Arbejdsløse skydeskiver

Til midtersiderne i dagens avis har vi forsøgt at få et interview med en førtidspensionist under 40 år, som kunne fortælle sin historie og komme frem med sin holdning til, at regeringen vil stoppe for bevilling af førtidspension til stort set alle under 40 år.

Men ingen af den stribe yngre førtidspensionister, vi fandt frem til, ønskede at stå frem med navn og foto. De var simpelthen bange for, hvad de og deres børn efterfølgende ville blive udsat for i form af hetz og udhængning som samfundsnassere.

Det er meget sigende for den igangværende offentlige debat. Sårbare mennesker med sociale problemer, psykisk syge og unge arbejdsløse står for skud.

I årevis har indvandrere været udråbt som det helt store samfundsproblem. De seneste år er skytset også blevet rettet mod de handicappede med talrige fortællinger, om hvor meget de koster den enkelte kommune.

Nu hvor krisen for alvor bider og underskuddet på de offentlige finanser er tårnhøjt er skydeskiven blevet udvidet til også at omfatte arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. Det er fordi de går og danderer den på statens regning, at økonomien ikke hænger sammen, får vi at vide. Glemt er striben af bankpakker og skattelettelser til de rigeste, når der sparkes nedaf på dem, som har allermindst og som har allersværest ved at forsvare sig mod de svinske angreb.

Kontanthjælpsmodtagerne har så mange penge, at det slet ikke kan betale sig for dem at arbejde. Kontanthjælpsmodtagerne søger slet ikke arbejde. Danske arbejdsløse gider ikke arbejde som opvasker eller stuepige. Sådan lyder nogle enkelte af de seneste måneders forsidebaskere i borgerpressen.

Jordbunden er ved at blive gødet til de kommende EU-dikterede reformer af blandt andet kontanthjælp, førtidspension og skat. De mest udsatte er udset til at skulle betale regningen for de riges krise. Dem, som aldrig fik del i skattelettelserne eller lønstigningerne, skal nu trækkes gennem reformmøllen.

Det er helt afgørende, at fagbevægelsen, de sociale bevægelser og venstrefløjen holder tungen lige i munden og afviser at acceptere kunstige skel mellem lavtlønnede arbejdere og kontanthjælpsmodtagere. Vi skal holde fast i, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste læs.

Der er behov for, at vi går i offensiven og stiller krav til de reformivrige politikere. Helt i centrum står kravet om, at dem, som ikke er i stand til at arbejde, har lige så meget ret til et værdigt liv som alle andre.

Og at øvelsen med at åbne arbejdsmarkedet op for flere, ikke skal være endnu en gave til arbejdsgiverne i form af gratis arbejdskraft og usle lønninger.