Mario og Goldman Sachs

EUBLOGGEN

af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU

Ved søndagens valg i Spanien blev den socialdemokratiske regering stemt ned under gulvbrædderne. Det er historien om et forudsigeligt valgnederlag.

Takket være sin rolle som stik-i-rend-dreng for den EU-dikterede nedskæringspolitik er den socialdemokratiske regering blevet mere og mere upopulær blandt almindelige spaniere. Det har det konservative oppositionsparti nydt godt af – også selvom det ikke klart har fremlagt, hvilken politik, det vil føre.

Men spanierne fik da i det mindste lov til at stemme. Det er mindre, end man kan sige om befolkningerne i andre kriseramte eurolande. I forrige uge blev den græske premierminister Papandreou udskiftet med den tidligere EU-embedsmand, Lucas Papademos. Og i sidste uge var det så Italiens premierminister – lidderbukken Silvio Berlusconi – som blev udskiftet med en anden tidligere EU-embedsmand, Mario Monti.

Mario og mario

I begge tilfælde var der tale om regeringer, som var kørt fast i forsøget på at gennemtvinge den EU-dikterede nedskæringspolitik. I en sådan situation ville normal demokratisk praksis tilsige, at der så blev udskrevet valg. Men det ønskede EU for alt i verden ikke. Og hvorfor dog også holde valg, når der nu er så mange tidligere EU-embedsmænd at tage af?

Italiens Mario Monti er da også straks gået i gang med at gennemføre den politik, som EU har besluttet skal føres i Italien. Det vil sige en politik, som først og fremmest lader arbejderne og de fattigste dele af befolkningen betale krisens omkostninger.

Til det formål har Monti udpeget en regering uden nogen folkevalgte. For eksempel har han udpeget en bankdirektør til jobbet som industriminister. Og forsvarsministerposten er smart nok gået til en flådeadmiral. For en regering, der ikke er folkevalgt, er det jo altid en god ting at have militærets opbakning!

Med den nye premierminister i Italien har vi nu ikke længere kun én italiensk Mario ved magten, men hele to. Dels har vi Mario Monti, som EU’s mand i Italien. Og dels har vi Mario Drahgi, som for nylig blev udpeget som chef for Den Europæiske Centralbank.

Men de to Mario’er har ikke kun fornavnet til fælles. De har begge indtaget centrale poster i den amerikanske investeringsbank, Goldman Sachs. Et spekulant-syndikat, som spillede en central rolle i finanssammenbruddet i Wall Street for nogle år siden.

Spekulant-syndikat

Desværre kostede finanskrisen ikke Goldman Sachs livet. Faktisk overlevede de i relativ fin form. Som eksempel kan nævnes, at Goldman Sachs i 2009, altså året efter finanskrisens gennembrud, i gennemsnit udbetalt sine ansatte en bonus på 2,75 millioner kroner. Ud over grundlønnen, naturligvis.

Hvordan er dette dog muligt? For er det ikke rigtigt, at Goldman Sachs lå inde med enorme mængder af værdiløse spekulationslån! Jo, men de havde »forsikret« deres spekulationsvirksomhed i den amerikanske forsikringsgigant, AIG, som blandt andet derfor stod på fallittens rand. For at forhindre denne fallit overtog den amerikanske stat 80 procent af AIG og måtte i den forbindelse overføre 13 milliarder dollars (!) fra de amerikanske skatteydere til Goldman Sachs.

I den forstand er Goldman Sachs selve symbolet på den grådighed, som ikke alene skabte finanskrisen gennem spekulative investeringer, men som også var i stand til – via absurde finansielle mekanismer og viljeløse politikere – at tjene penge på, at det hele ramlede.

Det var dette spekulations-syndikat, som har haft Mario & Mario på deres lønningsliste – og som for Montis vedkommende måske stadig har det.

Med andre ord er det nogle højst kvalificerede personager, som EU har udvalgt til at styre henholdsvis EU’s centralbank og EU’s tredjestørste økonomi.

sorensondergaard.dk