18 Dec 2017  

KBH: Overskyet, 2 °C

I Oktober-revolutionens fodspor

100 år efter

I Oktober-revolutionens fodspor

Magthaverne og deres velbetalte skriverkarle har i de sidste 100 år brugt uanede ressourcer på at fremmane et billede af Oktoberrevolutionen og Sovjetunionen som et sted værre end helvede på jord – også selv om Sovjetunionen har været væk i mere end 25 år.

Røde faner foran en statue af Lenin under en demonstration i anledning af 100-års dagen for den socialistiske Oktoberrevolution. Skt. Petersborg i Rusland 7. november 2017.
FOTO: Anton Vaganov/Reuters/Scanpix
De to kommunistiske partier KP og KPiD fejrer 100-året for den socialistiske Oktoberrevolution i 3F Københavns lokaler 11. november 2017.
FOTO: Aage Christensen

I anledning af 100-året for Oktoberrevolutionen har vi igennem måneder set en optrappet antikommunistisk og antisocialistisk offensiv. Fra den velkendte antikommunist og historiker Bent Jensen til Per Clausen og andre ledende medlemmer af Enhedslisten er man enige om, at Oktoberrevolutionen var tvang, tvang og atter tvang.

Lad os i anledning af Oktoberrevolutionens 100-årsdag understrege, at imperialismen kun vandt et slag og ikke selve krigen.

I Berlingske Tidende den 10. november 1917 kunne man for eksempel læse, at: ”De mennesker, hos hvem en mangel på et kraftigt styre har vakt forbryderinstinkterne, er i mange dele af Rusland talmæssigt i flertal, og også der, hvor de er i mindretal, er den arbejdsomme del af befolkningen et hjælpeløst offer for ufortrødne og brutale forbrydere…”

Magthaverne og deres velbetalte skriverkarle har i de sidste 100 år brugt uanede ressourcer på at fremmane et billede af Oktoberrevolutionen og Sovjetunionen som et sted værre end helvede på jord – også selv om Sovjetunionen har været væk i mere end 25 år.

Det er sejrherrerne, der skriver historien, siger man jo. Lad os i anledning af Oktoberrevolutionens 100-årsdag understrege, at imperialismen kun vandt et slag og ikke selve krigen. Kampen for frihed, revolution og socialisme vil fortsætte, så længe uretten hersker.

Oktoberrevolutionen var den vigtigste historiske begivenhed i det forrige århundrede, fordi den åbnede en ny æra i menneskehedens historie. Den viste, at en ny verden uden udbytning var mulig.

Med Oktoberrevolutionen var det for første gang i historien det store befolkningsflertal – arbejderklassen og dens allierede – som blev samfundets herrer.

Storkapitalen kan ikke eksistere uden arbejderklassen, men Oktoberrevolutionen viste konkret, at arbejderklassens vej til en menneskeværdig tilværelse kræver, at storkapitalen afskaffes, og arbejderklassen bliver samfundets ledende klasse.

Danmark og Oktoberrevolutionen

På 1001 måder er den danske arbejderbevægelses historie vævet sammen med Oktoberrevolutionen og de kampe, som har præget den internationale arbejderbevægelse.

Fra starten af det forrige århundrede voksede de første monopoler og en finanskapital frem i Danmark. Fra første færd orienterede de sig globalt i deres jagt på profit, blandt andet muliggjort af store danske rederier og en stor landbrugsproduktion.

Det danske kongehus spillede en central rolle. Det var gift ind i zarfamilien og brugte på utallige måder deres indflydelse til at gavne datidens storkapital, som kongehuset selv var en meget aktiv del af.

Oktober-revolutionen fik store konsekvenser for det danske borgerskab.

Datidens danske storkapital havde investeret en formue i Rusland op til Oktoberrevolutionen. 400 millioner, hvad der svarer til størrelsen af datidens danske statsbudget. De havde opbygget et forgrenet net af virksomheder, som blandt andet skulle røve Ruslands store naturrigdomme.

Medierne i Danmark var dengang som i dag kontrolleret af storkapitalen. De havde naturligvis ingen interesse i at fortælle sandheden om zartidens Rusland og den umenneskelige situation, som det russiske folk levede under. Det afgørende for medierne, dengang som i dag, var at sikre kapitalens interesser.

Magthaverne, herunder kongehuset og den russiske zarfamilie, var yderst kritiske, da det internationale socialdemokrati under Lenins ledelse holdt kongres i København i 1910, hvad der blandt andet betød et tæt samarbejde mellem det danske politi og zarens sikkerhedsstyrker.

