Skal EU traktatfæste borgerlig politik?

EUBLOGGEN

af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU

I en nøje koreograferet aktion kunne hele tre danske morgenaviser i lørdags bringe et interview med formanden for EU-kommissionen, José Manuel Barroso. Samtidig kunne aviserne berette om indholdet i det udkast til finanspagt, som EU-præsidenten, Herman van Rompuy, havde sendt til regeringerne i de 27 medlemslande i løbet af fredagen.

Budskabet fra de to EU-ledere til den danske befolkning var ikke til at tage fejl af: I kan roligt tilsluttet jer den finanspolitiske pagt, for det betyder ikke noget som helst på grund af den danske undtagelse fra euroen. Og da en tilslutning ikke betyder noget som helst, så er det selvfølgelig også helt meningsløst, at holde en folkeafstemning om spørgsmålet.

Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan andre har det. Men jeg er altså opdraget på en sådan måde, at jeg bliver lidt skeptisk, hvis en eller anden vil have min underskrift på et stykke papir, men samtidig bedyrer, at det ikke betyder noget som helst. Sådan har jeg det overfor dørsælgere … og sådan har jeg det overfor de herrer Rompuy & Barroso.

Nu kan der faktisk være flere grunde til, at EU-lederne gerne vil have Danmark med om bord – også selvom vi hverken skal ro eller rebe sejl.

For det første er euroen »in deep Shit«, som det vist kan udtrykkes på en nyere udgave af dansk end den, jeg lærte i folkeskolen. Faktisk kæmper euroen desperat for at overbevise »markederne« om, at den overhovedet kan overleve, og i den forbindelse kan selv en formel dansk tilslutning til euro-landenes finanspagt være en opmuntring.

EU truet af splittelse

For det andet trues EU af dyb splittelse. Storbritannien har sagt nej til finanspagten, og hvis de får tilslutning fra flere lande, så vil en splittelse af EU i to grupper være en realitet. Derfor gøres meget for at få alle andre end Storbritannien med om bord – også i det håb, at en isolation af englænderne vil forbedre muligheden for, at de til sidst vil falde til patten.

Og for det tredje har Danmark i det kommende halve år – fra 1. januar til 30. juni 2012 – formandskabet for EU og skal dermed sidde for bordenden under utallige møder og forhandlinger. Netop i den periode, hvor finanspagten skal forhandles på plads, vil det være noget forstyrrende, hvis formandslandet slet ikke ønsker at være med.

Men derudover må man spørge, om det virkelig er rigtigt, at Danmark kan tilslutte sig finanspagten, uden at det på nogen som helst måde pålægger os nogle pligter? Svaret på dette spørgsmål er selvfølgelig NEJ. Også selvom juristerne til sin tid efter at have gransket den endelige version vil nå frem til, at der ikke er tale om suverænitets-afgivelse i den forstand, som fremgår af Grundlovens §20.

Finanspagten er nemlig frem for alt en politisk forpligtigelse, som alle tilsluttede påtager sig. Nogen af dem – euro-landene – kan sanktioneres ned i det dybe helvede, hvis de overtræder disse forpligtigelser. Det kan Danmark og andre lande med undtagelse fra euroen tilsyneladende ikke. Men det fritager os jo ikke fra den politiske forpligtigelse – hvis vi altså går med!

Profit før løn og velfærd

Og hvad går den så ud på? Dels går den helt åbenlyst ud på, at landene forpligtiger sig til at spare sig ud af krisen, i stedet for at investere sig ud af krisen. Og dels går den ud på – gennem henvisninger til blandt andet den såkaldte »europluspagt« – at virksomhedernes overskud skal gå forud for løn og social velfærd.

Det budskab har selvfølgelig ikke vakt glæde alle steder. I en række lande har socialdemokratiske partiledere udtalt sig kritisk om pagten, for eksempel i Sverige, Holland og Frankrig. Også tidligere statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, er kommet med nogle knubbede ord. Kritikken går i høj grad på, at der er et ensidigt fokus på nedskæringer, mens etablering af arbejdspladser er stort set fraværende.

Til gengæld er der andre, som er langt mere begejstrede. Det gælder for eksempel den tidligere vicestatsminister og nuværende konservativt medlem af EU-parlamentet, Bendt Bendtsen. I en række læserbreve har han kaldt finanspagten for »solid, borgerlig, ikke-socialistisk politik på EU-niveau«.

Nu er det naturligvis en politisk smagssag om man foretrækker en »solid, borgerlig, ikke-socialistisk politik på EU-niveau«. Det vil sige en politik, som gennem voldsomme nedskæringer i alle EU-lande vil forringe levestandarden og øge arbejdsløsheden. Men det store spørgsmål er, hvorfor vi skal tilslutte os en sådan finanspagt, som vil indsnævre de politiske handlemuligheder – ikke bare for den nuværende regering, men også for kommende?

Derfor handler denne diskussion dybest set om demokrati. Vil vi – uanset om der er formel suverænitetsafgivelse eller ej – deponere vores politiske selvstændighed og handlefrihed i Bruxelles? Eller vil vi insistere på, at det løbende skal være op til de danske vælgere, at afgøre hvilken vej de ønsker, at det danske samfund skal gå?

Hvis vi ønsker det sidste, så må alt sættes ind på at sætte en stopper for dansk tilslutning til finanspagten!

sorensondergaard.dk