Gradbøjet ytringsfrihed
»Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes.« SĂĄdan lød det igen og igen fra den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen under den sĂĄkaldte Muhammed-krise i 2005-2006.
Han beskyldte dengang ogsĂĄ danske kulturfolk, som ikke var enig med ham i synet pĂĄ Muhammed-tegningerne, for at have indført en dobbeltstandard: »De kan ikke lide Dansk Folkeparti, de kan ikke lide Jyllands-Posten, og de kan ikke lide regeringen... PĂĄ grund af et næsten had-forhold til disse tre faktorer, sĂĄ kan de ikke fĂĄ sig selv til at stĂĄ op og forsvare ytringsfriheden i denne sag. SĂĄ der er indført en dobbeltstandard.«
Allerede dengang fik vi syn for, at også statsministeren selv havde en dobbeltstandard. Han var dybt optaget af at forsvare Jyllands-Posten ytringsfrihed, men fandt det helt i orden, at politiet censurerede Arbejderens hjemmeside og fjernede foreningen Oprørs appel uden at gå til en dansk domstol.
I tirsdags fik vi igen syn for sagen. Det var nemlig dagen, hvor ordførere fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti var dybt optaget af at forsvare ytringsfriheden i Sverige. Landet er nemlig nærmest at sammenligne med et u-land når det gælder ytringsfrihed, lød det fra blandt andre Naser Khader.
Men ironisk nok blev tirsdag også dagen, hvor justitsminister Lars Barfoed besluttede at rejse tiltale efter terrorloven mod den kurdiske tv-station Roj TV, som sender fra Danmark. Det sker efter lang tids politisk pres fra både Tyrkiet og USA. Ja, rygter siger, at kun et løfte til Tyrkiet om, at Roj TV ville blive undersøgt, sikrede Anders Fogh Rasmussen posten som generalsekretær for NATO. Samme Fogh Rasmussen var i øvrigt også i Danmark i tirsdags.
Roj TV er ikke tiltalt for at have medvirket til konkrete terrorhandlinger, men alene for at have bragt udsendelser, som kan »betegnes som propaganda« for PKK. Det skulle angiveligt være reportager fra kamphandlinger og interview med PKK-sympatisører. Som omtalt i Arbejderen i gĂĄr har det danske Radio- og tv-nævn tre gange tidligere vurderet Roj TV’s udsendelser og hver gang konkluderet, at der er tale om saglig nyhedsdækning og ikke propaganda.
Sagen om Roj TV viser det, som kritikere gang pĂĄ gang pĂĄpegede, da terrorlovene blev vedtaget. Solidaritet med befrielsesbevægelser er gjort kriminel. Og hvis det gĂĄr, som regeringen ønsker, er det snart ogsĂĄ kriminelt at dække en virkelighed, som involverer en organisation pĂĄ EU’s terrorliste, hvis denne organisation overhovedet kommer til orde.
Politikere, som forsvarer ytringsfriheden, burde være dybt bekymret over denne udvikling. Men nogle af dem har mere travlt med at kritisere Sverige. Dobbeltstandarden lever i bedste velgående.
