 Udland | EU | Asylpolitik
1000 flygtninge omkommet på fire måneder
Fort Europa står overfor endnu en flygtningekrise, som koster menneskeliv.Fattige mennesker ender i den våde grav mellem Mauretanien og ferieparadiset på De Kanariske Øer
|
af Ole Poulsen
Mandag den 3. april blev ligene af 32 flygtninge fra Afrika syd for Sahara fundet af en mauretansk fiskerbåd. De var del af en gruppe på 57 om bord i en lille fiskerbåd, der kæntrede på vej til De Kanariske Øer. De havde været på havet i 17 dage, og de 25 overlevende blev bragt til et hospital i Mauretanien for at blive behandlet for dehydrering, hedeslag og sult. Over 1000 flygtninge er druknet på denne rute i løbet af de seneste fire måneder.
Formanden for Røde Halvmåne i Mauretanien, Ahmed Ould Haya, fortalte i marts til blandt andet den spanske radiostation Cadena, at siden den 10. november 2005 er mellem 1200 og 1300 afrikanere druknet i forsøget på at flygte til Europa ved at sejle fra Mauretanien til de spanske Kanarieøer. Det spanske politi er enige i dette skøn. I øjeblikket dør omkring 300 mennesker hver måned i dette desperate forsøg på at trænge ind i Fort Europa.
Marokko er lukket land
Hvert år forsøger tusindvis af afrikanske flygtninge at komme i sikkerhed i Europa. Det har tidligere hovedsageligt foregået via Marokko, der under Anden Verdenskrig - og i filmen Casablanca - var det sidste transit-land inden afgangen til sikkerhed i det dengang neutrale Portugal.
Vore dages flygtninge kan ikke som filmens Humphrey Bogart tage en flyvemaskine, for der er ikke længere nogen neutrale eller venligtsindede lande, som ikke kræver visum, og EU har indført regler, der straffer flyselskaberne, hvis de ikke også udfører politiets arbejde med at holde folk, som ikke har de rigtige papirer og attester, ude.
Derfor må flygtningene i Marokko - ligesom virkelighedens flygtninge under Anden Verdenskrig - forsøge at komme i sikkerhed med mindre komfortable og mindre romantiske metoder.
Der var indtil for nylig to forskellige ruter til Europa fra Marokko: enten via de spanske enklaver Ceuta og Mellilla og over Gibraltar-strædet eller via det marokkansk besatte Vestsahara over Atlanterhavet til de spanske Kanarieøer. Men når ruterne lukkes, tvinges flygtninge til at finde andre veje.
Gibraltar-strædet er så godt som lukket efter at EU har installeret det højteknologiske overvågningssystem, SIVE, langs Spaniens sydlige kyst.
Radarer og infrarøde kameraer observerer og registrerer al bevægelse 20 kilometer ud i havet syd for Spanien, så enhver 'illegal' båd, der nærmer sig via denne rute, vil hurtigt blive opsnappet og sendt tilbage af den spanske kystvagt. EU og Spanien har i øvrigt tænkt sig at investere yderligere 130 millioner euro mere i dette overvågningssystem de næste fire år.
Flygtningene i Marokko benyttede sig derfor af et hul i Fort Europas grænsesystem: De to små spanske enklaver i Marokko. Der opstod hele flygtningelandsbyer med folk, der ventede på en chance for at slippe over grænserne til disse indhegnede og skarpt patruljerede enklaver. Mange døde i forsøget på at trænge over barberbladshegnene, og da store organiserede gennembrudsforsøg i efteråret 2005 endte med at det spanske og det marokkanske grænsepoliti beskød og dræbte 11 flygtninge, skabte det international opmærksomhed. Siden blev enklaverne indhegnet med flere lag af seks meter høje hegn, der rækker ud i havet, og der er blevet indstalleret topmoderne overvågningsudstyr.
Vigtigere er det dog, at Marokko efter pres fra EU har slået hårdt ned på flygtningelejrene. Tidligere kunne de marokkanske myndigheder ikke udvise mennesker, hvis identitet ikke kunne fastslås inden 40 dage. Derfor var flygtningenes første handling at brænde deres legitimationspapirer, hvorfor de i Marokko blev kaldt 'Harraga' - det arabiske ord for 'brændt'.
Marokkos politi og militær har efter kritik fra EU indledt en klapjagt på flygtningene med voldelige overfald på flygtningelejrene og ved at deportere de udokumenterede migranter ud i ørkenen og efterlade dem der. Marokko er også blevet lovet 40 millioner euro af EU til at afspærre sine grænser.
Marokko har også afspærret ruten igennem det besatte Vestsahara, og andre Nordafrikanske lande har - ligeledes med trusler og belønninger fra EU - lukket deres lande af for flygtninge. Flygtningegrupper fra hele verden har derfor måtte søge syd på - til Mauretanien.
