18 Nov 2017  

KBH: Spredte skyer, lette byger, 6 °C

København må gå forrest i kampen for velfærd

København må gå forrest i kampen for velfærd

Kommunisterne i København vil kæmpe for en by, hvor det er befolkningen og ikke pengemændene, der bestemmer.

Rikke Carlsson stiller op til valget til Borgerrepræsentationen i november. Hun er kandidat på kommunisternes fællesliste, Liste R.
FOTO: Jette Jacobsen
1 af 1

Er man er født og opvokset i København, er ung og arbejdsløs og nødt til at bo hjemme, fordi boligsituationen er katastrofal med mangel på lejeboliger, der er til at betale, fordi markedet er prismæssigt katastrofalt – så er kommunens løsning gennem mange år at se personen som anden- eller tredjegenerations indvandrer og tilbyde integrationsprojekter?

Der ansættes folk i boligområder til at hjælpe disse unge københavnere med at få dagen til at gå. Lidt bordtennis, lidt etnisk madlavning og cykelreparation. Fik jeg sagt, at københavneren er mørk? 

København har plads til alle. Ingen er mere eller mindre københavner end andre. Men der sker en kæmpe skævridning i disse år. 

Hvor svært kan det være? At give en ung københavner et job og en bolig, hvorefter vi har en skatteborger. Integreret, om du vil. Men dette kan kun løses, hvis kommunen stopper for udlicitering og privatisering og selv ansætter flere. For vi mangler jo arbejdskraft til at passe vores børn og gamle og syge. Og til at rydde op efter os, renovere og vedligeholde. Årtiers nedskæringer skriger på bedre omsorg.

Flytter man til København fra Skjern for at studere, bor i en såkaldt forældrekøbt lejlighed, finansieret af gunstige forhold og forældrenes friværdi, så er man straks integreret, trods kulturforskelle? Mulighederne er langt bedre, både hvad angår netværk, sundhed og jobmuligheder. 

København har som hovedstad plads til alle. Ingen er selvfølgelig mere eller mindre københavner end andre tilflyttere. Men der sker en kæmpe skævvridning i disse år, som absolut ikke klæder vores lands hovedstad. Det gælder både i byplanlægningen, byggeriet, infrastrukturen, løn- og arbejdsforhold, samt i opvækstmulighederne. Mange problemer er politisk skabt, men i stedet er der kommet en ubehagelig tendens til at legalisere syndebukke, som skæmmer herlighedsværdiens udsigt. 

Den københavnske fattigdom

Mange københavnere har svært ved at rumme den fattigdom i byen, som bliver mere og mere synlig. Den er grim, rigtig grim. Fattigdom har aldrig været et kønt syn. Vi ser konsekvensen af EU's åbne grænser – arbejdskraftens fri bevægelighed.

Få råber op, når det bare er underbetalte østeuropæere, som arbejder under kummerlige vilkår, dem der vasker vores trapper, bygger på vores villaer og gør rent på vores arbejdspladser. De er ikke synlige.

Men så kommer romaerne i fuldt offentlighed, tigger og stjæler og bor åbenlyst i vores parker. Straks må vi kriminalisere tiggeri og hjemløshed. Fængselsstraf for fattigdom? Prøv at skifte roma ud med jøde og se, om man så fik sådan en lov?

Fattigdom har aldrig været et kønt syn. Vi ser konsekvensen af EU's åbne grænser – arbejdskraftens fri bevægelighed.

I gamle dage kom københavnere også i fængsel for fattigdom. Problemet blev først løst, da den fælles velfærdspolitik kom ind i dansk politik. Den som nu er under afvikling med statens og EU's sparekrav. Kommunen skal sende problemerne tilbage til de politikere, der har skabt dem.

Vi byder mange nye københavnere velkommen i de nye bydele i disse år. Der er bare en rigtig dårligt planlagt infrastruktur. Mangel på skoler, institutioner og busser, der kun går en til to gange i timen, som betyder, de nye beboere er tvunget til at have bil for at kunne komme på arbejde.

