Spørg folket

af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU

Fredag morgen indgik stats- og regeringslederne for de 17 euro-lande en aftale, som skal redde euroen fra sammenbrud og tage et stort skridt i retning af en Finanspolitisk Union for euro-zonen. Denne aftale skal nu omsættes dels i konkret praksis og dels i en international traktat, som efter planen skal underskrives senest til marts.

Bortset fra England, som øjeblikkeligt markerede sin modstand, så var der det meste af fredagen tvivl om, hvordan de øvrige EU-lande stillede sig til dette resultat. I det første officielle referat hed det, at blandt andre den danske statsminister havde tilkendegivet at ville »tilslutte sig processen«, mens Sverige og Tjekkiet først skulle forelægge sagen for sine parlamenter.

Senere på dagen blev der udsendt en revideret version, hvor det med en diplomatisk gummiformulering nu hed: »Stats- og regeringscheferne i Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Danmark, Ungarn, Letland, Litauen, Polen, Rumænien og Sverige har oplyst, at de eventuelt vil deltage i denne proces efter høring af deres parlamenter, hvor det er relevant«.

En klar og dårlig retning

Uanset det noget uklare forløb, så fremstår det til gengæld krystal klart, hvilken retning der nu er udstukket for euro-landene og de øvrige EU-lande, som måtte tilslutte sig. Der skal etableres en Finanspolitisk Union indenfor EU, som har ret til at gribe ind i forhold til de enkelte landes økonomiske politik og pålægge genstridige lande sanktioner. Og den politiske ledetråd for den politik, der skal føres, er en kombination af liberalistisk markeds-fundamentalisme og tysk sparsommelighed.

Som socialist er jeg fuldstændig imod dette politiske indhold. Metoden med at skære ned og skære ned og skære ned vil aldrig bringe de europæiske lande ud af krisen. Det vil alene være et skalkeskjul for en dramatisk omfordeling af samfundets værdier fra løn og velfærd til profit.

Hvor forkert denne politik er forklares meget godt af den amerikanske nobelpristager i økonomi og professor ved Colombia Universitet, Joseph E. Stiglitz, i en kommentar i lørdagens Politiken. Efter at have påpeget, at den røde tråd i alle økonomiske kriser i de seneste årtier har været den finansielle sektors dårlige opførsel, skriver han:

»Disse problemer vil opstå med eller uden euroen. Men euroen har gjort det vanskeligere for regeringerne at reagere. Og problemet er ikke kun, at euroen fjernede to vigtige instrumenter til justering – renten og valutakursen – uden at erstatte dem med noget, eller at Den Europæiske Centralbanks mandat er at fokusere på inflationen, når udfordringerne i dag er ledighed, vækst og finansiel stabilitet«. Stiglitz kalder den førte politik »et kapløb mod bunden«.

Og den indgåede aftale handler netop om at traktatliggøre, at det kapløb skal fortsætte: Lavere offentlige udgifter! Lavere lønninger! Lavere levestandard! Til gengæld vil arbejdsløsheden stige, så vi om noget tid vil se tilbage med misundelse på dagens Spanien, hvor arbejdsløsheden nærmer sig de 25 procent og hvor 5.000.000 mennesker er officielt arbejdsløse. Et antal, som svarer til hele Danmarks befolkning!

Euro-partierne er vel demokratiske?

Men jeg er også fuldstændig imod denne aftale af demokratiske grunde.

Ønsker vi virkelig et Danmark, hvor det er fuldstændig ligegyldigt, hvem vi vælger til folketinget, fordi den økonomiske politisk alligevel bestemmes af EU’s Finanspolitiske Union?

I Folkebevægelsen har vi ikke én holdning til, hvilken økonomisk politik, som er den rigtige. Men vi er hamrende enige om, at den økonomiske politik, som skal føres i Danmark, skal bestemmes af de danske vælgere.

Jeg er overbevist om, at denne holdning deles af et stort flertal af den danske befolkning. Men jeg er klar til at lade mig overbevise om det modsatte. Hvis euro-partierne har den samme tillid til demokratiet og til vælgerne, så er løsningen jo oplagt i forhold til om Danmark skal tilslutte sig den nye Finanspolitiske Union: Spørg folket!