18 Dec 2017  

KBH: Spredte skyer, 0 °C

Busserne kører igen i Roskilde

Strejke slut

Busserne kører igen i Roskilde

Buschaufførerne ved Arriva i Roskilde har genoptaget arbejdet efter løfte fra ledelsen om forhandling af de dage, arbejdsmiljørepræsentanten har til sit tillidshverv.

Arkivfoto
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Her til morgen har 135 chauffører ved Arriva i Roskilde besluttet at genoptage arbejdet.

Ledelsen har lovet at forhandle, hvis arbejdet blev genoptaget.
Ole Holtse Olsen, 3F Roskilde

Det fortæller Ole Holtse Olsen, der er afdelingsformand i 3F Roskilde, til Arbejderen.

– Ledelsen har givet lovning på en forhandling, hvis strejken blev indstillet. Så håber chaufførerne, at ledelsen kommer til fornuft, lyder det fra fagforeningsformanden.

Buschaufførerne gik i strejke i protest mod ledelsens indskrænkning af arbejdsmiljørepræsentantens tid til at udføre sit tillidshverv. Han har tidligere haft tre dage om ugen til at sikre, at busser og sikkerhed i firmaet er i orden, men ledelsen mener, at én dag er tilstrækkeligt.

>>LÆS OGSÅ: Strejke blandt Arriva-chauffører i Roskilde

En stor del af arbejdsmiljørepræsentantens tid går med at registrere og indberette fejl ved busserne, så som blinklys eller bremser. Med mindre tid til det kombineret med, at Arrivas busser i netop Roskilde hører til den ældste vognpark i Region Hovedstaden, frygter chaufførerne, at det går ud over sikkerheden.

Fast procedure

–  Vi ser bestemt ikke stort på trafiksikkerheden. Vi har en helt fast procedure for, hvor tit busser skal tjekkes og have større eftersyn, hvor de tester bremser osv. Og det er ikke arbejdsmiljørepræsentantens ansvar, men hører til et helt andet sted i vores organisation. Hvis vedkommende tror det, så har personen misforstået, har Pia Hammershøy Splittorff, kommunikationschef for Arriva udtalt til TV 2 Lorry.

I marts måned var samme garageanlæg ved Arriva i Roskilde ramt af en strejke. Dengang handlede det også om indskrænkning af arbejdsmiljørepræsentantens mulighed for at udføre sit tillidshverv.

Chaufførerne har længe forsøgt at få en forhandling i gang med ledelsen, og nu ser det ud til at lykkes.

06. dec. 2017 - 09:11   06. dec. 2017 - 10:02

Arbejdsmiljø

noc@arbejderen.dk