Den danskfødte kejserinde var hjemme på familiebesøg i København under kongressen, og den russiske zars lystyacht, Polarstjernen, lå ved Langelinie.

De delegerede fra kongressen valgte at sejle forbi Polarstjernen i to skibe og synge Internationalen på 22 sprog, i protest mod zarregimets og imperialismens undertrykkelse.

Kampen i Socialdemokratiet

Toppen af det danske socialdemokrati med Stauning og Borgbjerg i spidsen tilsluttede sig 2. Internationales forrædere, som støttede deres eget borgerskab op til og under Første Verdenskrig.

I forhold til befolkningstallet var det danske socialdemokrati et af de største socialdemokratiske partier. Men hvor Lenin og hans kammerater energisk kæmpede for at forberede revolutionen, arbejdede Socialdemokratiets top i Danmark for at gøre arbejderbevægelsen tandløs og systembevarende.

Socialdemokratiet i Danmark var et parti for mandlige arbejdere i byerne. Man svigtede arbejderkvinderne i både partiet og fagbevægelsen og afviste hånligt at arbejde for at organisere og mobilisere det meget store proletariat af landarbejdere, som allerede før århundredeskiftet var begyndt at rejse sig til kamp.

Borgbjerg sagde direkte, at man ”ikke ville støde venstrebønderne, så længe man samarbejdede med Venstre”. Det lyder som en retorik, vi kender den dag i dag.

På flere tidspunkter udviklede der sig en direkte polemik mellem Lenin og det danske socialdemokratis ledelse.

Hadet mod Oktober-revolutionen og socialismen var dybt og inderligt fra den storkapital, som led store tab i årene, der fulgte.

Lenin kritiserede blandt andet dansk landbrugs andelsorganisationer, fordi de var ledt af kapitalistiske producenter, som selv udbyttede arbejdskraften. Toppen af Socialdemokratiet mente derimod, at det socialistiske samfund ville komme i kraft af andelsbevægelsen, landboforeninger og fagforeningerne.

Lenin kritiserede også skarpt det danske socialdemokratis ledere for deres aktive støtte til højrefløjen i det tyske socialdemokrati og for den aktive støtte til storkapitalen og kongehusets politik.

Da Socialdemokratiet valgte at indtræde i den borgerlige regering i 1916, hyldede Lenin Gerson Trier og I. P. Sundsbo, som var centrale i den revolutionære opposition i Socialdemokratiet. De trådte begge ud af partiet i protest mod de første socialdemokratiske ministre.

Lenin rettede i den anledning en skarp kritik af Stauning, som han kritiserede for at være tyskvenlig og socialchauvinistisk.

I artiklen ”Hele 10 socialdemokratiske ministre” vendte Lenin sig skarpt mod, hvad han kaldte ministersocialismen og Socialdemokratiets top.

Lenin påpegede, at de tilpassede sig en forræderisk borgfred i Danmark, hvor det danske borgerskab på alle måder udnyttede en erklæret neutralitet til at sikre sig superprofitter ved at handle med alle krigens parter, imens de danske arbejdere i byerne og på landet led voldsomt under krigens konsekvenser.

Repræsentanter for imperialismen

Efter Oktoberrevolutionen havde sejret, kæmpede Lenin for at trække Sovjetunionen ud af verdenskrigen. I 1917 tilbød det danske, svenske og norske socialdemokrati sig som mægler, med henvisning til at de tre lande var neutrale i Første Verdenskrig.

Fra Danmark kom Borgbjerg til Petrograd som repræsentant for de tre partier. Bolsjevikkerne gav ham et kontant svar:

”Vi betragter ikke det danske parti, fra hvilket Borgbjerg har et mandat, som et socialistisk parti, thi i spidsen for det står Stauning, et medlem af en borgerlig regering… Borgbjerg handler ifølge sine egne ord i overensstemmelse med Scheidemann og andre tyske socialdemokrater, som er gået over på den tyske regerings og de borgerlige partiers side. Derfor er den ingen tvivl om, at Borgbjerg direkte eller indirekte er en agent for den tyske imperialistiske regering.”

65 millioner mennesker er på flugt fra imperialismens krige og fra de naturkatastrofer, som er skabt af imperialismens kortsigtede udplyndring af klodens naturrigdomme.

