Den forkerte medicin
Store bededag skal ikke længere være en fridag. Det er et af de bemærkelsesværdige forslag fra – nej ikke arbejdsgiverne – men fagbevægelsen.
Forslaget indgår i et såkaldt idékatalog til de trepartsforhandlinger med regeringen og arbejdsgiverne, der skal afgøre, hvordan den arbejdende befolkning skal betale for krisen de kommende år.
I Dansk Erhverv foreslår man desuden, at de offentligt ansattes »gratis« frokostpause bliver inddraget. Det er åbenlyst for lidt at arbejde tolv minutter mere for at rette op på den dybe krise, som dansk og global økonomi ser forude.
Til gengæld for store bededag håber fagbevægelsen at få flere midler til uddannelse og efteruddannelse gennem en storstilet reform. Den slags reformer kan dog hurtigt ryge i svinget ved næste sparerunde. Til gengæld er det bombesikkert, at store bededag ikke vender tilbage, hvis fridagen opgives nu.
De gode ønsker om uddannelse løser heller ikke det grundlæggende problem, at der skal være jobs til folk, når de forlader skolebænken. Så hvorfor arbejde mere, så længe arbejdsløsheden er så stor?
Midt i diskussionen om bededagen og trepartsforhandlingerne landede Finansforbundet et overenskomstforlig, der med åbne øjne sikrer deres medlemmer et markant reallønsfald.
Det er en bedrøvelig forpremiere til de store overenskomstforhandlinger, der lige nu foregår i dybeste hemmelighed i industrien.
Danske arbejdere har nu i tre år oplevet et reallønsfald. Vil de kommende kollektive aftaler forsøge at rette op på det? Desværre er det ikke sandsynligt.
De seneste dages nyheder fra arbejdsmarkedets parter falder desværre kun for godt i tråd med den herskende politiske dagsorden: Vi skal arbejde mere, tjene mindre og der skal skæres i de offentlige udgifter. Det er lige præcis det, som EU’s finanspagt går ud på.
Imens går de allerrigeste stadig fri, når det diskuteres, hvor regningen for den stadig dybere krise skal sendes hen: bankerne, finansspekulanter og de store koncerner.
Eliten og medierne retter i stedet skytset med de ældre på arbejdsmarkedet, de arbejdsløse og de udstødte. Og så mod de lønudgifter, der åbenbart er arbejdsgivernes eneste håndtag i kampen for at overleve i den globale konkurrence.
Problemet er, at regeringens og arbejdsgivernes krisemedicin ikke virker. Samfundet bliver ikke rigere af, at arbejderne bliver fattigere. For hvem skal købe de varer, der bliver lavet, hvis vores løn konstant bliver mindre værd?
