20 May 2018  

KBH: Let skyet, 19 °C

Tillidsmand er rystet over DF-opbakning

Prøvevalg på natholdet

Tillidsmand er rystet over DF-opbakning

Dansk Folkeparti stormede frem ved valget i går og er nu det største borgerlige parti i Folketinget. Partiets fremgang fremgik allerede af det prøvevalg, som natholdet på Coop's lager ved Aarhus gennemførte i sidste uge, hvor DF løb med halvdelen af stemmerne.

– Jeg forstår ikke, at man kan stemme på et parti, der har været med til at smadre efterlønsordningen og stemt for forringelser for de arbejdsløse, siger fællestillidsmand Kai Jensen.
FOTO: PN
1 af 1

Valget i går gjorde Dansk Folkeparti til det største borgerlige parti i Folketinget med 37 mandater. Partiet bliver kun overgået af Socialdemokraterne, der med 47 mandater er tilbage som Folketingets største parti. 

Jeg fatter jo ikke, at man som arbejder kan støtte et parti, der har været med til at smadre efterlønsordningen og stemme for dagpengereformen.
Kai Jensen, FTR 

At DF kunne blive valgets helt store vinder fik tillidsmanden på Coop's lager i Viby ved Aarhus et fingerpeg om i sidste uge, da natholdet gennemførte et prøvevalg på arbejdspladsen. 

Hele 72 ud af de 132 ansatte, der deltog i prøvevalget stemte poå DF. Det svarer til 54 procent af de afgivne stemmer og er en eksplosiv stigning siden et tilsvarende prøvevalg i 2011, hvor 22,6 procent stemte på partiet.

Til sammenligning fik Socialdemokraterne i 2011 opbakning fra hver fjerde af de ansatte. Denne gang har 7,6 procent af lagerarbejderne stemt på landets for tiden største parti. SF har ikke fået én eneste stemme denne gang mod 12,9 procent i 2011. Enhedslisten er blevet næsten halveret og er gået fra 12,1 procent af stemmerne til 6,1 procent.

Overrasket og rystet

Fællestillidsmand Kai Jensen er mildt sagt rystet.

– Jeg ved godt, at der er DF'ere på arbejdspladsen, men at det åbenbart er så mange, det er meget overraskende, siger Kai Jensen til Arbejderen.

>> LÆS ANALYSE: DF vandt på EU-kritik og gamle socialdemokratiske positioner

Det er tredje gang, der bliver gennemført prøvevalg på arbejdspladsen. I både 2007 og 2011 afspejlede prøvevalget nogenlunde landsresultatet på selve valgaftenen. Fællestillidsmanden håber ikke, det bliver tilfældet denne gang.

– Jeg fatter jo ikke, at man som arbejder kan støtte et parti, der har været med til at smadre efterlønsordningen. DF har også stemt for dagpengereformen, som har frataget næsten 57.000 arbejdsløse deres dagpengeret. Jeg synes sgu, at kæden hopper af et eller andet sted, kommer det bramfrit.

Kort hukommelse

Fællestillidsmanden konstaterer, at folk åbenbart glemmer hurtigt.

Selv husker han også tydeligt DF's optræden under Vejlegårdssagen. Mens 3F kørte lovlig blokade for at få restaurationsejeren til at tegne overenskomst, stillede DF og Venstre et forslag, der skulle forhindre fagbevægelsen i at bruge konfliktretten, som er en del af den danske model.

Michael Sørensen, der er talsperson for natholdet, er manden bag de tre prøvevalg på arbejdspladsen. At det samlede resultat af årets prøvevalg giver 81 procent af stemmerne til blå blok og 19 til rød, kommer også bag på ham.

– Jeg er hundrede procent overbevist om, at hovedparten af DF'erne er tidligere socialdemokrater. Jeg opfatter egentlig, at vi er en meget rød arbejdsplads. Alle er organiseret, og der er styr på det faglige, siger Michael Sørensen til Arbejderen.

Både han og Kai Jensen peger på EU og udlændingepolitik som mulige forklaringer på, at Thulesen Dahl og Co. er så populære blandt lagerets omkring 400 3F'ere. Ligesom det spiller ind, at den S-ledede regering ikke har indfriet forventningerne om en anden politik, som lovet under valgkampen i 2011.

– De fleste af dem gider ikke diskutere politik med mig. De ved, hvad jeg står for. Men er der problemer på arbejdspladsen, så bakker de op om det faglige arbejde, siger fællestillidsmanden, der personligt aldrig kunne drømme om at stemme på DF eller et andet borgerligt parti.

En katastrofe

Mens dagpengeforringelserne er et af de spørgsmål, der kan få Kai Jensen op i det røde felt, så tager hans kolleger det tilsyneladende mere afslappet. 

– Jeg synes jo, det er en katastrofe at næsten 57.000 er faldet ud af dagpengesystemet. Og jeg mener også, at et ringere dagpengesystem lægger pres på folk i arbejde, men folk her på lageret tror måske ikke, at arbejdsløshed rammer dem, siger Kai Jensen.

Ved prøvevalget i 2011 havde rød blok flertal med 52,1 procent af stemmerne, og det politiske skifte på den østjyske arbejdsplads, mener fællestillidsmanden ikke, kan forklares med udskiftning blandt personalet.

Siden år 2000 er der kun blevet fyret fem personer, og selv om der er blevet ansat flere på midlertidige kontrakter udgør de langt fra det antal stemmer, der er flyttet mellem de to blokke.

19. jun. 2015 - 06:09   30. jun. 2015 - 03:26

Prøvevalg

noc@arbejderen.dk
Valgresultat 2015
  • Socialdemokratiet: 26,3 procent. 47 mandater. Går 3 mandater frem.

  • Radikale Venstre: 4,6 procent. 8 mandater. Går 9 mandater tilbage.

  • Det Konservative Folkeparti: 3,4 procent. 6 mandater. Går 2 mandater tilbage 

  • Socialistisk Folkeparti: 4,2 procent. 7 mandater. Går 9 mandater tilbager. 

  • Liberal Alliance:  7,5 procent. 13 mandater. Går 4 mandater frem.

  • Dansk Folkeparti: 21,1 procent. 37 mandater. Går 15 mandater frem.

  • Venstre: 19,5 procent. 34 mandater. Går 13 mandater tilbage.

  • Enhedslisten: 7,8 procent. 14 mandater. Går 2 mandater frem.

  • Alternativet: 4,8 procent. 9 manadater.

>> Læs alle artikler om folketingsvalget her

Prøvevalg på Coop

Nøgletal fra prøvevalg i 2015 - prøvevalget i 2011 i parantes

Socialdemokraterne: 25 procent (7,6)

SF: 12,9 procent (0,0)

Enhedslisten: 12,1, procent (6,1)

Dansk Folkeparti: 22,6 procent (54,5)

Venstre: 17,7 procent (14,4)

Liberal Alliance: 3,2 procent (6,8)

Resten af stemmerne ved årets prøvevalg fordeler sig med 2,3 procent på de Radikale. De Konservative og Kristen Demokraterne får hver 0,8 procent. Alternativet får 2,3 procent og endelig har 4,5 procent stemt blankt.