EU: På vej mod grænseløs retspolitik

Når udenlandske aktivister, fagligt aktive, EU-modstandere og -skeptikere kommer til København den 29. marts for at demonstrere dagen før EU’s økonomi- og finansministre mødes, risikerer de at blive tjekket i EU’s Sirene-register.

– Vi har mulighed for midlertidigt at genindføre grænsekontrollen og tjekke personer og grupper, som kan være interessante og som vi helst ikke vil have ind i landet, fordi de har begået ulovligheder eller er mistænkt for at have deltaget i uroligheder i forbindelse med tidligere demonstrationer, forklarer politiinspektør i Københavns Politi, Mogens Lauridsen, til Arbejderen.

Sidst dansk politi tog de muligheder i brug var ved klimatopmødet i København i december 2009.

– Der er selvfølgelig tale om et indgreb i folks rejsefrihed og ret til at demonstrere, så det kræver en godkendelse fra politikerne, hvis grænsekontrollen skal genindføres midlertidigt, fortæller Mogens Lauridsen.

Siden 2006 har EU opbygget et omfattende register over demonstranter og aktivister, der rejser over grænser for at bruge deres ytringsfrihed og demonstrere ved eksempelvis EU-topmøder og G8-topmøder.

Den database, som dansk, tysk, svensk og de andre EU-landes politienheder bruger til at hente oplysninger om demonstranter, hedder Sirene – og her står demonstranter registreret side om side med voldelige fodboldhooligans.

Det er tophemmeligt hvilke oplysninger, der bliver registreret, men det har store konsekvenser for de personer, hvis navn står i registret, fordi de risikerer, at blive afvist ved grænserne.

I alle de EU-lande, der er med i Schengen-samarbejdet, er der oprettet et Sirene-kontor, der dagligt tjekker og lægger nye oplysninger i databasen.

Det danske Sirene-kontor er en afdeling under Rigspolitiet. Her arbejder knap tyve ansatte. Identiteten på samtlige ansatte er hemmelige.

Sirene-registret er bare ét element i den omfattende harmonisering af retspolitikken, som EU for alvor har sat skub  i de seneste ti år.

Fælles strafferet

26. januar 2012. Justitsministre fra alle EU’s 27 medlemslande er samlet til uformelt ministermøde i Bella Centret i København.

Det er det første ministermøde under det danske formandskab, og de få fremmødte journalister bliver grundigt tjekket af civilklædte betjente ved indgangen.

På dagsordenen er et nyt direktiv om fælles strafferet. Det vil for første gang give unionen mulighed for at bestemme, hvad der skal være kriminelt i medlemslandene – og måske også vedtage en fælles minimumstraf.

– Hver dag står det mere og mere klart, at når det gælder om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, udvikler EU-samarbejdet sig. Og her bør Danmark være med, siger justitsminister Morten Bødskov (S) til Arbejderen.

LÆS ARTIKEL: "Bødskov efter EU-møde: Den retsundtagelse skal væk"

EU vil kriminalisere "insider-handel" og "markeds-manipulation", hvor direktører via stråmænd opkøber aktier i sine egne firmaer for at gøre en god handel forud for en stor ordre.

På Syddansk Universitet advarer juraprofessor Thomas Elholm om konsekvenserne af EU-strafferet:

– Det er meget åbent, hvad det er for nogle områder, hvor EU har mulighed for at indføre fælles strafferet. Jeg kan ikke komme på et område, hvor man på forhånd kan udelukke, at EU fremover vil kunne indføre fælles strafferetlige regler, siger Thomas Elholm.

– Faren ved overnational strafferet er, at små lande kan få trukket afgørelser ned over hovedet, som ikke harmonerer med deres nationale strafferet. Strafferet er dybt forankret i det enkelte lands kultur og befolkning. Det er vigtigt, at strafferetten er demokratisk forankret. Hvis strafferetten ikke er tilpasset de nationale forhold mister den sin legitimitet, siger Thomas Elholm.

Som eksempel på de store forskelle på landenes strafniveauer nævner han Rumænien, hvor mindstestraffen for tyveri er tre år. I Danmark får tyven en bøde, hvis det er et mindre tyveri.

