23 Jan 2018  

KBH: Overskyet, let støvregn, dis, 5 °C

Vi mener det alvorligt

Blogs

Dennis Kristensen
Forbundsformand FOA
Født 13. februar 1953. I 1977 blev han tillidsrepræsentant og klubformand for portørerne på Amtssygehuset Herlev. I 1996 blev han afdelingsformand for FOA Afdeling 1, som dækker Københavns og Frederiksberg kommuner, Københavns Amt og de 18 kommuner i amtet og Hovedstadens Sygehusfællesskab. I 2002 blev han forbundsformand for FOA, Fag og Arbejde. Samme år blev han medlem af LO's daglige ledelse.
Blogindlæg af Dennis Kristensen
fre. 12. jan - 2018
fre. 07. jul - 2017

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 12. januar, 2018, 05:23:16

Vi mener det alvorligt

Lærere og undervisere skal ikke leve uden spilleregler for arbejdstid til evig tid. Derfor sidder vi andre på udskiftningsbænken og venter på start-fløjt. Det handler både om solidaritet og egeninteresse.

Kommer overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor i gang i næste uge?

Foreløbig er svaret nærmest ja, tjah, bom, bom …

Vi får brug for solidariteten, når vi kommer til slagsmålet om, hvorvidt de offentligt ansattes løn er løbet fra de privatansatte.

Svaret kommer senere i dag, når lønmodtagernes forhandlere på det statslige område og i kommuner og regioner mødes for at tage temperaturen på læreres og underviseres forhandlinger om at erstatte det uacceptable indgreb i 2013 gennem Lov 409 i deres ret til frie og fair overenskomstforhandlinger.

Overenskomstforhandlingerne for alle offentligt ansatte skulle efter planerne være skudt i gang lige efter nytår, men har nu været sat på stand by i et par uger. Stand by, fordi de øvrige organisationer ikke passivt vil se på, at lærere og undervisere nægtes dét, der hører til den inderste kerne i en overenskomst; nemlig spilleregler for arbejdstid.

Havde vi andre ikke haft sådanne spilleregler - arbejdstidsaftaler  -, så havde arbejdstidsområdet alene hørt under arbejdsgivernes ledelsesret. Den situation skal lærere og undervisere ikke leve med til evig tid.

Derfor sætter vi andre nu -  måske lidt vel sent - hælene i og og sætter os hen på udskiftningsbænken, indtil reelle forhandlinger om læreres og underviseres forhandlinger for alvor er fløjtet  i gang.

Det handler både om solidaritet og egeninteresse. Solidaritet med dem, der blev udtaget til bøllebank og egeninteresse i ikke selv engang i fremtiden at lande i samme situation.

Og det er ikke det eneste emne i denne overenskomstrunde, der både handler om solidaritet og egeninteresse,

Jeg er overbevist om, at OK 18 vil blive husket som den overenskomstfornyelse, hvor de offentligt ansatte for alvor rykkede sammen skulder ved skulder. I solidaritet og i egeninteresse.

Vi har aftalt at støtte hinanden i spørgsmål, som ikke nødvendigvis berører alle, men hvor mange har noget i klemme, der kræver støtte fra andre.

Det er blevet til en solidaritetspagt, der både omfatter læreres og underviseres arbejdstid, frokostpauser for dem, der har haft det i årtier, uden at det er skrevet ind i overenskomsterne, og afsættelse af puljer til særlige løft til kvindefag og lavtlønnede.

Og så får vi brug for solidariteten i egeninteresse, når vi kommer til det helt store slagsmål om, hvorvidt de offentligt ansattes løn er løbet fra de privatansatte.

Det påstår arbejdsgivernee i stat, kommuner og regioner.

De har ikke ret i påstanden. De har taget klap for det ene øje, når de læser statistikker over lønudviklingen og ikke mindst forklaringerne på, hvorfor det svinger op og ned, når det gælder forskelle i lønudviklingen.

Det burde ikke være så svært, men det ser alligevel ud til, at vi kommer til også på det område at lægge arm med arbejdsgiverne. Måske rigtigt for alvor. Dér, hvor en konflikt er til at få øje på i horisonten.

Nyeste blogindlæg

Nyeste: Udland

Nyeste: Arbejde & Kapital