17 Aug 2017  

KBH: Ingen skyer af betydning, 12 °C

Falckreddere vil starte ny fagforening

Frustration efter OK17

Falckreddere vil starte ny fagforening

Utilfredse Falckreddere har indledt arbejdet for at melde sig ud af 3F og starte en ny fagforening. Ideen skaber debat internt blandt redderne og blandt andre faggrupper, der også har stemt massivt nej til OK17.

Falckreddere er så utilfredse med OK17 og deres forbund 3F, at de har sat gang i et arbejde for at danne en ny fagforening. Ikke alle støtter ideen.
FOTO: Falck.dk
1 af 1

Er svaret på den utilfredshed, der er opstået i kølvandet på OK17, at melde sig ud af den overenskomstbærende fagforening og starte en ny?

Jeg frygter halvdelen af dem, der melder sig ind i noget nyt, ender med at sive, og så står de med en uorganiseret branche.
Jacob Jespersen, Landsklubformand

Det spørgsmål bliver diskuteret flittigt som følge af det initiativ, nogle Falckreddere har søsat. De er så utilfredse med den nye overenskomst mellem 3F's Transportgruppe og Falck/Responce, at de vil melde sig ud af 3F og danne en ny med navnet Reddernes Fagforening.

– Vi prøver at samle alle de reddere, som er utilfredse med den seneste og de forrige overenskomster, siger initiativets talsperson Rune Elton Rasmussen til Avisen.dk.

Han arbejder som paramediciner i Hovedstadens Beredskab og fortæller, at det særligt er reglerne om rådighedsvagter og døgnarbejde, der vækker harme. De nye regler betyder, at alle reddere frem til 2020 får otte 12-timers rådighedsvagter om året - på trods af, at 87 procent af dem stemte nej til den nye overenskomst. I 3F's Transportgruppe, der også består af buschauffører, lastbilchauffører, havne- og lagerarbejdere, var der en samlet nej-procent på 63.

Den berømte dråbe

OK17 var den berømte dråbe, forklarer Rune Elton Rasmussen. "Langt de fleste" af støtterne til en ny fagforening er reddere, der arbejder under 3F's overenskomster, og hos dem har der ifølge talspersonen over en årrække oveni hobet sig en utilfredshed op over ikke at blive hørt i 3F.

På Reddernes Fagforenings hjemmeside kan man læse, at foreløbig 1400 personer har indbetalt 200 kroner i støttebidrag, og at gruppens facebookside har rundet 1700 medlemmer.

En af dem, der er splittet i holdningen til en helt ny organisation for redderne, er Jørgen Knudsen, tillidsmand på Falckstationen i Holbæk.

– På den ene side tilslutter jeg mig kritikken af overenskomsterne, og jeg synes også, det er svært at trænge igennem til forbundet. På den anden side har en ny forening ikke en chance, med mindre den opnår retten til at forhandle overenskomst, siger han til Arbejderen.

Vær aktiv lokalt

Hans tillidsmandskollega fra Aarhus, Torben Nielsen, er heller ikke tilfreds med resultatet af det nu overståede overenskomstforløb, men dog mere afklaret på spørgsmålet om at melde sig ud af 3F og danne en ny forening. Han siger til Arbejderen:

– Min holdning er, at man skal kæmpe i de lokale afdelinger for at få indflydelse. Så må man møde op til generalforsamlinger og blive valgt ind i bestyrelser og få indflydelse den vej rundt. Jeg ved godt, at det kræver noget af den enkelte, men det er den eneste rigtige vej.

Næsten 95 procent af Torben Nielsens østjyske kollegaer stemte nej til overenskomstfornyelsen, men tillidsmanden har ikke indtryk af, at ønsket om at danne en ny fagforening er så udbredt i det jyske som på Sjælland. Hvorfor har han ingen forklaring på.

Utilfredsheden med overenskomsterne har også givet efterveer blandt de godt 60.000 medlemmer i 3F's byggegruppe, hvor 77 procent på landsplan stemte imod. Skuffelsen og frustrationen har imidlertid ikke resulteret i et initiativ som reddernes, og den vej støtter Jacob Jespersen fra Aarhus heller ikke. Han er formand for Stilladsarbejdernes Landsklub, der løb initiativet 'Nej til 42 timer' i gang og som lykkedes med at aktivere hundredvis af fagforeningsmedlemmer på arbejdspladserne i kampen for et nej til OK17.

Kampen for overenskomst

– Jeg kan sagtens forstå, at folk er vrede, men jeg tror, at det her splitter redderne. Overenskomsten med deres arbejdsgiver ligger i 3F, og hvordan får en ny forening fingre i den overenskomst. Jeg frygter halvdelen af dem, der melder sig ind i noget nyt ender med at sive og så står de med en uorganiseret branche, siger Jacob Jespersen til Arbejderen.

Omdrejningspunktet for stærke faggrupper, klubber og fagforeninger er overenkomsterne. Og dem får man ikke uden at være villig til at sætte sig i bevægelse for at forsvare og forbedre dem, mener den aarhusianske stilladsarbejder.

– Jeg kan selv ind imellem tænke tanken, at det måske var nemmere at melde sig ud og starte noget helt nyt, men jeg når altid frem til, at det er det ikke. Vi har et system og nogle rammer, som gør det muligt at få indflydelse og magt, hvis vi selv er aktive, lyder det fra Jacob Jespersen, der tilføjer:

– Det er ikke nødvendigvis de rigtige folk, der sidder på posterne i dag, og det sagtens kan være, at man skal vælge en anden måde af stemme på fremover.

Kræver håndslag fra ledelsen

Falckreddere rundt om i landet har på skift strejket i protest mod at skulle følge en overenskomst de næste tre år, som de så massivt har stemt imod. De vil have Falcks ledelse til at give håndslag på kun at bruge de nye redskaber i overenskomsten, såfremt der er enighed med redderne.

I en fælles udtalelse til ledelsen skriver Falckarbejderne på stationen i Holstebro, at de ønsker beskyttelse på døgnvagter uden lønnedgang.

Redderne i Ringsted ønsker en genforhandling af overenskomsten og kræver fuldt betalte pauser, pauseintervaller på to timer og mindre brug af underleverandører. 

03. maj. 2017 - 11:06   04. maj. 2017 - 13:44

Arbejdsmarked

noc@arbejderen.dk