22 Feb 2018  

KBH: Spredte skyer, -2 °C

Succesfuld blokade

Dumpingfirma tegner overenskomst

Succesfuld blokade

Det litauiske firma UAB Garantera har tegnet overenskomst. 3F BJMF er ikke i tvivl: En talstærk blokade har gjort forskellen.

Carsten Bansholm Hansen fra 3F BJMF holder tale ved blokaden mod UAB Garantera torsdag i sidste uge.
FOTO: 3F BJMF
1 af 1

Blokaden virkede!

Det er den korte version af udfaldet af den talstærke blokade, som københavnske bygningsarbejdere torsdag i sidste uge etablerede, mod det litauiske firma UAB Garantera på Jagtvej 111. De københavnske byggefagforeninger har tidligere hørt om lønninger på pladsen helt ned til 31 kroner i timen uden pension. Ligesom de ved selvsyn har erfaret, at arbejdet foregår under svinske forhold, og at arbejdsmiljøet er under al kritik.

Nu kan vi forfølge sagen i det fagretslige system, og det næste, vi gør, er at begære 48 timers møde.
Christian Nielsen, 3F BJMF

Blokaden var blot et par timer gammel, da bygherre på projektet, COPI Group, indgik aftale med 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) om ikke at ville benytte UAB Garantera, før firmaet har tegnet overenskomst.

– Og tirsdag satte repræsentanten for UAB så sin underskrift på en tiltrædelsesoverenskomst med os, fortæller Christian Nielsen fra den københavnske byggefagforening til Arbejderen.

Stolen for døren

Allerede fredag - dagen efter blokaden - holdt BJMF møde med en repræsentant for det litauiske firma og COBI. 

– Det endte med, at UAB gerne ville undersøge de to muligheder, vi tilbød dem, nærmere: De kunne melde sig ind i Dansk Byggeri eller underskrive tiltrædelsesoverenskomsten. Da vi så mødtes igen tirsdag, havde de stadig ikke besluttet sig, og så satte vi dem stolen for døren, forklarer Christian Nielsen.

Skulle UAB Garantera efterfølgende vælge at melde sig ind i arbejdsgiverorganisationen, så bortfalder tiltrædelsesoverenskomsten. Men med en underskrift har BJMF mulighed for umiddelbart at følge op på forholdene på den omstridte byggeplads.

– En underskrift på en overenskomst er ikke i sig selv garanti for, at den bliver overholdt. Det har vi jo set masser af gange. Nu kan vi forfølge sagen i det fagretslige system, og det næste, vi gør, er at begære 48 timers møde, forklarer Christian Nielsen.

Han beskriver, at 48 timers møderne er en slags omvendt bevisbyrde. Det er således arbejdsgiveren, der skal fremlægge dokumentation på, at de ansatte får løn, pension og andre goder, som de skal have i henhold til overenskomsten. 

Det er anden gang på en måned, at blokadevåbnet er blevet luftet mod en af COPI Groups underentreprenører på Jagtvej 111. Sidst drejede det sig om Bygnings Renoverings Service ApS, der afviste at skrive under på en overenskomst. Det medførte, at LO på 3Fs foranledning iværksatte en lovlig sympatikonflikt. Som konsekvens af sympatikonflikten stoppede elektrikere og blikkenslagere arbejdet på pladsen, indtil overenskomsten var på plads.

Næppe havde Bygnings Renoverings Service ApS underskrevet overenskomsten, før firmaet forsvandt fra Jagtvej. I stedet rykkede UAB Garantera, som heller ikke havde overenskomst ind, og det udløste blokaden i sidste uge.

– Nu har vi igen set, at det er nødvendigt at sætte hårdt mod hårdt, og at det virker. De firmaer, der bliver blokeret, kommer som regel i pressens søgelys, og det kan alt andet lige også have en præventiv virkning, mener Christian Nielsen.

Vi holder øje med COPI Group

Bygherren på Jagtvej-projektet er COPI Group, der lever af at opkøbe ejendomme og villaer, sætte dem i stand for efterfølgende at sælge eller leje dem ud til københavnerpriser.

I Københavnsområdet har COPI Group aktuelt gang i fem projekter, og ifølge BJMF tegner der sig på næsten alle byggepladserne et mønster, hvor de tilsyneladende er sluppet afsted med at bruge uorganiserede udenlandske firmaer med rumænere og litauere.

UAB garantera er involveret i mindst endnu et af COPI Groups projekter - konkret et relativt nystartet renoveringsprojekt på Kildegårdsvej i Hellerup. Og det vil 3F BJMF holde et vågent øje med, forsikrer Christian Nielsen.

30. jan. 2018 - 08:55   31. jan. 2018 - 15:56

Overenskomst

noc@arbejderen.dk