske stat for medansvar for torturen, men de har endnu ikke fået lov at få deres sag for. Den eneste, der i dag er dømt i sagen, er Anders Kærgaard, som stod frem med centrale oplysninger om det danske militærs medvirken.

>> Se alle artikler i sagen her

>> Se dokumentationen bag artiklerne her