21 Sep 2017  

KBH: Spredte skyer, let regn, 12 °C

Thune Jacobsen – en nidkær tjener for nazisterne

Danmark besat

Thune Jacobsen – en nidkær tjener for nazisterne

Først rigspolitichef og siden justitsminister i besættelsestidens Danmark. Thune Jacobsen var særdeles ihærdig i sin stræben efter at forfølge danske kommunister. Allerede i 1928 oprettede Jacobsen som daværende chef for opdagelsespolitiet et omfattende kommunistregister.

1 af 1

Daværende justitsminister Søren Pind sagde i sin grundlovstale i 2016, at forbuddet mod kommunisterne 22. juni 1941 var gået lige til grænserne for, hvad grundloven tillader, og forsøgte derved at forklare, at danske politikere under “ekstraordinære omstændigheder” kunne blive nødt til at indføre forbud – som senere ville kunne rulles tilbage – hvis det er i statens interesse.

42 dage inden vedtagelsen af loven som muliggjorde anholdelserne – overtager cand.jur. Thune Jacobsen stillingen som justitsminister.

Kommunistloven § 2 i lov nr. 349 af 22. august om forbud mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed blev rullet tilbage efter besættelsen, men det havde ingen betydning for de danske kommunister, som blev myrdet i koncentrationslejren Stutthof eller kom hjem med ar på krop og sjæl.

En af de dræbte var Harry Valdemar Kiel Jensen, som efter kort tids sygdom i Stutthof afgik ved døden og efter dagens afbrænding af lig var en af dem, hvis aske blev brugt til at gøde jordbærrene i nazisterne private drivhuse. En anden var Arne Sode, der blev banket ihjel af en kapo, 28 år gammel. En tredje var Eske Sørensen, som overlevede koncentrationslejren og kom hjem til Danmark for at dø et par dage efter af plettyfus... Listen over ofre er lang.

Fra rigspolitichef til minister

Bagmændene bag interneringerne, fængslingerne og afsendelsen til Stutthof sad på Christiansborg, hvor et enigt Folketing 22. august 1941 vedtog kommunistloven med tilbagevirkende kraft fra 22. juni samme år. Enstemmigt, fordi ingen af de tre kommunistiske folketingsmedlemmer på dette tidspunkt havde mulighed for at møde op i folketingssalen.

En af de tre, Martin Nielsen, blev arresteret på sin bopæl 22. juni og var derfor allerede interneret i Horserødlejren. Alfred Larsen blev også taget samme dag, men stak af på Hovedbanegården og forblev under jorden under hele besættelsestiden og blev medlem af Frihedsrådet. Kommunisternes formand Aksel Larsen blev først fundet og arresteret i november 1942.

Allerede som chef for opdagelsespolitiet i København fra 1926 begyndte Thune Jacobsen at oprette en omfattende registrering af kommunister.

Ved politiets – meget grundige – arrestation af kommunisterne havde statsminister Stauning kommentaren: “De ting, der kræves fra tysk side, skal gennemføres”, og daværende justitsminister, civildommer Harald Petersen havde ingen indsigelser.

Nitten dage efter interneringen af de danske kommunister – og 42 dage inden vedtagelsen af loven som muliggjorde anholdelserne – overtager cand.jur. Thune Jacobsen stillingen som justitsminister, og hans virke fik en grum indflydelse på mange af de tilfangetagne kommunister, som ikke havde begået noget ulovligt, men som blev ofre for samarbejdsregeringens beskidte politik.

Efter besættelsen forsøgte Thune Jacobsen at forklare sine handlinger ud fra samme “logik” som Søren Pind: At "ekstraordinære omstændigheder" kan undskylde lovgivning, og nogle gange må demokratiet gå på kompromis med borgernes rettigheder, “hvis det er i statens interesse”. Thune Jacobsen ville gerne have haft en rigsretssag, men fik den ikke, og som modsvar skrev han sit forsvar “På en Uriaspost” i 1946.

Registrerede kommunister

Thune Jacobsen – På en Uriaspost – 1946: “Efter befrielsen er Kommunistloven bortfaldet og altså nu en saga blot.”

Thune Jacobsen var den ansvarlige minister, da Kommunistloven blev vedtaget 22. august 1941, men allerede som chef for opdagelsespolitiet i København fra 1926 begyndte han (i 1928) at oprette en omfattende registrering af kommunister og deres aktiviteter.