Bolsjevikkerne konkluderede, at man ikke ønskede at forhandle med Borgbjerg, ”da det ikke er vores opgave at forene de forskellige imperialistiske regeringers direkte og indirekte agenter, men derimod at samle de arbejdere, der i alle lande allerede under krigen har ført en revolutionær kamp imod deres imperialistiske regeringer.” (Udtalelse fra bolsjevikkernes partikonference i Petrograd, 12. maj 1917).

I forlængelse af den skarpe polemik mod toppen af det danske socialdemokrati talte Lenin i flere omgange direkte for et ideologisk og organisatorisk brud med Socialdemokratiet. Kampen i det danske socialdemokrati fortsatte, ikke mindst i lyset af Oktoberrevolutionen.

”Det danske socialdemokrati samlet til kongres den 25. og 26. februar 1918 hilser den revolutionære arbejderklasse i Rusland og Finland og ønsker den lykke og fremgang under dens heltemodige kamp for proletariatet. Kongressen udtaler håbet om, at det må lykkes Ruslands og Finlands arbejderklasse, i forbindelse med de øvrige dele af det internationale socialdemokrati, at bringe verden en snarlig fred.” (Udtalelse fra Socialdemokratiets kongres 25.-26. februar 1918).

Denne udtalelse afspejler den brede støtte til Oktoberrevolutionen i partiet, på trods af ledelsens holdninger.

Partiledelsen undlod at bringe udtalelsen i Socialdemokraten. Den bringes derimod i ungdomsforbundets blad, som støttede oppositionen. I bladet kunne man læse, at udtalelsen blev vedtaget enstemmigt, og at alle delegerede rejste sig.

Sovjetunionen indgår fredsaftale

Det nye Sovjetunionen havde desperat brug for fred og indgik derfor en fredsaftale med Tyskland i Brest-Litovsk i marts 1918. Borgbjerg jublede i Socialdemokraten, helt blind for Tysklands forestående nederlag i krigen.

»Tyskland har nu sejret i øst. Med en opbydelse af næsten overmenneskelig indre styrke og ydre kraft er tyskerne brudt igennem omringningen… Begivenhederne i øst kan skaffe de neutrale skandinaviske stater nogen lindring i tilførselsforholdene, men stiller dem på den anden side endnu vanskeligere end hidtil i bestræbelserne for at opretholde en ligelig neutralitet”. (Citeret fra Borgbjergs artikel på forsiden af Socialdemokraten den 9. marts 1918.)

Denne og lignende erklæringer fra Socialdemokratiets top understreger, hvordan Lenin havde ret i sin beskrivelse af Borgbjerg og Stauning.

Efter afslutningen af verdenskrigen gik imperialismen til frontalt angreb på Sovjetunionen i en fælles bestræbelse på at knuse socialismen i et blodbad. Hære fra 14 lande angreb den unge sovjetmagt for at knuse revolutionen i blod.

Det danske borgerskab, der havde opretholdt en neutralitet under verdenskrigen, reagerede på revolutionen ved at hjemkalde sin ambassadør i Petrograd, naturligvis efter krav fra stormagterne i Europa og USA, som også indledte en økonomisk blokade mod Sovjet.

Oktoberrevolutionen fik store konsekvenser for det danske borgerskab. Da Danmark fulgte stormagternes krav og brød alle forbindelser til Sovjetunionen, stoppede forhandlingerne om kompensation til de monopoler, der havde investeret i Rusland. Hadet mod Oktoberrevolutionen og socialismen var dybt og inderligt fra den storkapital, som led store tab, i årene der fulgte.

Oktoberrevolutionen betød også, at Landmandsbanken krakkede. Banken blev dog reddet af staten og omdøbt til Den Danske Bank (i dag: Danske Bank). Den bank der i de sidste 100 år har været en nøglebank for dansk storkapital. 

Socialdemokratiet og Oktoberrevolutionen

I december 1918 skrev Borgbjerg på forsiden af Socialdemokraten:

»Bolsjevikkernes herredømme er blevet til et diktatur – et militært diktatur støttet på den røde garde, der for en ikke uvæsentlig del består af kinesere.”

Det var fake news, mange år før det begreb blev opfundet.

Borgbjerg afviste i artiklen, at det var arbejdermagt og socialisme, der blev opbygget i Sovjetunionen:

”Gennem alle brydninger og fødselsveer er det et moderne borgerligt-kapitalistisk samfund, der arbejder sig frem i Rusland. Tiden er ikke moden til andet.”

Det er naturligvis et direkte forsøg på at svække arbejderklassens solidaritet med den nye arbejderstat, i den situation hvor imperialismen gik militært til angreb på Sovjet.

