22 Nov 2017  

KBH: Overskyet, dis, 9 °C

Masser af olie i Nordsøen – og den skal op

Regeringen klar med ny olie- og gasstrategi

Masser af olie i Nordsøen – og den skal op

Der ligger over tre milliarder tønder olie i Nordsøen og venter på at blive hevet op. Nu vil regeringen gøre det mere attraktivt for industrien at vride de sidste dråber olie op – stik imod anbefalingerne fra FN's klimapanel.

Olie- og gasselskaberne kræver endnu mere støtte, hvis den sidste olie skal hentes op af Nordsøen. Selskaberne har selv været med til at skrive regeringens nye Nordsøstrategi.
FOTO: Claus Fisker/Scanpix
1 af 1

Der er fortsat masser af olie og gas i Nordsøen. Og det skal udnyttes fuldt ud, mener regeringen, som i går offentliggjorde en olie- og gasstrategi for den danske del af Nordsøen.

Ifølge strategien, som er udarbejdet i et tæt samarbejde mellem oliebranchen, Energistyrelsen og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, er der stadig tre milliarder tønder olie tilbage, der kan udvindes, 

Myndigheder og industri har nu en fælles forståelse af, hvad potentialet og udfordringerne er i Nordsøen.
Martin Næsby, Olie Gas Danmark

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt glæder sig over, at det giver penge i den danske skatskasse.

– De seneste 40 år har olie- og gasindustrien bidraget til indtægter i statskassen med over 400 milliarder kroner. Og der er potentiale for yderligere 200 milliarder kroner i skatteindtægter, siger han til DR P1 Morgen.

Mere støtte til industrien

Olie- og gasselskabernes lobbyorganisation, Olie Gas Danmark, har været med til at udarbejde rapporten. Det samme har en række olie- og gasselskaber, blandt andet Mærsk, der har siddet med i flere af de arbejdsgrupper, der er kommet med input til strategien.

Rapporten munder ud i 19 anbefalinger, som blandt andet handler om at fremme efterforskning og ny teknologi, reducere omkostninger og sikre kvalificeret arbejdskraft. Helt afgørende for at producere potentialet er, at det er rentabelt for virksomhederne.

Konkret skal der sikres flere udbud af Nordsøen hos udenlandske olieselskaber. Og så skal de udenlandske selskaber have lettere adgang til at lede efter og indvinde olie fra eksisterende felter og platforme samt lede efter ny olie, og have lettere adgang til de rørledninger, der fører olien ind på land.

Universiteterne skal også blive bedre til at sikre arbejdskraft til olieindustrien og til at forske i ny teknologi, der kan få olien op af undergrunden.

– Vi skal indrette vilkårene for investeringer på en måde, så det bliver attraktivt at indvinde potentialet. Rapporten viser, at industrien ikke er i stand til at producere det fulde potentiale under de nuværende rammevilkår, siger, siger direktør i Olie Gas Danmark, Martin Næsby.

Det er kun få måneder siden, at et flertal bestående af regeringen, Radikale, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF gav Mærsk og de øvrige selskaber i Nordsøen skatterabatter for fem milliarder kroner, efter at olieselskaberne havde truet med at stoppe udvindingen af olie.

>> LÆS OGSÅ Mærsk får nye skatterabatter i Nordsøaftale 

Lavere skatter og afgifter til industrien har ikke været en del af arbejdsgrundlaget for den nye strategi. Men det kan blive nødvendigt, mener Martin Næsby.

– Skattetrykket har en stor betydning for de investeringer, som olie- og gasindustrien foretager. Det er klart, at hvis det ikke lykkes at tiltrække flere investeringer med denne strategi, så må politikerne overveje igen at lempe skatter og afgifter. Olie- og gassektoren er global, og selskaberne kigger meget på skatteregimerne rundt om i verden. Derfor er det vigtigt, at Danmark også på dette område er konkurrencedygtigt.

Lad olien blive 

Ifølge FN’s klimapanels analyser skal verden lade mindst 80 procent af de kendte reserver af olie, gas og kul blive i undergrunden, hvis den globale temperaturstigning skal holdes på under to grader. Det er det klimamål, som Danmark og resten af verdens lande i Paris enedes om, at vi skal nå.

– Det giver god mening, at lade olien blive i undergrunden. Desto mere olie vi henter op og brænder af, desto sværere bliver det at undgå klimaforandringerne. Vi har ikke lang tid at handle i, hvis vi skal undgå at temperaturen stiger. Regeringens planer om at udvinde mere olie er godt nok noget af en omvej i forhold til at fremme Danmark som en grøn nation, siger klimaprofessor ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet, Jens Hesselbjerg til Arbejderen.

Han uddyber: 

– Hvis regeringen henter mere olie op af Nordsøen, udskyder man den grønne omstilling. Den grønne omstilling har ikke brug for at skulle konkurrere med olie som fremtidens energikilde.

05. jul. 2017 - 10:00   06. jul. 2017 - 11:12

Olie & gas

ml@arbejderen.dk
Nordsøstrategi

Regeringen er klar med en strategi for, hvor meget olie der er tilbage i Nordsøen samt 19 konkrete forslag til, hvordan olie- og gasindustrien kan få støtte til at hente den sidste olie op.

Strategien er udarbejdet af industrien selv, Energistyrelsen og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland

Ifølge strategien er der tre milliarder tønder olie tilbage i Nordsøen, der kan udvindes. 

Olien skal hentes op ved at:

  • Sende mere olieproduktion i Nordsøen i udbud hos udenlandske olieselskaber

  • Give udenlandske selskaber lettere adgang til at lede efter og indvinde olie fra eksisterende felter og platforme samt lettere adgang til de rørledninger, der fører olien ind på land

  • Universiteterne sikrer arbejdskraft til olieindustrien og forsker i ny teknologi, der kan få olien op af undergrunden

  • Det skal være rentabelt for virksomhederne at udvinde.