22 Nov 2017  

KBH: Overskyet, dis, 9 °C

Danmarks militærudgifter per indbygger ligger i top

Hver dansker betaler 3800 kroner

Danmarks militærudgifter per indbygger ligger i top

I gennemsnit bruger de europæiske NATO-lande 2500 kroner per indbygger på militæret. Danmark bruger 3800 kroner og ligger dermed i top fem over de NATO-lande der bruger flest penge målt per indbygger.

Danmark bruger ikke mindre end 3800 kroner per indbygger til militæret. I gennemsnit bruger de europæiske NATO-lande 2500 kroner per indbygger.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Danmark er blandt de NATO-lande, der bruger flest penge på militæret målt per indbygger. Det viser den årlige oversigt fra NATO over medlemslandenes militære udgifter.

Danmark bruger ikke mindre end 3800 kroner per indbygger. I gennemsnit bruger de europæiske NATO-lande 2500 kroner per indbygger.

NATO er hjørnestenen i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik – og det er vigtigt, at vi løbende holder os skarpe både politisk og militært.
Peter Christensen, forsvarsminister

 

Blandt samtlige 27 NATO-lande er Danmark nummer fem – kun overgået af USA, Storbritannien, Frankrig og Norge. Tyskland bruger således 2900 kroner per indbygger. Belgien bruger 2280 kroner per indbygger. Helt i top ligger USA med 10400 kroner per indbygger.

Kræver mere oprustning

Danmarks relativt høje militærudgifter er imidlertid ikke nok for NATO, som har vedtaget, at medlemslandene hvért år skal bruge to procent af deres bruttonationalprodukt på militæret.

Danmark bruger "kun" cirka én procent - eller 22 milliarder kroner - og får derfor kun karakteren "Middel" af NATO. Hvis Danmark skal leve op til NATO's krav skal vi altså bruge over 40 milliarder kroner på militæret.

>> LÆS OGSÅ NATO kræver dansk oprustning

Når NATO kræver, at Danmark og de øvrige medlemslande skal bruge flere penge på militæret, skyldes det blandt andet militæralliancens stigende aktivitet i Østeuropa. Siden Ukraine-krisen har NATO tredoblet antallet af soldater i Østeuropa til mere end 40.000 soldater. 

Oprustningen i øst blev vedtaget på NATO-topmødet i september 2014, hvor NATO's stats- og regeringschefer besluttede en plan med både flere øvelser og tropper. 

NATO-øvelser eksploderer

Et konkret eksempel på den stigende øvelsesaktivitet er den store NATO krisestyringsøvelse Crisis Management Exercise, som slutter i dag. I en uge har Danmark sammen med de øvrige NATO-lande øvet sig i at svare igen på et angreb.

– Med den dynamik og kompleksitet, som vores sikkerhedspolitiske virkelighed er præget af i dag, er det afgørende, at vi i NATO er klar, når krisen indtræffer, siger forsvarsminister Peter Christensen og fortsætter:

– NATO er hjørnestenen i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik – og det er vigtigt, at vi løbende holder os skarpe både politisk og militært. Det giver NATO's årlige krisestyringsøvelse os god mulighed for.

NATO-øvelsen involverer både ministerier, civile og militære stabe i NATO-landene og i NATO's hovedkvarter. Øvelsen omfatter "en fiktiv, men realistisk krise", hvor NATO øver sig i at angribe en anden stat efter selv at være blevet angrebet. Det er en hemmelighed, hvilke scenarier NATO arbejder ud fra. EU er med som observatør under øvelsen.

Øvelsen er en del NATO's nye strategi, der skal sikre, at den vestlige militæralliance konstant har udstationeret soldater ved NATO's østlige grænse mod Rusland.

Danmark er blandt de mest aktive lande i NATO's oprustning mod øst. Regeringen har besluttet, at danske soldater året rundt skal være på NATO-øvelser i Østeuropa. Soldaterne skal være en del af NATO's østlige udrykningsstyrke. 

Alene i år skal danske soldater være med i 28 NATO-øvelser.

16. mar. 2016 - 10:04   16. mar. 2016 - 16:31

NATO

ml@arbejderen.dk