Det var om nogen Sovjetunionen, som knuste nazismens rygrad under Anden Verdenskrig.

For at overbevise arbejderklassen afholdt man partimøder rundt i landet. I Folkets Hus i Rømersgade i januar 1919 afholdt man det første af disse møder. I Socialdemokraten kan man læse indledningen til mødet. Her fremgår det, at:

”Bureaukratiet og bolsjevismen ... regerer ved samme midler: Tvang, vold og dekreter, der føres ud i livet understøttet af maskingeværer ... Når engang dette regime er knust, vil det blive vanskeligt for det ulykkelige proletariat at påberåbe sig friheds- og retfærdighedsfølelse, når dets nuværende såkaldte talsmænd netop har været frihedens og retfærdighedens bødler."

Det er fuldstændigt den samme sang, der lyder fra de borgerlige propagandister og langt ind i Enhedslisten den dag i dag. Dengang lod de københavnske arbejdere sig ikke kue.

Det pågældende møde vedtog på opfordring fra medlemmer af oppositionen i partiet en udtalelse, som fordømte Danmarks afbrydelse af de diplomatiske forbindelser med Sovjet. Man krævede desuden en afklaring af, om det var stormagterne, som havde presset Danmark til dette skridt.

Det undrer vel ingen, at udtalelsen fra mødet dagen efter blev fordømt af partiledelsen i Socialdemokraten. Kampen om holdningen til Oktoberrevolutionen var med til at skærpe kampen i Socialdemokratiet.

Sovjetunionen var vigtig for dansk arbejderbevægelse

Det var Pariserkommunen, der inspirerede Pio og hans kammerater til at danne det revolutionære Socialdemokrati i 1889. Men det var Oktoberrevolutionen og Lenins støtte til oppositionen i Socialdemokratiet, som ledte frem mod dannelsen af først Danmarks Venstresocialistiske Parti den 9. november 1919 og året senere til dannelsen af DKP som en dansk sektion af 3. Internationale.

Den danske arbejderklasse har meget at takke Oktoberrevolutionen og Sovjetunionen for.

Den danske arbejderklasse har meget at takke Oktoberrevolutionen og Sovjetunionen for. Det var om nogen Sovjetunionen, som knuste nazismens rygrad under Anden Verdenskrig. Det var Sovjet, som befriede Bornholm.

I efterkrigsårene betød Sovjet, at borgerskabet var nemmere at presse til indrømmelser. Velfærdssamfundet og mange andre af efterkrigsårenes sejre blev vundet igennem kamp af den danske arbejderklasses og dens faglige og politiske organisationer. Selve eksistensen af Sovjet så at sige lagde ekstra lodder i arbejderklassens vægtskål i klassekampen.

Det daværende styrkeforhold i klassekampen muliggjorde også opbygningen af en markant fredsbevægelse i Danmark med et meget stærkt rodfæste i arbejderklassen og fagbevægelsen.

Kontrarevolutionen og dens konsekvenser

Nedbrydningen af Sovjetunionen og kontrarevolutionens sejr var en langvarig proces. Den endte med, at antikommunisten Gorbatjov opløste Sovjetunionen. De socialistiske lande i Europa faldt på stribe. Man festede på direktionsgangene og erklærede, at kapitalismen ville herske for evigt.

Men for arbejderklassen var der intet at juble over. Alle de skriverkarle, som har travlt med at tilsvine Sovjetunionen og socialismen, fortalte aldrig om zarregimets brutale barbari. De ofrede heller ikke et pennestrøg på at beskrive konsekvenserne for folkene, da Sovjetunionens faldt.  

Kontrarevolutionen i Sovjet betød, at den gennemsnitlige levealder i 1990'erne for mænd faldt med 7 år

I en FN-rapport om befolkningsudviklingen fra 2005 fremgår det, at befolkningstallet i de berørte lande faldt med 7 millioner mennesker på grund af de ændrede levevilkår, kontrarevolutionen skabte. (Human Development, rapport 2005)

I rapporten skriver man direkte, at ”når man tager i betragtning, at der hverken var krig, sult eller epidemier, har man aldrig før i historien set et sådant tab af menneskeliv.”

Kontrarevolutionen i Sovjet betød, at den gennemsnitlige levealder i 1990'erne for mænd faldt med 7 år til under 58 år. Industriproduktionen, landbrugsproduktionen og arbejderklassens løn blev halveret.

I Oktoberrevolutionens fodspor

Kapitalismen er kendetegnet ved krige og oprustning, ved vold og tvang mod arbejderklassen, ved udplyndringen af naturen på en sådan måde, at det er en direkte trussel mod menneskehedens eksistens.