– Hvis straffen for tyveri skal harmoniseres, hvor skal stregen så trækkes? Skal vi have en mindstestraf på ét år for tyveri? Det vil den danske befolkning synes er helt uacceptabelt. Eksemplet er i øjeblikket urealistisk, men det illustrerer de problemer, som kan være forbundet ved at tilnærme strafferetten mellem landene, forklarer Thomas Elholm.

Stockholm-programmet

Justitsministermødet i København ligger i direkte forlængelse af den harmonisering af retspolitikken, som tog fart efter Lissabon-traktaten trådte i kraft i december 2009.

Traktaten åbner en ladeport af muligheder for, at EU kan blande sig direkte i landenes retspolitik om alt lige fra overvågning af borgerne, asylpolitik, grænsekontrol, politisamarbejde og strafferet.

Målet er at skabe ét fælles område for frihed og retfærdighed i EU.

Køreplanen for opbygningen EU’s fælles retspolitik frem til år 2014 bliver kaldt for Stockholm-programmet.

Programmet, der blev vedtaget få dage efter Lissabon-traktaten trådte i kraft, indeholder en lang opremsning af i alt 170 forslag fordelt på 81 sider.

Blandt de forslag, der skal prioriteres højest er udviklingen af en EU-strategi for intern sikkerhed.
På 18 sider konkretiserer EU-kommissionen, hvor hovedfokus skal ligge: Et af punkterne er »større internationale begivenheder«.

– I kølvandet på protesterne i Göteborg og Genova i 2001 og ved G8-mødet i Tyskland og klimatopmødet i Danmark i 2009, bliver demonstranter set som en trussel, fortæller Tony Bunyan.

Han er grundlægger af tænketanken Statewatch, der holder nøje øje med udviklingen i EU’s rets- og politisamarbejde.
EU har oprettet sit eget European Police Academy (CEPOL), hvor EU-landenes politienheder mødes og udveksler erfaringer med at håndtere større demonstrationer.

CEPOL arrangerer også fælles øvelser over grænserne, og EU har lavet sin egen håndbog, som beskriver, hvordan landenes politienheder kan gribe større begivenheder an.

Ekstreme under lup

Et andet vigtigt element i Stockholm-programmet er en radikaliserings-indsats: Det skal først og fremmest ske ved at kortlægge og overvåge det, EU kalder ekstreme bevægelser.

Ifølge EU’s justitsministre er den "ekstreme venstrefløj", islamister, nationalister og »antiglobaliserings-bevægelsen« blandt de miljøer, der skal overvåges.

– EU’s nye instrument er altså ikke rettet mod personer og grupper, der kunne have til hensigt at begå terrorisme. Det er derimod rettet mod mennesker og grupper med såkaldt radikale holdninger. Sådan en bred definition rammer for eksempel også folk, der støtter befrielsesbevægelser i andre lande. Og hvem skal definere, hvilke bevægelser, partier og personer, der udgør den ekstreme venstrefløj, spørger Tony Bunyan.

En god forretning

EU’s overvågning af borgerne foregår ikke kun i skjulte registre. Den sker også helt åbent i dagligdagen.

Der har udviklet sig en milliard-industri, der tjener store summer på at opfinde nye og effektive overvågningsmetoder – godt hjulpet på vej af EU og dermed de europæiske skatteydere.

EU har afsat ikke mindre end 10,5 milliarder kroner frem til 2013 til at sikkerhedsindustrien kan forske i nye overvågningsmetoder, og at der kan blive opdyrket en »homeland security« industri på EU-plan.

Det har blandt andet sikret  18,8 millioner kroner i støtte til et projekt, der skal udvikle intelligente kameraer som kan spotte "mistænkelig og unormal adfærd" i lufthavne og på andre offentlige steder.

Fælles arrestordre

EU har også i 2004 vedtaget en fælles EU-arrestordre, der åbner op for, at et andet EU-land kan kræve danske borgere udleveret.

