18 Dec 2017  

KBH: Overskyet, 2 °C

Fem år mere med Roundup

EU giver grønt lys til glyphosat

Fem år mere med Roundup

EU sikrer at giftstoffet glyphosat i yderligere fem år kan sprøjtes ud på markerne i Europa. Og når de fem år er gået, håber dansk landbrug på yderligere forlængelse.

Aktivister udenfor EU-kommissionens kontor i Bruxelles, som opfordrer til at stemme imod tilladelsen til fortsat at bruge glyphosat.
FOTO: Emmanuel Dunand/AFP/Scanpix
1 af 1

Giftstoffet glyphosat, der bruges i en række sprøjtemidler i hele verden, kan sprøjtes ud på markerne i fem år mere i hele EU.

Det blev den endelige afgørelse i EU’s såkaldte appelkomité, der mandag traf beslutningen efter længere tids tovtrækkeri. Den nye godkendelse skete med kvalificeret flertal, idet 18 lande stemte for.

EU-kommissionen og størstedelen af regeringerne har valgt at ignorere advarslerne fra uafhængige forskere.
Franziska Achterberg, Greenpeace

Tyskland – der hidtil har været modstander af glyphosat – gik med til fem års forlængelse. Og Polen, Bulgarien og Rumænien - der hidtil har stemt blankt – besluttede at støtte glyphosat.

Den danske regering har igennem hele forløbet støttet, at det fortsat skal være tilladt at bruge glyphosat, på trods af at meningerne om giftstoffet er stærkt delte. 

Ignorerer advarsler

Beslutningen vækker vrede og bekymring hos Greenpeace.

– EU-kommissionen og størstedelen af regeringerne har valgt at ignorere advarslerne fra uafhængige forskere og kravene fra EU-parlamentet og underskriftsindsamlingen, hvor mere end en million mennesker kræver et forbud mod glyphosat. EU var mere bekymret for truslerne om retssager fra kemifirmaerne end for menneskers sundhed og miljøet, siger Greenpeace's direktør for fødevarepolitik, Franziska Achterberg. 

Greenpeace har sammen med en række andre miljøorganisationer ført en kampagne for et forbud mod glyphosat og blandt andet har fået opbakning fra 1,3 millioner EU-borgere i en underskriftsindsamling.

Verdenssundhedsorganisationen WHO's kræftforskningsenhed vurderer, at glyphosat sandsynligvis er kræftfremkaldende for mennesker. WHO bakkes op af 96 uafhængige kræftforskere fra hele verden.

EU's eget Fødevaresikkerhedsagentur (EFSA) og EU's Kemikalieagentur (ECHA) afviser imidlertid alle beviser for, at glyphosat kan forårsage kræft.

Især Roundup-sprøjtegiganten Monsanto vil tjene millioner på at få fornyet godkendelsen af glyphosat-giftstoffet.

Også miljøorganisationen Friends of the Earth Europe er dybt bekymrede over udsigten til yderligere fem år med det kræftfremkaldende giftstof.

– Med godkendelsen af glyphosat forpasser EU muligheden for at komme af med et risikabelt sprøjtemiddel og dermed få landmændene ud af den kemiske trædemølle. Yderligere fem år med glyphosat vil udsætte vores sundhed og miljø for risici og være et stort tilbageskridt for mere bæredygtige dyrkningsmetoder, siger Friend of the Earth Europes talsperson for fødevarer og landbrug, Adrian Bebb.

Lobby håber på endnu flere år

Til gengæld er der jubel i Landbrug & Fødevarer. Lobbyorganisationen håber endda på, at glyphosat får lov til leve længere end de fem år, som EU har sat som foreløbig deadline.

– I forbindelse med godkendelse af pesticider bliver der lavet grundige undersøgelser, som udføres af de bedste eksperter på området. Det er uforståeligt, at så mange lande ikke stoler på de analyser, som EU egne agenturer har foretaget, og som frikender glyphosat for at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende, siger Niels Peter Nørring, områdedirektør i Landbrug & Fødevarer, til Arbejderen.

Han uddyber:

– Så sent som i denne måned har en stor amerikansk undersøgelse af ansatte i landbruget ikke påvist en sammenhæng mellem glyphosat og kræft. Vi forventer, at der i de kommende år kommer mere forskning, som underbygger det. På den baggrund tror vi, at der vil ligge et solidt videnskabeligt grundlag, som vil sikre en fortsat godkendelse, når den nye femårige forlængelse udløber. Det er også vores klare ambition.

28. nov. 2017 - 13:43   29. nov. 2017 - 10:58

Glyphosat

ml@arbejderen.dk
Glyphosat
  • Glyphosat er et giftstof, der bruges i en række sprøjtemidlerover hele verden. I Danmark kender vi blandt andet Monsantos RoundUp, der bliver brugt mod ukrudt på marker og i haver.

  • På grund af sin udbredte anvendelse findes der rester af glyphosat overalt - i vandløb, i fødevarer som brød og mel, i drikkevarer som øl og i menneskers urin.

  • WHO's kræftforskningsenhed vurderer, at glyphosat sandsynligvis er kræftfremkaldende for mennesker. WHO bakkes op af 96 uafhængige kræftforskere fra hele verden.

  • EU's Fødevaresikkerhedsagentur (EFSA) og EU's Kemikalieagentur (ECHA) afviser derimod alle beviser for at glyphosat kan forårsage kræft.

  • Siden februar har mere end 1,3 millioner europæere skrevet under for at forbyde glyphosat. Det er den hurtigst voksende underskriftsindsamling i EU nogensinde.

  • >> Skriv under for et forbud mod glyphosat