Vrede aktivister fortsætter HK's overenskomstkamp
I nat lyder startskuddet for OK-patruljens anden halvleg.
Det fortæller »Hans« fra gruppen, der er opstået med det klare mål, at få afskaffet den forhadte 50 procent regel. Reglen forhindrer HK i at tegne overenskomst på en arbejdsplads, hvis ikke halvdelen er medlem af fagforeningen.
– Vi sendte formanden i byen med et klart mandat og han er kommet tomhændet hjem. Derfor kører OK-patruljen videre, måske i et højere gear, siger »Hans« til Arbejderen.
Ifølge »Hans« er medlemmerne sure, skuffede og rystede over det forlig, som forhandlerne blev enige om i søndags. De forstår ikke, at formanden for HK/Privat, Simon Thøgern, mener, at der er slået flere vigtige huller i 50 procent reglen og givet små indrømmelser til HK.
– Vi har fået noget, der er lige så vigtigt som afskaffelsen af 50 procent reglen. Det var bare ikke vores hovedprioritering. Jeg tager det på samme måde som en mand, der er blevet sendt i byen efter kylling til aftensmad, men som kommer tilbage med tre pakker hakket oksekød, fordi det var tilbud, og fordi der i øvrigt ikke var noget kylling i køledisken, har Simon Thøgern udtalt til Jyllands-Posten.
– Var han så bare kommet hjem med kalkun, lyder det fra OK-aktivisten, der mener, at HK/Privat har betalt en alt for høj pris.
– Dækningsområdet er udvidet, men det er ingen garanti for, at HK får flere medlemmer. Hvem siger, at de, der i dag er medlem hos Djøf, melder sig over i HK. Nej, jeg frygter, at det her får HK-medlemmer til at melde sig ud. Jeg er overbevist om, at der er rigtig mange medlemmer, der føler sig røvrendt over det her og spørger, hvorfor skal jeg stå i HK, når jeg alligevel ikke kan blive omfattet af en overenskomst, siger »Hans«.
OK-patruljen er en aktionsgruppe bestående af vidt forskellige mennesker fra forskellige brancher i alle aldre og af alle køn.
Frem til overenskomstafstemningen slutter, vil OK-patruljen fortsætte og fortærke det koncept, den har fulgt fra start. Virksomheder får en glad og grøn smiley, en mellemfornøjet gul smiley eller en sur og rød smiley alt efter, om de HK-ansatte har overenskomst eller ej.
– Og som sagt lyder startskuddet i nat. Det kommer I til at høre meget mere om, slutter en hemmelighedsfuld »Hans«.
»Hans« er et opdigtet navn. OK-aktivistens rigtige navn er redaktionen bekendt.