Efter Sovjetunionens opløsning lovede magthaverne i vesten fred, men de startede en bølge af krige fra Jugoslavien til Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien. I dag truer Trump Rusland, Kina, Iran og Nordkorea.

I 2008-2009 ramte krisen igen den vestlige verden. Det understregede, at der ikke findes en krisefri kapitalisme. Magthaverne lovede retfærdighed og velfærd, men igangsatte en nyliberal offensiv i hele den vestlige verden. Den offentlige sektor og den kollektive velfærd er under generalangreb. Oprustningen er atter i fuld gang.

Magthaverne lovede demokrati og frihed, men har gennemført den mest omfattende terrorlovgivning, overvågning og registrering, som menneskeheden nogensinde har oplevet.

Uligheden har aldrig været større i menneskehedens historie. En håndfuld mennesker ejer i dag lige så store værdier som halvdelen af Jordens befolkning.

Undtagelseslove breder sig i EU. Magthaverne puster til fremmedhad og racisme, og magtens partier forenes i antimuslimske kampagner og love, som yderligere skal opsplitte befolkningen efter race, hudfarve og religion.

I EU har magthaverne desuden optrappet kursen mod stadig mere union, og EU's militære kapacitet vil blive udbygget markant i de kommende år.

Konsekvenserne for arbejderklassen og folkenes levevilkår har været dramatiske. Løn- og arbejdsforhold er systematisk blevet undergravet. Kollektive overenskomster er forbudte eller markant svækkede i en række lande.

Uligheden har aldrig været større i menneskehedens historie. En håndfuld mennesker ejer i dag lige så store værdier som halvdelen af Jordens befolkning. Uligheden breder sig som en lavine.

65 millioner mennesker er på flugt fra imperialismens krige og fra de naturkatastrofer, som er skabt af imperialismens kortsigtede udplyndring af klodens naturrigdomme. Tallet vokser stadig. Det er uden sammenligning det højeste antal flygtninge siden Anden Verdenskrig.

Socialisme er ikke noget, arbejderklassen får foræret, det er noget, der skal kæmpes for. Dette kapitalismens kaos kan kun stoppes, når arbejderklassen igen bliver synlig på klassekampens barrikader og tager et opgør med selve kapitalismens grundlag – den private ejendomsret og menneskets udbytning af mennesket.  

Det er på mange måder en historisk begivenhed, at KP og KPiD sammen har fejret 100-årsdagen for Oktoberrevolutionen. Det bekræfter, at vores to partier har et fælles afsæt, også når det gælder forsvaret af den revolutionære arbejderbevægelses og socialismens historie.

Vores partier står sammen i et fælles forsvar for marxismen-leninismen – som er kommunisternes teoretiske grundlag. Vi kæmper for et opgør med USA og NATO – med krigens og oprustningens kræfter – og forsvarer aktivt den internationale solidaritet.

Vi kæmper for enhed i arbejderklassen. Vi er enige om betydningen af at tage demokratiet og den nationale selvbestemmelse tilbage og følge Storbritannien ud af EU.

Kampen for enhed blandt kommunisterne er blevet stadigt dybere rodfæstet i begge vore partier. Den kurs vi følger, er Oktoberrevolutionens, klassekampens og solidaritetens vej. Det er fredens og velfærdens vej. Det er socialismens vej. Lad os sammen gå i Oktoberrevolutionens fodspor!

17. nov. 2017 - 10:06   17. nov. 2017 - 16:16

Historie

Jørgen Petersen
Formand for Kommunistisk Parti
Oktoberrevolutionen 100 år
  • I år er det 100 år siden, de russiske arbejdere og bønder løb storm mod det feudal-kapitalistiske udbyttersystem i zarens Rusland. Den 7. november 1917 – den 25. oktober efter gammel russisk tidsregning – angreb revolutionære soldater Vinterpaladset i Petrograd. Det blev begyndelsen til den første arbejder- og bondestat, der slog ind på socialismens vej.

  • Oktoberrevolutionen satte ikke alene dybe spor i det tidligere russiske rige. Den gjorde det også i den øvrige verden. De erfaringer, bolsjevikkerne indhøstede i forbindelse med Oktoberrevolutionen, er stadig meget værdifulde som inspirationskilde for den revolutionære del af arbejderbevægelsen i alle lande.

  • Arbejderen sætter fokus på Oktoberrevolutionen med en række artikler.