Luk nu r.... please
Hvad er fælles for Mitt Romney, Ron Paul og Rick Santorum? Jo, de er alle republikanske kandidater til det kommende præsidentvalg i USA. Og så deltog de alle tre i et primærvalg i delstaten Iowa i forgårs.
Det ved vi næsten alle. Ikke fordi vi har nogen som helst fornøjelse eller gavn af at vide det, men fordi de store medier stopper disse informationer ned i halsen på os med en chokerende og irriterende ihærdighed, der er helt ude af proportioner, og som får en til at tænke, at samtlige redaktører i hele landet er blevet sindssyge. Hvad fanden foregår der?
I et af sine seneste shows taler musikeren og entertaineren Niels Hausgaard om sin bekymring for at hovedet bliver fyldt med dumme og irrelevante informationer om helt ligegyldige ting, og at der derfor ikke er plads til det vigtige.
Der er lige nu al mulig grund til at råbe vagt i gevær og bede Niels Hausgaard og alle andre om at stikke fingrene i ørerne og holde dem dér indtil 6. november, hvor præsidentvalget afholdes.
For det første er det, der netop er sket i Iowa kun et tilløb til et tilløb til et tilløb til et tilløb til præsidentvalget, og derfor i den grad komplet uinteressant for en dansker.
Det ville i vigtighed svare til, hvis de samlede danske medier A/S og PS (publik service) rapporterede side op og side ned, time ud og time ind om kinesernes opstilling af kandidaten til posten som generalsekretær i Kinas Kommunistiske Parti blandt partimedlemmerne i Sichuan provinsen.
For det andet har mange medier ikke gjort sig den ulejlighed at oplyse, at der også er tre andre konservative kandidater, som blot ikke var med i Iowa; Newt Gingrich, Rick Perry og Michelle Bachman.
For det tredje skaber denne fokusering på en pseudo-begivenhed en oplevelse hos alle af, at de konservative kandidater er meget forskellige, og at de dertil er meget forskellige fra demokraternes kandidat – den siddende præsident Barack Obama – og værst af alt, at det er USA’s præsidenterne, der bestemmer i USA og i verden.
Det er det ikke. Som det tydeligt fremgik af den fremragende dokumentarfilm »Inside Job« af Charles Ferguson, som blev vist af DR2 tirsdag aften er det finanskapitalen, der i langt højere grad regerer.
Der er mange mennesker, der synes, at butikkerne skulle vente med at sætte fokus på julen til 1. december eller mindst et stykke inde i november.
Det ville være passende, hvis medierne tilsvarende ventede til et stykke inde i november med at fordybe sig i præsidentvalget i USA. Så kan vi til den tid forholde os til politikeren, der er blevet valgt i den farce af en valgproces, som de stakkels amerikanere skal trækkes igennem i år.
For de skal jo tro de har demokrati! Og det skal vi åbenbart også.


