Krisebevidsthed

Danmarks eksport til udlandet slår historiske rekorder for tiden med en årlig vækst på omkring 11 procent. Produktiviteten i industrisektoren er på et år steget med historiske 8,8 procent. Samtidig har reallønsfaldet også sat rekord.

Nu er der igen skrevet historie: Industriforliget, indgået i søndags, lægger op til det hidtil største reallønsfald for danske arbejdere.

Med 1,25 procent mere om året de næste to år på mindstelønnen, og forventede prisstigninger på to-tre procent, er minus-signalet sendt videre til industriens arbejdspladser, der nu skal forhandle lokale lønaftaler – og til de øvrige overenskomstområder, som traditionen tro vil blive kopier af industriforliget.

Industriforliget er et tegn på »krisebevidsthed«, lyder det fra økonomer og mediekommentatorer. Ja, Socialdemokraternes finansordfører, John Dyrby Paulsen, kalder det »helt forrygende positivt«, at lederne i CO-industri og DI har indgået et minus-forlig. Dermed har den danske model endnu en gang vist sin levedygtighed, mener han.

Torben E. Jensen, formand for CO-industri, vil hente et ja hjem til forliget ved at gå ud og sige til de 240.000 industriarbejdere, der er omfattet af forliget, at forliget er okay, »tiden taget i betragtning«, og at et ja er nødvendigt for at undgå, at »tusindvis af virksomheder går konkurs«.

»Tiden taget i betragtning« er der rekordstor fremgang i eksport og produktivitet i industrien. Men også faldende beskæftigelse og udsigt til flere fyringer. Vi har »jobløs vækst«. Massefyringerne under krisen tvinger de tilbageværende ansatte til at knokle endnu mere, og når fyresedlerne fortsat sidder løst i lommen på virksomhedsledelserne, gør man det uden at mukke for meget.

Industriforliget, og forligsparternes håb om et ja til det, bygger ikke på de faktiske forhold i jernindustrien, hvad angår de seneste års produktivitets- og eksportrekorder. Håbet bygger på, at arbejdsløsheden og frygt for yderligere fyringer vil få industriarbejderne til at stemme ja til endnu en minus-overenskomst.

Den såkaldte »krisebevidsthed«, som både regering og topforhandlere håber vil komme til udtryk i urafstemningen om industriforliget, er en bevidsthed, der bygger på frygt og tvang. Den er i sit væsen ikke anderledes end slavens frygt for at blive pisket halvt eller helt ihjel, hvis han flygter. Forskellen er her, at det er kapitalen, der flygter, hvis arbejderen – lønslaven – ikke pisker sig selv hårdt nok på reallønnen.

Men minusforliget ikke er nogen garanti – hverken for at undgå kapitalflugt eller bevare arbejdspladser. For arbejdere i hele den kapitalistiske verden er under samme pres for at konkurrere på deres egen elendighed. Minusforliget rummer kun én garanti: Reallønsfald.