 Kultur | Bøger | Nazityskland / besættelsen
Historiebøger bør omskrives - Danmark i det tyske storrum.
Steen Andersens bog rummer en række nye oplysninger om besættelsen 1940-45. Med denne bog må kravet om at åbne arkiverne fra denne periode forstærkes.
|
af Leif Larsen
Ingen anden historisk periode i Danmark har været mere grundigt belyst end de fem år, hvor de tyske nazister havde besat Danmark fra 1940 til 1945.
Tusindvis af bøger, tidsskriftsartikler , doktorafhandlinger og mini-doktorafhandlinger i form af Ph.d.-arbejder har beskrevet en periode, som kun de færreste i dag har levet i.
Man skulle ikke tro, det var muligt at finde mere nyt stof om de 'fem forbandede år', som de blev kaldt af de generationer, som oplevede det.
Pludselig dukker der en ny bog op, som vender op og ned på hidtidige oplysninger om besættelsen. Den er skrevet af historikeren, Ph.d.-kandidat Steen Andersen , og bliver udgivet 58 år efter Danmarks befrielsesdag 5. maj 1945.
Med denne bog må kravet om at åbne arkiverne fra denne historiske periode forstærkes . Det må være slut med hemmelighedskræmmeriet om de mange rævekager, som magtens top (embedsmænd, politikere, industrimagnater, storlandbrugere og datidens medieledere) ikke tillod historikere at offentliggøre om tidsepoken Anden Verdenskrig.
Med Steen Andersens bog skal dørene sparkes ind til arkivalier, der tilhører hele folket og ikke blot magtens elite .
Da overarkivaren forsvandt
I generationer er vi ført bag lyset. Nu viser det sig , at der ligger dynger af belastende dokumenter i Udenrigsministeriets omhyggeligt aflåste pengeskab og særlige arkivskabe, som 'det grønne stålskab' og 'de røde bind'.
Det er dokumenter, som Udenrigsministeriets overarkivar ikke tillod nogen nok så godkendt historiker adgang til. Overarkivaren er siden forflyttet til ambassaden i Stockholm. Det har åbenbart lettet adgangen noget til stærkt belastende sager, som er kulet ned i et ministerium, som våger over vigtigt historisk materiale, påstemplet adgangsforbud i endnu 22 år.
Det gælder for eksempel de berygtede kommunistinterneringer i 1941. Det gælder den tyske aktion mod jøder i Danmark i 1943. Det er danske ministerbesøg i det daværende Sovjet i 1960 og 1963, og det er en fiks aftale om adgangsforbud til en del af Stockholm-arkivet, som er truffet mellem embedsmænd i Udenrigsministeriet og en lille gruppe officerer på bekvemmelighedsophold i Sverige i det meste af den 5-årige periode, tyskernes huserede i Danmark.
Positivt fokus på samarbejdet
Det ser også ud til, at vi er ved at komme ud af den 40 år lange periode, hvor, (som en historiker engang udtrykte det) der kunne opnås arkivadgang og bevillinger til historieforskning, men kun, 'hvis der blev sat positivt fokus på samarbejdspolitikken'.
Nu har Steen Andersen fået adgang til hidtil hermetisk lukkede arkivalier, og det er der tilsyneladende kommet en læseværdig bog ud af med titlen Danmark i det tyske storrum og undertitlen: Dansk økonomisk tilpasning til Tysklands nyordning af Europa 1940- 41.
Bogen er en beretning om, hvorledes blandt andet Socialdemokratiet allerede straks efter besættelsen i al stilfærdighed søgte 'tilpasning' til det nazistiske herredømme. Embedsmænd på højt niveau gik i gang med at omlægge landets ledelse på alle niveauer til at blive opslugt af det sejrrige Tyskland, som på få uger løb Frankrig over ende, og dermed blev Europas enehersker.
Forfatteren har været inde i mange arkiver og stykket et billede sammen af et Danmark, som helt skulle underlægges tysk magtsfære.
En kontorchef i Udenrigsminister , Carl A. Peschardt , som i marts 1941 blev medlem af det danske naziparti , fremlagde et memorandum 5. juli 1940, med forslag om at starte intensive forhandlinger med den tyske besættelsesmagt om økonomiske og politiske forbindelser til Hitlers Tyskland.
Kun ét tilladt parti
En lang række afsløringer vidner om, at politikere og embedsmænd gik megalangt for at tækkes besætterne, og så savner vi endda i bogen de belastende referater fra de møder, socialdemokratiske ledere afholdt med tyske topfolk på den nordsjællandske kro, Sandkroen i oktober 1940.
