 Udland | Partier & organisationer | EU forfatning & forbehold
Et nej skal redde det europæiske samarbejde
Nej`et er ikke kun for modstandere af EU, det er bredere end det. Hvis man ønsker at redde et europæisk samarbejde, må man sige nej. Hvis man ønsker reformer af det bestående, må man sige nej, mener Thomas Rupp.
- Det er vigtigt at starte kampagnen mod forfatningen i god tid. Det er vigtigt så man kan komme i dybden med teksten, og få argumenterne for at sige nej bredt ud. Det er godt at se den danske modstand udfolde sig.
Det siger Thomas Rupp, der arbejder for den internationale bevægelse European No Campaign, en organisation der arbejder for at understøtte modstanden mod forfatningen.
Thomas Rupp er tysker, men arbejder i dag fra organisationens kontor i London. Han var i Danmark i forbindelse med den store konference på Borups Højskole forrige weekend, hvor Borgerinitiativet startede nej-kampagnen. Han tog sig tid til en snak, om situationen i de forskellige europæiske lande, om en modstand der vokser, og om en forfatning der er alt andet end folkelig.
- Indtil videre er der flere lande, der har sagt ja til forfatningen, ratificeringsprocessen er i gang. Af de lande der har sagt ja har kun et land, Spanien, holdt en folkeafstemning. Resten har kun sagt ja igennem de nationale parlamenter, beklager Thomas Rupp.
Han er egentlig tilhænger af, at EU skal have en forfatning, og har tidligere arbejdet for at sikre afstemninger i samtlige EU-lande på samme tid. Et slag der desværre er tabt. Efter hans opfattelse er den igangværende proces både kritisabel og demokratisk uacceptabel:
- I Litauen ratificerede de forfatningen før protokollerne var skrevet færdige. I Slovenien brugte parlamentet, hvoraf størstedelen af medlemmerne ikke havde læst forfatningen, kun én dag på at debattere og vedtage at sige ja. I Spanien brugte tilhængerne argumentet, at der ikke var grund til at læse forfatningen for at vide, om indholdet var godt. Det kunne ikke være andet, mente de.
Tilhængerne følger ikke unionens spilleregler
Der er nu lagt op til, at Tyskland vil ratificere gennem parlamentet den 12. maj. En dato der er lagt kort inden den franske afstemning, for at lægge pres på den franske befolkning, så den lokkes eller trues til at sige ja, mener Thomas Rupp. Han er forundret over, at unionens tilhængere ikke engang selv vil følge de spilleregler, der er i EU:
- For at vedtage forfatningen, skal alle lande sige ja. Der er ikke en regel, der siger, at næsten alle, eller de fleste, skal sige ja. Alle skal godkende den. Det er derfor demokratisk uacceptabelt, når tilhængerne, for eksempel i Storbritannien, taler om, at et fransk nej vil betyde, at forfatningen falder, mens et nej i Storbritannien vil medføre, at landet sparkes ud af EU. Vi skal som nejsigere fastholde, at ethvert nej er et veto, understreger Rupp.
Han fortæller videre, at netværket European No Campaign arbejder på at stimulere lysten til debat, og på at bringe debatten tættere på befolkningerne, en opgave EU ikke kan løse.
- Politikerne i EU er lysår væk fra deres befolkninger. Det er vanvittigt at forsøge at gennemføre så gennemgribende ændringer i det politiske system, uden at ville spørge befolkningerne hvad de vil. Min største frygt er, at denne afstemningsrække ender med, at der siges ja overalt, at politikerne får befolkningerne accept af at de kan gøre lige nøjagtigt hvad de vil, siger Rupp.
Han er ikke i tvivl om, at på længere sigt vil systemet krakelere, økonomien er i krise i eurolandene, og der er skepsis og modstand, der vokser, især i de nye lande, der blev snydt til at sige ja til medlemskab, uden for alvor at få konsekvenserne gjort tydelige.
- Demokratiet er i stor krise, og den eneste måde vi kan få en anden udvikling, er ved at sige nej til forfatningen. Nej`et er ikke kun for modstandere af EU, det er bredere end det. Hvis man ønsker at redde et europæisk samarbejde, må man sige nej. Hvis man ønsker reformer af det bestående, må man sige nej, siger Thomas Rupp.
Mange mulige nej-lande
I alle de lande, der skal stemme, er der skepsis overfor forfatningen, og i flere lande kan denne skepsis give et nej. Derfor er Thomas Rupp ikke voldsomt bekymret for, at der ikke kommer mindst et nej til forfatningen.