Fra Mauretanien til Kanarieøerne
Siden årsskiftet mellem 2005 og 2006 er tusindvis ankommet til Mauretanien, som er det nye transit-land for en stor del af verdens flygtninge. Fra hovedstaden Nouadhibou forsøger de i store og overfyldte trækanoer at foretage den 960 kilometer lange og farlige sejlads på Atlanterhavet til De Kanariske Øer.
Ifølge Røde Halvmånes talsmand omkommer omkring 40 procent af de desperate flygtninge - i gennemsnit er 300 døde hver måned siden november 2005. De europæiske turister på Kanarieøerne har været vidner til mange lig, der skyller op på strandene.
Over 2000 flygtninge har dog indtil videre overlevet turen, og ankommet til De kanariske Øer, hvor mange af dem arresteres af det spanske politi. Den spanske regering har stillet tre flyvemaskiner til rådighed, så flygtningene kan transporteres til deportationscentre på fastlandet, idet de lokale interneringscentre er fyldt til bristepunktet.
Denne situation har skabt spændinger og problemer i turistparadiset. Sidste måned blev en bygning, der skulle huse 80 børn, der var ankommet uledsaget, udsat for en brandbombe. Regionspræsident, Adán Mart’n, på De Kanariske Øer fordømte angrebet som racistisk og gjorde opmærksom på, at regionen lever af at modtage millioner af 'fremmede' hvert år, og at flygtninge ikke skal behandles anderledes end turisterne.
EU og Spanien lægger nu pres på det fattige land Mauretanien, som ikke har ressourcer til at håndtere flygtningekrisen. En EU-delegation var i marts i Mauretanien for at diskutere forstærkning af landets grænser og kystlinie, og samtidig ankom spanske tropper til landet for at bygge deportationslejre til internerede 'illegale' migranter. Alene de første tre måneder af 2006 har Mauretanien fængslet 1200 flygtninge på ordrer fra EU, som således udliciterer sin flygtningepolitik endnu længere væk fra de officielle grænser. De endnu ikke vedtagne forslag i EU-regi om at oprette EU-finansierede flygtningelejre udenfor EU - som et led i at forhindre flygtninge i at komme til Europa - er således en realitet.
Fort Europas dræbende politik
Det nordlige Afrika er et transit-sted for flygtningegrupper fra hele verden. Ikke bare flygtninge fra krigs- og hungerramte afrikanske lande men også flygtninge fra Bangladesh og andre asiatiske lande tager denne rute for at komme i sikkerhed i Europa. Det er ikke alle, der har tænkt sig at blive i Europa, hvis det lykkes dem at trænge ind. Mange af flygtningene kommer fra Afrika syd for Sahara, som er verdens fattigste område. De håber at kunne komme til Europa, hvor de kan leve illegalt i nogle år og tjene penge, som de kan sende hjem til deres familier, som således kan overleve. Med de få penge, de kan tjene, mens de bor i Europa, er det muligt for dem at skabe sig en tilværelse, når de kommer tilbage til deres hjemland.
Uden drømmen om Europa har hverken de eller deres familie nogen fremtid - hvilket de desperate og livsfarlige sejlture i Atlanterhavet er bevis nok på.
EU`s svar på den stadigt voksende flygtningekrise på De Kanariske Øer og Mauretanien er den samme som sædvanlig: luk flygtningenes ruter, betal transit-landene for oprettelse af lejre, overvågning, afspærring af grænserne m.v. Det er dette ritual, der hver gang det gentages, ikke løser nogle problemer men tværtimod resulterer i flere og flere dødsfald, idet flygtninge må foretage stadigt farligere rejser for at komme inden for Fort Europas ekspanderende grænser.
Derfor advarer adskillige menneskerettigheds-, nødhjælps- og flygtningeorganisationer mod endnu en rygmarvsgentagelse af EU`s normale reaktionsmønster:
- Hvis de spærrer Nouadhibou af, så vil det blive Senegal eller Cape Verde, de tager af sted fra næste gang, sagde Jerome Otitoyomi Dukiya - en nigeriansk præst og nødhjælpsarbejder i Mauretanien - i et interview til Reuters:
- Det er endnu længere afstande, og endnu flere vil dø.
I EU er der også ved at opstå tvivl om den vedtagne politik. Flere EU-parlamentsmedlemmer siger nu, hvad asylretsgrupper har sagt i årevis: at EU er alt for fokuseret på repressive tiltag som politi og grænseovervågning. EU`s krig mod 'ukontrolleret migration' vil aldrig lykkedes, så længe årsagerne til menneskers flugt stadig eksisterer.
Så længe EU bruger flere penge på at holde folk ude end på rent faktisk at afhjælpe deres situation, så vil ligene af verdens fattigste blive ved med at skylle ind på strandene til verdens rigeste.
Artiklen er også bragt på: http://illegalt.mahost.org
|
|