NATO-tropper forklæder sig som civile
Soldater fra NATO’s besættelseshær i Afghanistan vælger i stigende grad at tage deres uniformer af og trække i civile klæder.
Dét skriver en organisation til støtte for hjemvendte canadiske soldater, der har vendt sig mod krigen. At soldater iklæder sig civilt tøj er et brud på Den Fjerde Genévekonvention, der er en del af krigens internationale love.
Canadian Veterans Advocasy Operations skriver i en pressemeddelelse, at mange af de angreb på civile, vi hører at Taleban har foretaget, i virkeligheden er angreb rettet mod forklædte NATO-soldater.
Den 19. januar 2012 detonerede en selvmordsbombe i bil og dræbte »syv civile« lige ved luftbasen Kandahar Air Field (KAF), meddelte tv-stationen CNN. Men to vidner kunne samtidig fortælle nyhedsbureauet Associated Press, at selvmordsbomberen forsøgte at dræbe amerikanske specialstyrker, der netop havde forladt basen i to civile biler.
Det er almindelig praksis for troppene på basen, fortalte vidnerne.
Ifølge Canadian Veterans Advocasy Operations og flere canadiske veteraner fra Afghanistan bruger store dele af NATO’s såkaldte byggegrupper i Provincial Reconstruction Teams, der angiveligt graver brønde og rejser skoler, udelukkende civilt tøj og kører kun i civile biler.
Men det er også udbredt praksis blandt elitestyrker.
NATO forsvarer fremgangsmåden med, at det er en »nødvendig beskyttelsesforanstaltning, og at det hjælper i efterretningsarbejdet«.
– Jeg tror, det er i alles bedste interesse at skabe et vellykket Afghanistan (...) Vi ønsker at give dem (befolkningen, red.) redskaber til at løfte Afghanistan ind i fremtiden og som mindstemål returnere til den velstand, der eksisterede i begyndelsen af 70'erne, før Sovjets invasion, siger oberstløtnant Shawn McGrath til netmagasinet nationalguard.mil
Allerede for flere år siden advarede Læger Uden Grænser mod, at NATO’s soldater iklæder sig civilt tøj eller endda det udstyr, nødhjælpsarbejdere har på, da det udsætter civile for risiko for at blive ramt.
Ifølge international folkeret (Principle or Custom of Distinction) er det ulovligt at klæde om fra uniform til civil og stadig føre krig.


