17 Dec 2017  

KBH: Ingen skyer af betydning, -2 °C

"Jeg håber at kunne hjælpe andre"

Asbestramt VVS'er:

"Jeg håber at kunne hjælpe andre"

For 14 år siden arbejdede Dan Hendriksen i lokaler med asbest. I dag er han opereret for lungehindekræft og fortæller sin historie for at hjælpe andre til at passe på sig selv.

Dan Hendriksen arbejdede i lokaler med asbest for 14 år siden. Sidste år fik han konstateret lungehindekræft forårsaget af asbest.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Et år der bare har været lort!

Sådan beskriver 41-årige Dan Hendriksen bramfrit den tid, der er gået, siden han i september måned sidste år ringede til sin chef og sagde, at han kørte på skadestuen.

Havde de nu taget prøver, inden vi begynde at pille ved de gamle rør, så havde jeg måske ikke været syg i dag.

– Jeg havde stikken omkring hjertet og troede, at det var en blodprop, fortæller han til Arbejderen.

En røntgenundersøgelse viste, at "der var noget på lungerne". Den ene undersøgelse afløste den anden, og den 23. december stod den på undersøgelse på Rigshospitalet. 

– Her møder jeg en overlæge, der spørger: Du ved godt, hvorfor du er her? Jeg svarer, at det er fordi, de skal finde ud af, hvad der galt med mig. Nej, vi skal finde ud af, hvad det er for en kræftform, du har, siger han så.

Elendig julegave

Det var første gang, Dan Hendriksen hørte ordet kræft om sin egen sygdom, og det var en hård besked at komme hjem med til konen og de to piger på 11 og 14 år dagen før juleaften.

Den københavnske VVS'er er siden blevet opereret og behandlet med både stråler og kemo for lungehindekræft opstået på grund af asbest.

Asbesten befandt sig på et kursuscenter, hvor Dan Hendriksen for 14 år siden arbejdede med renovering i nogle dage, men det var først, da arbejdet var overstået, at man fandt ud af, at der havde været asbest.

– Havde de nu taget prøver på stedet, inden vi begynde at pille ved de gamle rør, så havde jeg måske ikke været syg i dag. Nu fortæller jeg min historie i håb om at kunne hjælpe andre. 

>>LÆS OGSÅ: Asbest er livsfarligt

Behandlingerne er overstået i denne omgang, men har tæret på kræfterne og også givet hjerteproblemer. Om tre-fire måneder får Dan Hendriksen besked på, om de har fået fjernet al kræften. 

– Jeg håber, de siger, at de har fået det hele med, så jeg ikke skal have piller eller stråler resten af livet. Og så krydser jeg fingre for, at jeg er imellem de tre-seks procent, der ifølge statistikken overlever en lungehindekræft, siger en fattet men berørt VVS'er.

Pas på kolleger!

Dan Hendriksen har fået stor hjælp i fagforeningen Blik & Rør København, der kører en erstatningssag mod det firma, han var ansat ved for 14 år siden. Blik- og Rørarbejderforbundet har lagt en video på Facebook og bragt en artikel i Fagbladet Blik & Rør, hvori Dan Hendriksen fortæller om sit sygdomsforløb og advarer kolleger om at holde sig langt væk fra asbest.

– Det er mit indtryk, at videoen og artiklen har været med til at råbe folk op. Kan jeg hjælpe andre til at passe bedre på sig selv, så er det jo verdensklasse, mener Dan Hendriksen.

I dag er asbest forbudt i Danmark, men da det tidligere var indeholdt i masser af bygningsmateriale - typisk gulvmateriale, rørisolering og ventilationskanaler - så kommer mange håndværkere stadig i berøring med det farlige stof. Det sker typisk ved renovering af gamle bygninger, og derfor vil asbesten stikke sit farlige ansigt frem mange år endnu. 

Overhold reglerne

– Der findes regler for, hvordan man skal håndtere asbest, for man ved godt, at man kan dø af det. Har man først fået asbest ind i kroppen, kommer det aldrig ud igen. Så er det sgu ikke i orden, at mester og bygherrer bare skider på reglerne, siger Dan Hendriksen med henvisning til endnu en statistik:

– Hvert år dør 130 personer af lungehindekræft - flere end der dør i trafikken.

>>LÆS OGSÅ: 100 VVS'ere udsat for asbest i København

11. okt. 2017 - 06:00   11. okt. 2017 - 09:05

Arbejdsmiljø

noc@arbejderen.dk