»Europa i arbejde«

EUBLOGGEN

af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU

Så kom det endelig. En uge inde i det danske EU-formandskab præsenterede regeringen i fredags programmet for den danske indsats fra 1. januar til 30. juni 2012. Men så fyldte det også 61 tætskrevne sider med over 18.000 ord og et hav af detaljer.

Havde nogen imidlertid set frem til en klar og entydig programerklæring, så måtte de endnu engang sande, at forventningens glæde altid er den største. For i den virkelige verden er der langt mellem snapsene.

Eller sagt på en anden måde: Regeringens målsætninger er syltet ind i så mange ord, banaliteter og forbehold, at det i virkeligheden kan betyde hvad som helst. Lad os tage et par eksempler:

Når man bruger sin mobiltelefon over grænserne, så opkræver teleselskaberne en såkaldt roamingafgift. Den afspejler ikke nogen ekstraudgift, men handler alene om at øge mobilselskabernes profitter. For at få råd til et udvikle deres produkter, hævder de naturligvis.

Tågesnak

»Roamingpriserne bør tilnærmes de nationale priser på både tele-, sms- og datatjenester …«, skriver det danske formandskab. Så langt, så godt. Men så tilføjer det: »… uden at fjerne incitamentet for innovation og vækst i EU’s telebranche«. Voila! Og hvad er så lige konklusionen. Den blæser i vinden.

Et andet eksempel handler om vandrende arbejdere og social dumping. Her slår det danske formandskab fast, at det er vigtigt, »at de grundlæggende arbejdsvilkår i værtslandene overholdes, og at værtslandenes arbejdsmarkedsmodeller respekteres«.

Det lyder jo godt, men så skriver formandskabet, at det skal ske ved at præcisere, at ifølge Lissabon-traktaten har »arbejdstagernes rettigheder og virksomhedernes rettigheder til fri bevægelighed samme status«. Tableau! Samme status i forhold til hvad og med hvilken konsekvens? Ren tågesnak!

Programmet er fyldt med den type indholdsløs »feel good«-snak. Og man kan ikke sige sig fri for mistanken om, at formålet er at få programmet til at lyde godt, uden at man efterfølgende kan hænges op på noget som helst.

Netop fordi programmet mere har karakter af en opremsning af emner end af fremlæggelse af en reel holdning til disse emner, så er det også interessant at se, hvilke emner, som ikke er nævnt. For eksempel er det intet nævnt om EU-parlamentets rejsecirkus, som jo er påtvunget af det Råd, som Danmark er formand for. Ligeledes er der heller intet nævnt om mere åbenhed, for eksempel om Rådets egne regnskaber, hvor det sågar nægter at svare på spørgsmål fra EU-Parlamentet.

Og det danske EU-formandskab finder heller ingen anledning til at nævne problemet med omfattende eksport af våben og torturinstrumenter fra EU-lande til diverse undertrykkende regimer. Man skulle ellers tro, at det var en aktuel sag at beskæftige sig med efter udviklingen i de arabiske lande det seneste år. Men nej!

Program for Mere arbejdsløshed

På et område er programmet dog krystalklart. Igen og igen slås det fast, at det danske formandskab vil gøre alt for, at EU får mere magt over økonomien i de enkelte medlemslande.

Det gælder i forhold til det såkaldte »europæiske semester«, som blandt andet handler om, at finansloven skal til godkendelse i Bruxelles, før den kan vedtages i de nationale parlamenter.

Det gælder i forhold til den såkaldte europluspagt, som blandt  andet slår fast, at virksomhedernes overskud går forud for løn og velfærd. Og det gælder i forhold til den nye »finanstraktat«, som blandt andet handler om at gennemtvinge en »styrkelse af den finanspolitiske disciplin«.

Præcis som Helle Thorning sagde det lige før årsskiftet, så er programmets pointe, at etablering af job og arbejdspladser må afvente, at krisen er løst gennem nedskæringer og besparelser. Eller som det direkte hedder i programmet:

»Den altoverskyggende opgave for Europa bliver at komme sikkert ud af den dybe krise, som EU befinder sig i, og at sikre økonomisk stabilitet og skabe grundlaget for fremtidens vækst og beskæftigelse« (min fremhævelse).

I Danmark har regeringen fremrykket investeringer og talt om, at vi skulle arbejde os ud af krisen. Men den medicin skal altså ifølge den danske regering ikke bruges i EU. Her skal man spare sig ud af krisen som grundlag for fremtidig beskæftigelse. På kort sigt vil det naturligvis føre til øget arbejdsløshed.

Og en sådan arbejdsløshed vil naturligvis ikke kun ramme de lande, som aktuelt er tvunget til at spare mest: Grækenland, Irland, Portugal, Spanien, Italien, Frankrig med flere. For i takt med at de får kølet deres økonomi ned, så betyder det, at de køber færre varer fra andre lande, for eksempel Danmark.

Den overordnede målsætning for det danske formandskabs-program er derfor mere arbejdsløshed i Europa. Af samme grund er det tankevækkende, at den danske regering har givet programmet overskriften »Europa i arbejde«. Hvor ironisk!

sorensondergaard.dk