Udover muligheden for et fransk nej, peger han på Holland som et andet muligt nej-land.
- I Holland, hvor de skal stemme få dage efter Frankrig, er der god chance for et nej. Irland, som skal stemme til oktober, har gjort det før og vil måske igen sige nej. Polen, der skal stemme et par dage før Danmark, kan blive det første af de nye lande, der siger nej, og i Danmark og i Storbritannien kan nej-siden også løbe med sejren. Situationen er bedre end ventet, og vi kan mærke opbakningen til ideen om, at folk skal spørges, og ideen om at afstemningerne bør være fair, siger Rupp.
- Der går en rød tråd igennem den måde, systemerne i de forskellige lande fungerer på. Forfatningen er et projekt, hvor eliten står over befolkningerne. Befolkningerne er skeptiske, mens eliten helt klart ønsker at gennemføre forfatningen. Der er et stort og udækket behov for at debattere, hvor udviklingen er på vej hen. EU er meget langt fra borgerne, og uanset om man så får befolkningerne til at sige ja med et lille flertal, ændrer det ikke ved denne skævvridning. Den demokratiske rygrad i vore samfund er væk, vil vi have udvikling skal vi have mere demokrati. Et ja til forfatningen vil bremse debatten, lukke for at vi kan få et Europa der ikke kun er for eliten.
Samme løgn i alle lande
Thomas Rupp ser internationalt samarbejde blandt modstanderne som en væsentlig del af nej-sidens mulighed for at vinde. Befolkningerne er tilhængere af samarbejde over grænserne, er interesserede i hvordan det er i andre lande. Tilhængerne forsøger igen og igen at isolere nej-sigerne, komme med beskyldninger om at det at sige nej handler om at være sig selv nok.
- Hovedformålet med European No Campaign er at vise modstanderne over hele EU, at vi ikke står alene, at der er en bred, og voksende skepsis og modstand, som ikke vil finde sig i at afgive magten til et elitært og udemokratisk projekt, forklarer Thomas Rupp og pointerer, at EU er delt på spørgsmålet om forfatningen.
- Vedtages forfatningen alligevel får vi et politisk grundlag, som halvdelen af EU`s borgere er imod. Det skal gøres synligt, at denne modstand er der. Her gælder det om at afvise tilhængernes usandheder. Det er den samme løgn de fortæller i alle landene. De siger, at modstanden er forældet, at den er nationalistisk og selvtilstrækkelig. Det harmonerer meget dårligt med, at det for eksempel var de unge i Spanien, der stemte nej, at progressive kræfter som ATTAC anbefaler nej, at en del fagforeninger og fredsbevægelser, miljøaktivister og folk på venstrefløjen ikke ønsker forfatningen. Hvis vi står sammen har vi den bedste mulighed for at blive stærkere, og sikre en mere reel debat. En debat der skal handle om indholdet i forfatningen, det er jo det grundlag vi skal sige ja eller nej til.
Støtte til Holland
Thomas Rupp opfordrer til, at vi holder øje med, hvad der sker i de andre lande, og hjælper der, hvor vi kan. Her nævner han den danske støtte til den svenske euro-nej kampagne som et positivt eksempel.
Foreløbigt koncentrerer European No Campaign sig om at understøtte den hollandske kampagne. For at styrke denne planlægges en international begivenhed i Amsterdam lige før deres afstemning, som holdes først i juni måned. Her vil man forsøge at samle 250 aktivister fra forskellige lande, der skal dele løbesedler ud, og agitere for, at nej`et hverken er snæversynet eller i modstrid med at gå ind for samarbejde mellem grænserne. Der planlægges lignende aktiviteter op til den danske afstemning, hvis det ønskes af nej-siden.
- Det er vigtigt, at vores arbejde foregår i samarbejde med nej-kræfterne og i respekt for dem, der kender de hjemlige forhold. Kun sådan undgår vi at fordreje debatten. Samtidigt er det tydeligt, at når ikke alle, der bor i EU, får lov at stemme, er afstemningerne i de enkelte lande meget interessante. Det er af betydning for alle, om det lykkes at stoppe forfatningen, slutter Thomas Rupp.
Hvornår skal der stemmes?
Spanien, stemte ja i februar
Frankrig, stemmer 29. maj
Holland, stemmer 1. juni
Luxembourg stemmer 10. juli
Polen, stemmer 25. september
Danmark stemmer 27. september
Portugal stemmer i december
Tjekktiet stemmer i 2006
Irland stemmer i 2006
Storbritannien stemmer i 2006
/krs |
|