Møderne på kroen mundede ud i en overenskomst mellem datidens LO: De Samvirkende Fagforbund, og tyskerne om, at både dansk fagbevægelse og det danske Socialdemokrati efter en forventelig tysk sejr i krigen, etablerede en politisk nyordning i det såkaldte 'Neuropa', hvor Socialdemokratiet blev det eneste tilladte politiske parti i Danmark.
Jeg savner også omtale af tilbudet fra tyskerne til den daværende LO-formand, Laurits Hansen, om at blive statsminister i stedet for Thorvald Stauning, samt Laurits Hansens forslag til den tyske legationssekretær, Gustav Meissner om at omstille dansk fagbevægelse til DAF (Der Deutschen Arbeitsfront) .
Det skete under forhandlinger med Laurits Hansen i starten af november 1940. Det gik helt uden om Socialdemokratiets ledelse, at der var planer om at sende en delegation på 8-10 ledende fagforeningsfolk fra Danmark til et 14 dages studieophold i den tyske nazificerede fagbevægelses hovedkvarter, sådan som den tyske gesandt Cecil v. Renthe - Fink foreslog i et telegram om formiddagen den 9. november 1940.
Da trafikministeren løj
Alle de her nævnte afslørende oplysninger, kan måske komme med i den endelige version af forfatterens Ph.d. afhandling, der ventes offentliggjort om et års tid.
Det ville være en væsentlig styrke af bogen, hvis ordet 'kollaborationspolitik ' ikke blev fremført som et neutralt begreb, der ligger på linje med samarbejdspolitikken, men virkelig fastslog, at der var tale om kollaboratørens holdning som vendekåbe , opportunist , kamæleon uden politisk rygrad .
Bogen referer til de mange forhandlinger, der blev ført mellem danske og tyske embedsmænd om en Mønt- og Toldunion med Tyskland, hvor Kronen ville blive afløst af den tyske Mark. Det skulle være forløberen for Danmarks overgang til et egentligt bondesamfund.
Der blev også ført forhandlinger om udvidelse af Kastrup Lufthavns startbaner. Gunnar Larsen, var både trafikminister og medejer af cementkoncernen F.L.Smidth . Da den danske regering var lidt træg at snakke med, indbød Gunnar Larsen højtstående tyske militærfolk til frokost den 3. maj 1941 i Langelinjepavillonen .
Efter en formentlig overdådig frokost spenderet på en tysk general gik turen videre til regeringen, hvor Gunnar Larsen bildte regeringen ind, at der var tale om et tysk krav. Hvis regeringen ikke gjorde noget ved det ville tyskerne selv gå i gang med udbygningen af lufthavnen. Gunnar Larsen fik sit ja også til at være forhandlingsleder overfor tyskerne.. Dermed fik han skjult sandheden, som jo var, at der intet tysk krav var om udvidelse af lufthavnen. Først ved mange afhøringer efter besættelsen i Den Parlamentariske Kommission blev det afsløret, at tyskerne aldeles ikke havde stillet noget krav om lufthavnsudvidelse.
Der var ikke rejst noget tysk krav . Det var løgn , men forbruget af Gunnar Larsens cement til de nye landingsbaner var på næsten tyve tusinde tønder. Trafikministeren opnåede således en ret god profit. Der var også en række entreprenørfirmaer, som fik en god gevinst. I alt kostede udvidelsen de danske skatteydere 10 millioner kroner, hvor de to tredjedele gik til de to store firmaer: Monberg & Thorsen og Wrigth Thomsen og Kjær.
Omskriv historiebøgerne
Steen Andersens bog kan blive begyndelsen til det, som historikerprofessor Claus Bryld sagde forleden:
'Historiebøgernes beskrivelser af besættelsestiden under Anden Verdenskrig bør omskrives. Der er et stort behov for at omskrive historiebøgerne om besættelsestiden på grund af de seneste års historiske afdækninger af Danmarks indstilling til at samarbejde med Tyskland under og efter Anden Verdenskrig.'
Sagt lige ud: Det er på tide at der kommer et opgør med den hidtidige historieforfalskning. Det må være konklusionen.
Steen Andersen: Danmark i det tyske storrum. Dansk økonomisk tilpasning til Tysklands nyordning af Europa 1940- 41. 316 sider. 349 kr. Lindhardt og Ringhof A/S
|
|