Udland | Palæstina/ Israel | FN
Ban Ki-Moon skælder Israel ud
FN`s generalsekretær vil iværksætte en uvildig efterforskning af Israels bombninger af FN-bygninger i Gaza
|
FN`s generalsekretær lover, at Israels bombning af FN-bygninger i Gaza skal efterforskes.
Israel bombede 53 af FN`s bygninger; 37 skoler, hvoraf seks fungerede som tilflugtssteder for fordrevne, seks sundhedscentre og to varehuse, hvoraf det ene fungerede som FN`s hovedkontor i Gaza:
- Jeg har set det selv... Det var helt uacceptabelt og jeg blev meget frustreret, ophidset og vred over det jeg så, citerer Al-Jazeera FN`s generalsekretær.
Ban Ki-moon lover under sit besøg ved Verdens Økonomiske Forum i Davos, at iværksætte en uafhængig undersøgelse af sagen.
Der er mange, som kræver de ansvarlige for retten:
- Det er helt klart, at der er sket krigsforbrydelser. Det har FN`s folk og FN`s højkommissær for menneskerettigheder sagt. Jeg har aldrig hørt så skarpe udtalelser fra FN-folk før, siger Ole Espersen, der er professor i folkeret.
- Krigen gik jo i høj grad ud over civilbefolkningen med brug af ulovlige våben, siger Ole Espersen til Arbejderen.
FN-folk siger de har beviser for, at Israel brugte hvidt fosfor under angrebet på FN`s hjælpeorganisations hovedkvarter i Gaza, som sårede tre personer.
Den danske juraprofessor er dog skeptisk over for om det vil lykkes for FN-systemet at domfælde israelere for krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden, fordi Israel ikke har tilsluttet sig de juridiske mekanismer, som FN bruger.
Og i FN`s Sikkerhedsråd beskytter USA traditionelt Israel mod resolutioner, som kunne få konsekvenser.
Men en række lande har lovgivning, der åbner for at retsforfølge statsborgere fra andre lande, hvis de mistænkes for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Et af disse lande er Spanien, og her har dommer Fernando Andreu lige sagt ja til at efterforske anklager mod syv overordnede israelske militærfolk. Blandt dem tidligere forsvarsminister Ben Eliezer. De syv er anklaget for krigsforbrydelser, da de i 2002 var ansvarlige for bombninger af Gaza, som dræbte 15 civile palæstinensere.
/se |
|