Tilmeld dig vores RSS feed

En administrator er en person, der administrerer et system.

Inden for it-jargon kaldes vedkommende oftest bare en admin. På hjemmesider har en admin ansvar for drift, rent teknisk eller redaktionelt.

På internetfora findes administratorer, der kan overvåge indlæg og kan gribe ind, hvis de løber af sporet.

Ikke i orden at være korrupt

EU-parlamentet vedtog i torsdags, at det ikke er i orden, at parlamentets medlemmer er korrupte. Det var også på tide!

af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU

I marts måned i år blev tre fremtrædende MEP’ere afsløret i korruption. De havde sagt ja til at fremlægge forslag i EU-parlamentet om at slække på reguleringen af finansindustrien. Til gengæld ville de modtage 100.000 euro – 750.000 kroner – fra nogle, som de troede var banklobbyister.

I virkeligheden var banklobbyisterne journalister på den engelske avis, Sunday Times. Her endte skandalen på forsiden for derefter at gå verden rundt. De nærmere detaljer i sagen beskrev jeg i min blog fra den 27. marts under overskriften: Politik som forretning (http://folkebevaegelsen.dk/spip.php?article3595).

Sagen vakte selvfølgelig meget postyr i EU-parlamentet. Især fordi det viste sig, at de tre afslørede kun var toppen af isbjerget. For eksempel havde ikke mindre end 14 andre vist så meget interesse for tilbuddet, at de var mødt personligt op til et møde for at høre nærmere.

Under ledelse af EU-parlamentets formand, polakken Jerzy Buzek, blev der nedsat en særlig arbejdsgruppe med repræsentanter for alle de politiske grupperinger i parlamentet. Frygten for, at det skulle være en ren syltekrukke, viste sig ubegrundet, og allerede før sommerferien kom arbejdsgruppen med en række konkrete forslag.

Ret gode beslutninger

Siden sommer har sagen så været behandlet i Udvalget for Konstitutionelle Anliggender (AFCO), hvor jeg har arbejdet med sagen som ordfører for min gruppe. Og trods en række forsøg på at udvande arbejdsgruppens forslag, så lykkedes det i torsdags med stort flertal at få vedtaget et nyt adfærdskodeks for EU-parlamentets medlemmer. Nogle af konsekvenserne kan opsummeres i følgende punkter:

For det første betyder beslutningen, at MEP’erne skal afgive en erklæring om egne økonomiske interesser, som blandt andet skal indeholde oplysninger om erhvervsarbejde, bestyrelsesvirksomhed og lignende i de sidste tre år før indtræden i EU-parlamentet. Denne erklæring vil blive offentliggjort på parlamentets hjemmeside.

For det andet skal MEP’erne indberette alle lønnede aktiviteter ved siden af parlamentsjobbet, hvis det samlede vederlag overstiger 5.000 euro (37.500 kroner) om året. Denne indberetningspligt omfatter også indtægter ved foredrags- og forfatter-virksomhed.

For det tredje skal MEP’erne oplyse om enhver økonomisk støtte og økonomiske interesser, som kan skabe en interessekonflikt. Og det skal ske indenfor 30 dage.

For det fjerde må MEP’erne ikke modtage gaver til en værdi af mere end 150 euro (1.125 kroner) i forbindelse med udførelse af jobbet. Dog regnes det ikke som en gave, hvis MEP’ere modtager dækning for rejseomkostninger og eventuelt hotelophold i forbindelse med deltagelse i arrangementer arrangeret af andre.

Og for det femte forbydes det udtrykkeligt MEP’erne, at modtage nogen former for betaling for at udøve deres parlamentariske virksomhed, hvad enten det er at stille spørgsmål, fremsætte forslag, stemme på en bestemt måde eller på anden måde påvirke det parlamentariske arbejde.

Mulige sanktioner

Såfremt adfærdskodeksen overtrædes, er der indført en række sanktioner, som rækker fra fratagelse af dagpenge i op til ti dage og til fratagelse af diverse poster i parlamentet, for eksempel ordfører eller formand for et udvalg. Denne sanktion vil blive offentliggjort på EU-parlamentets hjemmeside – og hvis det ellers sker på en fremtrædende plads, så er det måske i virkeligheden den mest virkningsfulde.

Efter min mening er disse tiltag et positivt skridt fremad. For selvfølgelig er det godt, at det ikke længere er acceptabelt at være korrupt! Det burde vel næsten give sig selv. Men træerne vokser jo ikke ind i himmelen. Der er stadig langt til, at der er fuld åbenhed omkring lobbyisters samarbejde med MEP’ere for at påvirke beslutningsprocessen.

Og i det vedtagne adfærdskodeks er der en række steder, som vil åbne næsten ukontrollable smuthuller. Det gælder for eksempel reglen om, at man først skal oplyse lønnede aktiviteter, hvis det samlede beløb overstiger 5.000 euro på et år.

Derfor forsøgte jeg og andre at få blandt andet dette punkt strammet op således, at alle lønnede aktiviteter uden undtagelse skal oplyses. Det kan jo ikke være særlig svært, da man vel må gå ud fra, at disse indtægter alligevel bliver oplyst til de nationale skattemyndigheder. Ikke sandt?

Sådan stemte danskerne

Men det var der ikke stemning for blandt EU-parlamentarikerne og dette ændringsforslag blev stemt ned med 487 stemmer mod 115. Blandt de 115 var de fire danske socialdemokrater og mig selv. Til gengæld stemte Venstre (bortset fra Morten Løkkegård, som undlod), Dansk Folkeparti og Konservative imod denne stramning.

Det er måske ikke så overraskende. Mere overraskende er det, at også SF’s Margrethe Auken og Emilie Turunen stemte imod dette forslag om større åbenhed omkring bijobberiet. Jeg ved ikke, om det var udtryk for en bevidst beslutning, eller om de bare kom til at trykke på den forkerte knap. Jeg håber det sidste. For det ser jo ikke så godt ud at prædike åbenhed, når der er valgkamp – og så stemme imod, når nu man har chancen.

sorensondergaard.dk