EU-arrestordren gør op mod det grundlæggende strafferetslige princip om dobbelt strafbarhed, som ellers hidtil har dannet grundlag for, hvornår lande kan udlevere deres egne borgere.

Dobbelt strafbarhed betyder, at handlingen skal være strafbar både i det land som udleverer personen og i det land, der ønsker personen udleveret.

Men EU har nu vedtaget en liste over 32 forbrydelser, hvor kravet om dobbelt strafbarhed er ophævet. Hvis en borger er mistænkt for en af de 32 handlinger, kan en medlemsstat ikke nægte at udlevere sine borgere eller udlændinge, der opholder sig på dets territorium.

Der er allerede fuld gang i udleveringerne af mistænkte og sigtede over grænserne.

Siden EU-arrestordren blev vedtaget, har Danmark udleveret 144 personer til andre EU-lande.

Fra 2005 til 2009 udstedte EU-medlemslandene i alt 54.689 europæiske arrestordrer, som har ført til udleveringer af 11.630 mistænkte.

Mistænkte kan blive udleveret på bare 45 dage, hvis anklagemyndigheden i et EU-land mistænker dig for at have begået alvorlig grænseoverskridende kriminalitet.

De mistænkte bliver udleveret selvom de ofte ikke forstår sproget, sagen og anklagerne mod dem i det land, de bliver udleveret til.

Eksempelvis blev den britiske statsborger, Michael Turner, indespærret i et fængsel i Ungarn i fire måneder efter at være blevet udleveret som følge af en EU-arrestordre i november 2009.

I løbet af de fire måneder blev han kun afhørt én enkelt gang af det ungarnske politi, der påstod at han havde svindlet med udlejning af feriehuse i Ungarn.

Til sidst blev han sendt tilbage til Storbritannien, hvor sagen stadig undersøges. Der er endnu ikke fremsat konkrete anklager mod ham.

– Det nuværende system resulterer i praksis i alvorlig uretfærdighed. Vi er stødt på tilfælde, hvor anklagerne først er blevet fremsat mange år efter den påståede overtrædelse eller i situationer, hvor en retfærdig rettergang er umulig eller hvor myndighederne ikke engang har besluttet at retsforfølge ham eller hende, de kræver udleveret, siger Catherine Heard fra menneskerettighedsorganisationen Fair Trials International til Arbejderen.

EU afhører og konfiskerer

Den 21. maj 2010 offentliggjorde EU et forslag til en »efterforskningskendelse« i straffesager, som gør det næsten umuligt for et medlemsland at sige nej til et krav fra et andet EU-medlemsland om at iværksætte en efterforskning af en borger.

Efterforskningen kan eksempelvis omfatte afhøringer af vidner, beslaglæggelse samt aflytning af borgernes telefoner, fysisk overvågning, infiltration og overvågning af bankkonti.

– Forslaget om en europæisk efterforskningskendelse vil medføre en betydelig effektivisering i samarbejdet om efterforskning af kriminalitet i Europa. I dag gælder der ingen tidsfrister for, hvornår politiet i andre EU-lande skal besvare dansk politis ønsker om aflytning eller beslaglæggelse af bevismateriale i udlandet, siger justitsminister Morten Bødskov, der under det danske formandskab skal stå i spidsen for at indlede forhandlingerne med EU-parlamentet om forslaget.

Danmark er undtaget efterforskningskendelsen på grund af retsundtagelsen – men den vil regeringen have afskaffet.

– Det danske forbehold er til skade for Danmark og for danske interesser, mener Morten Bødskov.

Ikke alle er enige med justitsministeren. En af dem er juraprofessor Steve Peers fra universitetet i Essex.

– Forslaget om efterforskningskendelsen er endnu et angreb på medlemslandenes suverænitet. I praksis vil medlemslandene miste deres ret til at definere, hvilke handlinger betragtes som kriminelle. Fremover risikerer en person at blive udsat for få ransaget sit hus eller sin arbejdsplads, ja endda at blive kropsvisiteret for at have begået en forbrydelse som måske ikke engang er ulovlig i det land, han opholder sig i, forklarer Steve Peers.