Ikke vores ansvar
– Det er ikke vores ansvar. Vi bruger underentreprenører.
Omtrent således forsvarede direktøren for byggefirmaet Pihl & Søn og formand for Dansk Byggeri, Halldór Pall Ragnarsson, i lørdags manglen på praktikpladser på selskabets store projekter i København. Da Arbejderens journalist undrende spurgte, hvorfor selskabet så ikke har nogen krav til sine leverandører om praktikpladser, lød svaret:
– Det har vi bare ikke.
Dialogen er kendetegnende for, hvordan outsourcing bliver brugt til at fralægge sig ansvaret for det samfundsansvar, som koncerner som Pihl & Søn hævder at leve op til.
Selskabet har kun én lærling for hver tyve ansatte, og i dag mangler næsten 10.000 unge en praktikplads. Samtidig bliver de unge tudet ørerne fulde om, hvor vigtigt det er, at de uddanner sig, så den danske konkurrenceevne kan overleve i fremtiden.
Manglen på praktikpladser rammer ikke kun den enkelte lærling, men hele den udvikling, der burde foregå i byggeriet og andre brancher
Men de store private selskaber som Pihl & Søn får lov til at køre på frihjul. Derfor besøgte unge fra fagforeningen 3F BJMF firmaet for at tale et alvordsord med direktøren.
Man skulle tro, at det var i koncernens interesse at være med til at uddanne nye dygtige bygningshåndværkere, så den fremover kan være sikker på at have kvalificeret arbejdskraft. Men måske satser Pihl & Søn på i stedet at hente endnu flere polakker til deres byggepladser fremover?
Nå nej, de er jo typisk ikke ansat hos Pihl & Søn, men hos underentreprenørerne. Det er derfor heller ikke koncernens ansvar, at polakkerne får 100 kroner mindre i timen end deres danske kolleger.
Der bliver flere og flere forskellige logoer på brystet af arbejderne på den enkelte byggeplads, i takt med at outsourcing og brug af underentreprenører vokser.
Det er en del af en bevidst strategi fra entreprenørernes side og et vigtigt argument for at indføre det såkaldte kædeansvar, der holder entreprenøren ansvarlig - også for de ansatte, der arbejder for en underentreprenør.
På globalt plan bruger danske og internationale selskaber outsourcing som et redskab til at fralægge sig ansvaret for undertrykkelse af faglige rettigheder, underbetaling og miljøsvineri.
Det skal ikke forhindre os andre i at stille direktørerne øverst i fødekæden til ansvar for deres handlinger.


