21 Jun 2018  

KBH: Overskyet, 18 °C

Lukkethed og magtforskydning sender Danmark væk fra førsteplads

Årlig international korruptionsrapport

Lukkethed og magtforskydning sender Danmark væk fra førsteplads

Danmark mister førstepladsen som det mindst korrupte land i verden. Forvaltningen af magten i Danmark er blevet mere lukket, og der er ikke styr på omfanget af lobbyismen, lyder kritikken fra Transparency International.

Vi ved reelt ikke hvem, vores politikere mødes med og hvem, der finansierer dem, konstaterer Transparency International Danmark.
FOTO: Philip Davali/Ritzau Scanpix
1 af 1

Forvaltningen af magten i Danmark er blevet mere lukket.

Derfor er Danmark nu blevet vippet af førstepladsen i det internationale korruptionsindeks for 2017, som anti-korruptions og åbenhedsorganisation Transparancy International netop har udsendt.

Vi ved i Danmark reelt ikke, hvem vores politikere mødes med, og hvem der finansierer dem. 
Natascha Linn Felix, Transparency International Danmark

Det første gang siden 2012, at Danmark må afgive sin førertrøje som det land, der er mindst korrupt.

– Vi er bekymrede, men ikke overraskede. Det seneste årti har vi desværre set en forandring i magtfordelingen og øget lukkethed i forvaltningen af magten. Det slår skår i tilliden, og nu slår denne udvikling igennem i opfattelsen af Danmark som et ikke-korrupt land, siger Transparency International Danmarks formand, Natascha Linn Felix.

Hun uddyber:

– Adskillige nationale og internationale undersøgelser og rapporter har de seneste år peget på områder, hvor Danmark ikke lever op til en række standarder og internationale forpligtelser, som påvirker Danmarks placering. Det gælder blandt andet lovgivningen om partistøtte og den manglende registrering af lobbyister. Vi ved i Danmark reelt ikke, hvem vores politikere mødes med, og hvem der finansierer dem. Det kan ikke undgå at underminere tilliden til de folkevalgte.

>> LÆS OGSÅ: Hemmelig partistøtte trækker Danmark ned

Transparency International Danmark ser faldet fra førstepladsen som en oplagt lejlighed til at sætte manglen på åbenhed og reglerne for partistøtte og lobbyisme til debat i Danmark.

– Vi har længe haft førstepladsen, og titlen som verdens mindst korrupte land har været en sovepude. Nu må vi vågne op og tage de vigtige diskussioner, som vi for længe har veget uden om, blandt andet om partistøtte, regler for lobbyisme og åbenhed i forvaltningen. Vi skal turde tage de principielle diskussioner om, hvordan vi beskytter vores demokrati og sikrer en fortsat stærk og ikke-korrupt offentlig sektor, hvor man ikke kan købe sig til adgang, indflydelse eller fordele, lyder det fra Natascha Linn Felix.

Transparency har tidligere kritiseret, at partier i hemmelighed kan modtage støtte fra enkeltpersoner og virksomheder.

27. feb. 2018 - 13:00   27. feb. 2018 - 13:10

Korruption

ml@arbejderen.dk