17 Aug 2017  

KBH: Spredte skyer, dis, 12 °C

Ti år mere med Roundup

EU-kommissær grillet om sprøjtegift

Ti år mere med Roundup

EU-kommissionen vil ikke forbyde giftstoffet glyphosat på trods af, at FN's forskningsenhed advarer om, at giftstoffet kan være kræftfremkaldende.

EU-kommissæren for sundhed og fødevaresikkerhed, Vytenis Andriukaiti, måtte tirsdag svare på kritiske spørgsmål om glyphosat i EU-parlamentet.
FOTO: Mathieu Cugnot/European Union
1 af 1

EU-kommissæren for sundhed og fødevaresikkerhed, Vytenis Andriukaiti, måtte tirsdag svare på en række kritiske spørgsmål fra EU-parlamentet.

Kommissæren var kaldt i Parlamentet, fordi EU-kommissionen vil forlænge tilladelsen til at bruge ukrudtsmidler med giften glyphosat i ti år – på trods af modstand i en række medlemslande.

Det er fuldkommen grotesk, at kommissæren for sundhed og fødevaresikkerhed, stiller sig op foran EU-Parlamentet og siger, at han "stoler på videnskaben".
Rina Ronja Kari, Folkebevægelsen mod EU

I EU-parlamentet fastholdt Kommissæren, at glyphosat fortsat skal være tilladt, på trods af modstand fra flere medlemslande og videnskabelige advarsler. EU-kommissæren fastslog igen og igen, at han "stoler på videnskaben" og henviste til, at EU's Fødevareagentur og EU's kemikalieagentur er nået frem til, at giftstoffet ikke er kræftfremkaldende.

>> Se høringen af EU-kommissæren

– Det er fuldkommen grotesk, at kommissæren for sundhed og fødevaresikkerhed stiller sig op foran EU-Parlamentet og siger, at han "stoler på videnskaben". WHO’s og FN’s forskningsenhed for kræft er, i modsætning til EU, nået frem til at Roundup og glyphosat kan være kræftfremkaldende. En lang række af verdens førende kræftforskere har kritiseret EU’s videnskabelige fremgangsmåde, fordi de hemmeligholder deres metoder og kilder, siger Rina Ronja Kari, der er medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.

EU-systemet har bygget sine hemmelige undersøgelser af glyphosat på studier betalt af Roundup-sprøjtegiganten Monsanto, der vil tjene millioner på at få fornyet godkendelsen af glyphosat-giftstoffet.

– Forløbet omkring godkendelsen af glyphosat og Roundup viser med al tydelighed, at EU-systemet er komplet utroværdigt, og at man først og sidst tager hensyn til erhvervslivet. For EU-Kommissionen er erhvervslivets mulighed for at tjene penge helt klart vigtigere end befolkningens sundhed, siger Rina Ronja Kari.

Socialdemokratiets medlem af EU-parlamentet, Christel Schaldemose, mener heller ikke, at EU-kommissæren var lydhør overfor Parlamentets bekymringer. Men hun tror fortsat på en god dialog.

– Vi kan ikke lave om på EU's beslutningsprocedure, og vi kan ikke få stoppet glyphosat her og nu, men vi kan forsøge at finde alternativer, så vi kan få udfaset glyphosat, lyder det fra Christel Schaldemose til Arbejderen.

14. jun. 2017 - 10:41   22. jun. 2017 - 14:17

Sprøjtegift

ml@arbejderen.dk