Han samt udvalgte medarbejdere fortsatte med deres ulovlige registreringer, da han tiltrådte som rigspolitichef i 1938. Diverse registreringer bundede i alt fra plakatopsætning, deltagelse i møder, bidrag til Arbejderbladet, opstilling til kommunevalg, fagforeningsaktivitet, anført som Spaniensfrivillig, deltager i en DKP-fest med mere.

Hvis ikke staten havde sat kommunisterne under beskyttelse, havde tyskerne arresteret dem.
Thune Jacobsen

De kommunistiske folketingsmedlemmer Martin Nielsen og Robert Mikkelsen afleverede 21. februar 1947 bevis på 60.000 registreringer af kommunister til den parlamentariske kommission, som skulle undersøge, om ministre eller andre kunne drages til ansvar for deres embedsførelse under besættelsen. Men som forventet i hvidvasken efter besættelsen blev det endelige resultat, at der var begået fejl, som ingen kunne drages til ansvar for.

Den parlamentariske kommission bestod af politikere, som blev sat til at undersøge sig selv eller deres forrige kollegaer. Kommunisten Martin Nielsen – som selv var overlevende fra Stutthof – forlod sin plads i kommissionen i 1947 efter få måneders medvirken med ordene, “de pisser på os”.

Thune Jacobsen skriver som forklaring på hans og regeringens samarbejde med besættelsesmagten, at “hvis ikke staten havde sat kommunisterne under beskyttelse, havde tyskerne arresteret dem”, hvilket jo uvægerlig ville have klædt de folkevalgte, så det ikke havde været de danske politikere og et mere end flittigt dansk politi, som havde arresteret og jagtet kommunister under hele besættelsen. Sidstnævnte gik endda så vidt, at de afhørte eftersøgte kommunisters børn, som legede i gårde eller parker, eller brugte dagevis på at overvåge bopæle for at se, om en eftersøgt vovede sig hjem til familien for et kort gensyn.

Thune Jacobsen angiver endvidere i sin egen forklaring, at "jeg havde svært ved at forstå, at befolkningen reagerede med et kraftigt chok på anholdelserne og spurgte sig selv, om det var muligt i forhold til grundloven? Fortilfælde har altid en beroligende virkning, og hvis befolkningen havde kendt til, at K. K. Steincke gennemførte Interneringslov af 1925, hvorefter personer, der ved lovens ikrafttræden var idømt frihedsstraf for sædelighedsforbrydelser, og som uden at være utilregnelige, men havde psykopatiske træk, inden for et år fra deres løsladelse kunne idømmes internering på ubestemt tid. Ingen anså denne lov for grundlovsstridig.” 

Familiernes velgører?

Thune Jacobsen – På en Uriaspost – 1946: “For familierne droges omsorg, således at deres forhold opretholdtes for hjælp til militærets indkaldtes familier.”

Til eftertiden påstod Thune Jacobsen, at han kerede sig om de internerede kommunister og deres pårørende, hvilket var en lodret løgn. Eftertiden har vist, at der ligger hundrede og atter hundrede af breve og anmodninger fra bekymrede forældre, hustruer, børn og venner og omvendt breve fra de internerede, som var nervøse for deres familiers ve og vel. Statens interneringer havde jo frataget næsten alle familier deres forsørger.

På socialkontorerne var der heller ikke megen hjælp at hente. Her var holdningen hos mange af de ansatte, at "kommunisterne lå, som de havde redt”.

Almindeligvis tog justitsministeren sig urimeligt lang tid, før han så på brevene og besvarede dem og diverse anmodninger med standardsvaret “kan ikke imødekommes”, ofte underskrevet af Eivind Larsen, politidepartementschef i Justitsministeriet – ansat 22. juni 1941. Samme Eivind Larsen blev efter besættelsen udnævnt til politidirektør i København.

På socialkontorerne var der heller ikke megen hjælp at hente. Her var holdningen hos mange af de ansatte, at "kommunisterne lå, som de havde redt”, og der blev udbetalt et absolut minimum i understøttelse. Det betød ganske vist, at huslejen blev betalt, men så var der heller ikke flere penge tilbage til mad og andre fornødenheder.

Agnes Nielsens erindringer tegner – sammen med andre af de interneredes efterladtes – det samme billede:

“Nu opstod der problemer, for os der var ladt tilbage – mange alene med børn. Hvad skulle vi leve af, når forsørgeren var taget fra os? Ingen vidste på det tidspunkt, hvordan man ville behandle os. Det tog lang tid alt sammen, og mange af kvinderne blev syge, fik dårlige nerver og blev fortvivlede. Der var så mange tragedier.”

