Ny rapport: Biodiesel skader klimaet
Selvom brændstof lavet af planter lyder som en umiddelbar god idé for klimaet, så viser en ny rapport, at den måde, det såkaldte biodiesel bliver fremstillet på, skader klimaet.
For selvom afbrænding af biodiesel udleder mellem 40 og 75 procent mindre skadeligt kulstof end normal diesel lavet på olie, så er normal diesel – i det store regnestykke hvor hele produktionen bliver sat under lup – mindre skadelig for klimaet.
Biodiesel fra palmeolieplantager er muligvis verdens mest beskidte brændstof, lyder det fra Center for International Forestry Research (CIFR), som har base i Bogor, Indonesien.
Indonesien er et af de lande, hvor store naturområder bliver ryddet for at gøre plads til plantager, hvor palmeolien til biodieselen bliver til.
– Biodiesel lavet fra de mange plameolie-plantager i Indonesiens tørvemoser har en »kulstofgæld« på 200 år, siger Louis Verchot, forsker på CIFR, til nyhedsbureauet IPS.
Den omfattende nedbrændring og rydning af skove udleder så meget CO2, at der skal produceres biodiesel i 200 år, før CO2-gælden er betalt tilbage til klimaet.
For at give plads til plantagerne er enorme tørvemoser og -skove blevet ryddet og afbrændt. Det betyder en enorm udledning af kulstof – omkring 200-300 ton for hver ryddet hektar.
Derudover bliver områderne drænet, og når tørven går i forrådnelse udleder den yderligere omkring 10 ton kulstof per hektar, lyder det fra forskerne.
CIFR’s undersøgelse er den første af sin slags. I undersøgelsen har Louis Verchot og hans forskerkolleger undersøgt produktionen af biodiesel på blandt andet palmeolie og sojabønner 12 forskellige steder i seks lande.
– Vores undersøgelse viser, at vi må stoppe en masse, af det vi gør i forsøget på at beskytte vores atmosfære, siger Louis Verchot til IPS.
Forskerne gør dog opmærksom på, at biobrændsel produceret på for eksempel skrald er godt for vores klima.
Den globale produktion af biodiesel er 10-doblet i de seneste otte år, ifølge det Internationale Energi Agentur, IEA. Produktion af ethanol er firedoblet siden 2000 og var tæt på 90 milliarder liter ved slutningen af 2011.
Regeringer og multinationale firmaer har investeret milliarder i produktionen af biobrændsel.


