Tilmeld dig vores RSS feed

Tag med til Jokkmokk

Foreningen Nordens Ungdom inviterer unge til klimakonference og samisk marked i Jokkmokk fra den 28. januar til 5. februar.

HELE LANDET – Den 28. januar til 5. februar rejser en gruppe glade og engagerede unge fra Sverige, Finland, Grønland, Færøerne og Danmark på fællesnordisk tur til det samiske marked i Jokk­mokk (Nordsverige).

Du kan komme med. Foreningen Nordens Ungdom, som i samarbejde med Rønshoved Højskole arrangerer turen, lover, at det bliver en oplevelse for livet.

En forudsætning for at komme med er, at du er under 30 år. Op til 35-årige med lyst til nordiske oplevelser og interesse for klimaområdet kan også komme i betragtning.

I Jokk­mokk møder vi unge samer og andre fra hele Norden. Vi oplever det historiske samiske marked, renræs og samisk kultur og spiser samisk mad. Er du frisk på en hundeslædetur, har du også mulighed for det.

Gruppen deltager også i Jokkmokk Winter Conference, hvor unge samer og andre diskuterer fremtidens udfordringer for Norden og Arktis – klima, unges livsmuligheder og meget mere.

Prisen er 3000 kroner tur-retur fra København (eller 2000 kroner hvis du stiger af og på i Luleå). Dette inkluderer alle aktiviteter eksklusiv hundeslædetur og mad på fire af turens dage. Men arrangørerne søger fonde og forsøger at gøre rejsen billigere. Overnatning sker i fælleslokaler for at gøre turen så billig som muligt.

Tilmeld dig hurtigst muligt, hvis du vil med – se adresse nederst i artiklen. Så får du en vejledning til, hvor du skal indbetale depositum på 500 kroner. Du er først tilmeldt, når de 500 kroner i depositum er indbetalt.

Foreningen NORDENs Ungdom er en samfundsengagerende foreningen, der har til formål at styrke det nordiske sammenhold.

Tilmelding: sow@cko.dk

TID: 28. Jan (Hele dagen) - 05. Feb (Hele dagen)
STED: HELE LANDET