Tilmeld dig vores RSS feed
Fra den store klimademonstration i december. | Foto: Mette Kramer Kristensen
De fire anklagede er:

Natasha Verco, Noah Weiss, Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe. Natasha og Noah skal for retten den 24., 25. og 31. august, og Stine og Tannie skal for retten den 6., 27. og 28. oktober.
Anklagesagen mod staten omkring de præventive anholdelser er den 23. og 30. august samt den 1. september.

 

Demonstration for ytringsfriheden

Demonstration i morgen i solidaritet med de anklagede COP15-aktivister.

KØBENHAVN – Klimakollektivet indbyder til en demonstration onsdag den 18. august klokken 17 på Christianshavns Torv i solidaritet med de anklagede COP15-aktivister.

Arrangørerne skriver blandt andet:

»Under klimatopmødet i København blev omkring 2000 mennesker frihedsberøvet, mens de blandt tusinder af andre aktivister fra hele verden forsøgte at få deres stemmer hørt og sætte en anden politisk dagsorden i klimadebatten.

Cirka 20 personer blev varetægtsfængslet, hvoraf fire personer skal for retten i løbet af efteråret – se boks – anklaget for at have planlagt vold mod embedsmand i funktion, hærværk og grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Anklager, der er uden hold i virkeligheden, men som potentielt kan give flere års fængsel.

Nogle af anklagerne udspringer fra den danske terrorlovgivning, og flere er blevet skærpet med indførelsen af »Lømmelpakken« umiddelbart før klimatopmødet. Gennem anklagerne forsøger staten at gøre enkeltindivider ansvarlige for en hel bevægelses kollektive beslutningsprocesser og kollektive protester.

Under COP15 samledes flere tusinde mennesker fra hele verden i København for at udfordre de useriøse politiske forhandlinger i Bella Centret og kræve retfærdige løsninger på klimaproblemerne. Løsninger der ikke kun tilgodeser den rige vestlige verden, og som udfordrer det kapitalistiske system, der med sin konstante fokus på vækst og profit tydeligvis ikke er i stand til løse klimaproblemerne.

Denne gryende klimaretfærdighedsbevægelse blev mødt med modvilje og magt­arrogance fra den danske stat, hvilket kom til udtryk i form af en massiv politirepression. I gennem hele 2009 udførte den danske regering og det danske politi en intens skræmmekampagne i medierne for at dæmonisere demonstranter og aktivister, samtidig med at politiet fik tilført ekstra magtbeføjelser og økonomiske ressourcer.

Dette førte til tusindvis af præventive anholdelser, månedlange aflytninger af telefoner, overvågning og ransagning af private hjem og overnatningssteder samt groteske og unødvendige anholdelser og varetægtsfængslinger.

Politiets handlinger, der var helt ude af proportioner, var en krænkelse af vores demokratiske rettigheder og en kriminalisering af vores ret til at organisere os politisk.

Det blev gjort tydeligt, at en bevægelse, der tør udfordre de eksisterende magtstrukturer og kræve politiske ændringer, ikke er velkommen i dagens Danmark. I stedet for at lytte til den massive kritik af forhandlingerne, afslørede den danske stat en hyklerisk mangel på vilje til at reagere på klimaproblemerne.

I vores øjne er retten til at protestere og alles ret til at blive hørt en essentiel del af et demokrati – også selv om der tales imod det eksisterende kapitalistiske system. Derfor opfordrer vi alle til at vise solidaritet med de anklagede og synliggøre kritikken af de igangværende processer.

De kommende retssager handler ikke bare om, at uskyldige personer måske bliver dømt, men om vores allesammens grundlæggende ret til at demonstrere, protestere, aktionere og organisere os politisk. Det er vigtigt, at vi ikke giver afkald på disse rettigheder, men fortsætter kampen.«

www.klimakollektivet.dk

TID: 18. Aug. 17:00
STED: Christianshavns Torv, København