En græsk tragedie

EUbloggen

af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU

Hun holder fast i min hånd og vil ikke rigtig give slip. Hun kigger mig fast og direkte i øjnene, mens hun taler. Jeg vil vurdere hende til at være omkring de 40, men måske er hun i virkeligheden lidt yngre. I sit kønne ansigt har hun træk af hårdt arbejde.

Vi står foran porten til stålværket »Cholivourgki« i udkanten af Athen. Ved siden af os er der ild i en tønde for at holde den kolde vind fra havet lidt på afstand. Jeg har netop talt til et større udsnit af de 400 strejkende stålarbejdere, som er samlet ved porten for at forhindre udkørsel fra varelageret.

De klappede, da jeg sagde til dem, at deres kamp også er vores.

– Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Det er så uretfærdigt, sagde hun til mig. Og så fortalte hun blandt andet om sin mand, som tre gange var kommet til skade ved arbejdsulykker på stålværket, men som hver gang var blevet snydt for dækning for tabt arbejdsfortjeneste. Og som nu havde fået besked om, at hans løn var alt for høj og derfor måtte sænkes for at leve op til EU’s krav.

For disse stålarbejdere skal lønnen fremover lyde på alt i alt 1.000 euro – 7.500 kroner – for en måneds hårdt og farligt arbejdet med at omforme det flydende stål til plader og rør. Men det kan ikke være rigtigt, siger arbejderne, som nu har været i strejke i 27 dage. Og som truer med, at de er klar til at holde jul foran porten, hvis ikke lønnedgangen bliver taget af bordet.

Solidaritet

Mange andre er enige med dem i, at det ikke kan være rigtigt. Det kan man høre, når de store lastbiler på vejen udenfor trykker hornet i bund i solidaritet – eller når landmænd kommer forbi med bilen fyldt med friske fødevarer for at sikre, at de strejkende og deres børn ikke behøves at gå sultne i seng den aften.

Stålarbejderne er ikke alene. De deler skæbne med millioner af andre græske arbejdere og ansatte i den offentlige sektor. På de sidste dages tur til Athen har jeg mødt en masse mennesker, samlet indtryk og fået forelagt en masse fakta.

Det har ikke været noget kønt syn.

For eksempel skolelæreren, som kunne fortælle, hvordan hendes løn – der i forvejen lå langt under lønnen for andre skolelærere i eurozonen – nu igen er blevet voldsomt beskåret. For en nyuddannet skolelærer til højst 680 euro om måneden (5.100 kroner) og for en skolelærer med 35 års erfaring til højst 1.371 euro (10.282.50 kroner) om måneden.

Samtidig forværres forholdene for såvel lærere og elever dramatisk. Skoler lukker og antallet af lærere er blevet reduceret med cirka 10 procent fra 2010 til 2011. Specialundervisning skæres væk og det samme gør materiale til undervisningen. Efter sommerferien startede skoleåret uden bøger, fordi regeringen har skåret den enhed væk, som udgiver dem. Det er første gang, det er sket siden 1944 under den nazi-tyske besættelse.

20 procent arbejdsløse

Og så er de ovennævnte endda heldigt stillet, fordi de overhovedet har et arbejde. For de mange arbejdsløse – det officielle tal nærmer sig de 20 procent – og for almindelige pensionister er situationen katastrofal. Arbejdsløshedsunderstøttelsen ophører efter et år og mange pensionister må klare sig for 500 euro om måneden (3.750 kroner).

Hvad det betyder konkret fik jeg en idé om, da jeg besøgte et center midt i Athen, som blev drevet af hjælpeorganisationen »Medicins du Monde«. Hvor de besøgende tidligere stort set udelukkende havde været asylansøgere, så var nu en større og større del grækere. Ikke bare hjemløse, men også arbejdsløse og pensionister, som ikke længere har råd til at gå til læge eller til at købe den nødvendige medicin.

Alene det at opsøge en læge eller et hospital koster nu fem euro og samtidig er medicin og behandlinger blevet så dyre, at de fattigste ikke har råd. Konsekvensen er, at flere og flere børn ikke længere får de basale vaccinationer, og at mange ikke får den nødvendige medicin. Eksemplerne på underernæring, malaria, tuberkulose og aids er i kraftig stigning.

Humanitær katastrofe

Vicepræsidenten for den græske afdeling af »Læger i Verden« tøvede ikke med at beskrive situationen som en humanitær katastrofe. Den vil om nogle år kunne aflæses i et fald i den gennemsnitlige levealder, insisterede han. Allerede nu dør for eksempel mange sukkersygepatienter – officielt af hjertestop, men reelt fordi de ikke har råd til deres medicin.

Vicepræsidentens økonomi var i øvrigt ikke selv for god. Om dagen arbejdede han halvt som privat tandlæge og halvt for kommunen. Men herfra havde han ikke fået løn de sidste fem måneder.

Værre var det dog for selve centret, som regeringen skylder 800.000 euro i lovede tilskud og som kun overlever, fordi de har gældsat deres bygninger i banken.

Og med den nuværende regering, som EU har fået indsat i Athen, tegner selv den allernærmeste fremtid kun værre. For eksempel er elpriserne allerede steget med otte procent og står overfor at stige med yderligere 18 procent for at tilfredsstille EU’s krav om nedskæringer. Samtidig er alle elregninger påført en ny boligskat, og hvis man ikke kan betale, så bliver der lukket for varmen. Kun håbet om en ekstraordinær varm vinter kan begrænse antallet af folk, som i de næste måneder vil dø af kulde.

– Du må love at fortælle, hvordan det er her, sagde hun, da hun endelig slap min hånd. Det lovede jeg. For i virkeligheden er det jo hende og de kæmpende stålarbejdere, som repræsenterer håbet for Grækenlands fremtid. Omvendt repræsenterer EU intet andet end forarmelse for almindelige mennesker. Og jeg satser på fremtiden …