I statens interesse

Thune Jacobsen – På en Uriaspost – 1946: “Jeg kunne ikke indskrænke mig til at have Horserødlejrens lille samfund for øje og ikke tillige det store samfunds tarv, som jeg havde at varetage.”

Natten mellem den 28. og 29. august 1943 brød samarbejdspolitikken sammen, og den tyske besættelsesmagt overtog Horserødlejren. 97 kommunister nåede at flygte, mens 150 – hvoraf syv var kvinder – blev overladt til tysk fangenskab og efterfølgende ophold i koncentrationslejren Stutthof.

Det var opfattelsen hos alle de internerede, at den danske regering – og især justitsministeren – ikke ville tillade, at kommunisterne blev udleveret til tyskerne. Derfor sad de i Horserødlejren og afventede instrukser om, hvordan de skulle forholde sig, hvis samarbejdet mellem regeringen og besættelsesmagten brød sammen.

De gjorde sig klar til, at de med øjebliks varsel kunne forlade lejren. De ventede og ventede, bundet af aftalen med de danske myndigheder og velvidende om, at hvis de handlede på egen hånd, ville repressalier, kollektiv straffe, måske overflyttelse til Vestre Fængsel eller indskrænkning i brev- og besøgsordninger blive en realitet som i de tilfælde før, hvor andre med større eller mindre succes havde forsøgt at flygte. Da klokken blev 23.00. – om aftenen den 28. august – gik de i seng med tøjet på. Om natten cirka klokken 2.30 ankom tyskerne.

Efter befrielsen står vi over for de hjemvendte kommunisters klager over, hvad de har måttet gennemgå.
Thune Jacobsen

En enkelt opringning fra justitsminister Thune Jacobsen kunne have forhindret dette. Men justitsministeren mente åbenbart ikke, at han kunne indskrænke sig til at tænke på de internerede, og desuden havde han givet tyskerne tilsagn om kun at løslade de internerede med tysk samtykke i hvert enkelt tilfælde.

Samtidig ville han selv komme i fare, og ligeledes ville den fremtidige administrative og lovgivningsmæssige statsstyrelse være truet. Den statsstyrelse som han håbede på at blive en del af, hvilket han da også blev.

Paradokset i, at regeringen den 22. juni 1941 arresterede og efterlyste kommunister “for at beskytte dem mod tysk fangeskab og med dansk bevogtning”, undskyldte justitsministeren få år efter med, at “formålet med fængslingerne ikke kun var for at beskytte kommunisterne, men også for at beskytte den danske stat.”

En ihærdig tjener

Thune Jacobsen – På en Uriaspost – 1946: “Efter befrielsen står vi over for de hjemvendte kommunisters klager over, hvad de har måttet gennemgå, og det tør vel anføres, at bortbringelsen til Tyskland ikke kunne stå som den umiddelbare følge af lejrens overtagelse på tyske hænder. Den kom faktisk først en måned senere. For øvrigt var kommunisterne ikke ene om ganske uforskyldt at blive underkastet lidelserne ved tysk fangenskab. Jeg minder om de 2000 politimænd, der førtes til Buchenwald, og hvoraf 84 omkom. Ingen skal være villigere end jeg til at indrømme, at denne lov lagde store byrder og lidelser på kommunisterne og deres pårørende, men jeg protesterer mod alene at blive gjort til skive for disse ureflekterede fjendtlige følelser. Kommunistloven varetog tyske, men også danske interesser.”

At Thune Jacobsen i høj grad samarbejdede med besættelsesmagten med at holde øje med kommunisterne allerede inden 22. juni 1941, nævner han ikke selv noget om, ligesom han ikke i sit "forsvar" nævner den omfattende registrering, han længe før besættelsen påbegyndte, og som det danske politi brugte mod kommunisterne.

For at belyse de sider af Thune Jacobsens virke må vi ty til andre kilder, såsom en intern politirapport om dansk politis samarbejde med Gestapo dateret 14. marts 1941. Et uddrag:

"I overensstemmelse mellem Vizepolizeipräsident Kanstein og Rigspolitichef Thune Jacobsen truffet aftale rettede Rigspolitichefen d. 24/2 1941 en skriftlig henvendelse til chefen for det tyske sikkerhedspoliti, SS Gruppe führer R. Heydrich. Rigspoliticheften lod i denne henvendelse forespørge, og SS Gruppeführeren måtte være villig til at modtage polizeidirektor von Magnus og drage omsorg for, denne med rette vedkommende kunne få lejlighed til at drøfte, den del af den eventuelle kommunistiske virksomhed i og uden for Tyskland, som måtte være det tyske politi bekendt, og at det for tiden kunne være af interesse for det danske politi at få kendskab til. Når Rigspolitichefen netop nu har ment at burde tage initiativ i sagen, skyldes det bl.a., at der mellem de ca. 30.000. danskere, der for tiden arbejder i Tyskland, må antages at være en del, der er kommunistisk indstillet. Dette fremgår allerede af de strafdomme (danskere dømt i Tyskland) over danske, som fra de danske konsulære myndigheder indberettes hertil. Det stiller derfor imidlertid her usikkert, om det er enkeltstående handlinger, eller de er systematisk tilrettelagt af danske eller andre organisationer og således kun led i en større helhed. I denne henseende ville det være værdifuldt at få eventuelle tyske erfaringer stillet til rådighed."