Vi har stadig kun tre broer til Sjælland. Samtidig har man skåret i buslinjer mellem kommunerne gennem en årrække. Spørg bare folk fra Tårnby og Dragør. Her er det svært som ældre at nyde godt af byens kultur og svært at komme til og fra hospitalerne. Så før man straffer bilejerne, bør der være et reelt alternativ. En billig, effektiv offentlig trafik burde være kommunens vartegn.

Den unge københavner

Som forælder er det skræmmende at tænke på, hvordan ens voksne barn skal få mulighed for at flytte hjemmefra og bosætte sig i sin egen by, hvis man ikke er berettiget til et af de få dyre kollegieværelser, der er til rådighed. Kommunen bygger alt for få ungdomsboliger og lejeboliger til unge børnefamilier, som er til at betale. Vi bider os selv i halen, og det går ud over vores børn.

Loven om muligheden for at kræve, at 25 procent af nybyggerierne skal være almene boliger, må vi udnytte fuldt ud, hvis ikke vi skal tvinges ud af byen. Vi skal sætte behovet, ikke bygherrerne.

København er en fantastisk by med masser af kvaliteter og muligheder. Men vi er som københavnere i høj grad sat uden for indflydelse på udviklingen af vores egen by. 

Afgørende beslutninger er lagt i hænderne på private kapitalinteresser, der systematisk går efter det højest mulige overskud uden hensyn til vores behov og krav. 

Kommunisterne i København vil kæmpe sammen med fagforeningerne og folkelige bevægelser for en by, hvor det er befolkningen og ikke pengemændene, der bestemmer. En by hvor uligheden falder, og hvor den kollektive offentlige velfærd udvikles i stedet for afvikles. 

Kamp mod nedskæringer

Hvis ikke vi som københavnere – borgere i landets hovedstad – kan kræve at sætte dagsordenen for, hvordan vi vil leve sammen, og hvad vi vil bruge vores penge på, fortsætter den snigende, men kontante nedskæring, som mange først mærker, når de selv bliver ramt som med et boldtræ i hovedet.

Det er lykkedes med stor begejstring partiet Liberal Alliance at få en af deres mærkesager igennem, nemlig at kommunerne skal arbejde for at sænke skatterne med samlet set 250 millioner kroner til næste år. Penge, som kommunerne selv skal skaffe ved at gennemføre flere "effektiviseringer" på en række områder.

Men bare for at kunne levere den samme "service" som i dag, skulle kommunerne have 1,3 milliarder kroner ekstra i 2018. Kommuneaftalen medfører ikke noget løft, men derimod minusvækst. Derudover skal vi huske på de skrappe økonomiske sanktioner, der er en konsekvens af den EU-dikterede budgetlov: At kommunerne bliver straffet, hvis de bruger flere penge end de må ifølge økonomiaftalen med staten.

Kommunens mulighed for selv at bestemme, hvad vores skattekroner skal bruges til, har lidt endnu et gevaldigt nederlag. 

Men ingen tvang kommunen til at skrive under på KL-aftalen. Vi kunne have sagt nej. Vi burde have sagt nej!

Derfor er der brug for kommunister, der tør sige fra på rådhuset. Vi vil det kommunale selvstyre, vi vil gå forrest og være jeres vagthund.

Velfærd for alle er et valg. VI er hovedstaden og bør gå forrest – hvor svært kan det være? Så har du også politikerlede, så prøv noget nyt! Stem på Kommunisterne, stem på liste R! 

Rikke Carlsson holdt talen ved kommunisternes sankthansarrangement på Amager Strand den 23. juni.

29. jun. 2017 - 09:48   03. jul. 2017 - 15:04

Tale

af Rikke Carlsson, spidskandidat for Liste R, Kommunisterne i København og Region Hovedstaden