Senere kan vi læse i referatet fra mødet i Tyskland:

"Efter Rigspolitichefens anmodning har jeg (Von Magnus) i dagene 17.-20. marts 1941 foretaget en tjenesterejse til Berlin for med den kompetente tyske politimyndigheder at drøfte forskellige spørgsmål vedrørende kommunistisk aktivitet. Som svar på skrivelse af 24. feb. 1941 fra Rigspolitichefen til chefen for det tyske sikkerhedspoliti, SS Gruppenführer Reinhard Heydrich, i hvilken skrivelse Rigspolitichefen havde forespurgt, om Gruppenführeren ville modtage mig til drøftelse af nævnte spørgsmål, var der d. 12. marts 1941 telefonisk af Dr. Fest for Der Beautragte für Frage inneren Vervaltung hertil givet underretning om, at jeg når som helst kunne få lejlighed til i Berlin at føre de ønskede forhandlinger. Den 17.,19., 20. og 21. marts havde jeg derefter i Reichssicherheitshaupamt Printz Albertsstrasse, Berlin, at føre de ønskede forhandlinger med: SS Obersturmführer, kriminalkomissaar, Herman Span, SS Sturmbannführer, Kriminaldirektor I.M.Vogt og Brigadenführer Müller, samt d. 21. marts 1941 med SS Gruppenführer Heydrich at drøfte spørgsmålet om det kommunistiske legale og illegale arbejde, samt hvilken indsats, der i den anledning kunne gøres fra politiets side. Vogt gjorde opmærksom på, at hvad enten det kommunistiske arbejde i et land var legalt eller illegalt, måtte alle informationer fra politiet samles et sted. Under hensyn til den over landegrænserne gående politiske virksomhed var alle herrer enige i, at et videre udbygget samarbejde mellem tysk politi og politiet i de skandinaviske lande ville være en meget ønskelig foranstaltning. Gruppenführer Heydrich ville gerne invitere et stort antal danske politimænd til Berlin til særlig uddannelse til Reichssicherheitshaupamt og også gerne stille tyske embedsmænd til rådighed i Danmark, hvis det fandtes nyttigt, at sådanne i Danmark ved foredrag og instruktion medvirkede til specialuddannelser af de kriminalpolitimænd, der skulle virke på dette særlige område."

22. aug. 2017 - 05:53   22. aug. 2017 - 08:36

Historie

Annette Mørk
Sort bog: Thune Jacobsen
  • Eigil Thune Jacobsen født 1. oktober 1880 i København – død 25. maj 1949 i Hellerup.
  • Dansk rigspolitichef fra 1938 og minister i samlingsregeringerne 1940-1945.
  • Jacobsen blev i 1905 cand.jur. og startede derefter sin karriere i politiet, hvor han allerede i 1928 som chef for opdagelsespolitiet grundlagde registreringen af danske kommunister.
  • Justitsminister under regeringerne Thorvald Stauning III (8. juli 1940 til 4. maj 1942), Vilhelm Buhl I (4. maj 1942 til 9. november 1942) og Scavenius (9. november 1942 til 5. maj 1945).
  • Thune Jacobsen var den ansvarlige minister for fremsættelsen af den grundlovsstridige Kommunistlov i 1941, der bemyndigede internering og deportation af danske kommunister, herunder medlemmer af Rigsdagen.
  • Efter mange års tæt samarbejde med det nazistiske Tyskland, begyndte Thune Jacobsen 29. august 1943 at levere efterretninger til såvel modstandsbevægelsen som de allierede, og måtte på grund af dette arbejde i 1944 flygte til Sverige.
  • Efter Danmarks befrielse krævede han selv en rigsretssag for at kunne forsvare sig imod den offentlige kritik, men fik den ikke og måtte træde tilbage fra det offentlige liv i unåde.
  • Udgav i 1946 et forsvar for sine handlinger i bogen Paa en Uriaspost.