Tilmeld dig vores RSS feed
Hans A. Sørensen, formand for 3F Horsens og LO Horsens Hedensted, var initiativtager til det »idéudviklingsmøde«, der blev holdt i den midtjyske by tirsdag for at planlægge aktiviteter under formandskabet. Det kommer til at foregå under en fælles hat - kravet om et andet Europa. | Foto: pn
- Annonce -

Horsens ønsker et andet Europa

Fagligt og politisk aktive i en række jyske byer er klar til at bakke op om alternative topmøder og gadeaktiviteter, når EU-toppen lægger vejen forbi Horsens.

Tusinder af EU-politikere, bureaukrater og journalister bliver ikke alene modtaget af blå flag med gule stjerner, når de kommer til Horsens for at deltage i møder og konferencer, som er placeret i byen, mens Danmark har formandskabet i EU.

– Overalt i byen kommer der til at hænge bannere på 27 forskellige sprog, der gerne skulle tiltrække sig gæsternes opmærksomhed, siger Hans A. Sørensen, formand for 3F Horsens og LO Horsens Hedensted, til Arbejderen.

Han havde taget initiativ til det »idéudviklingsmøde«, der blev holdt i den midtjyske by i tirsdag for at planlægge aktiviteter under formandskabet. Det kommer til at foregå under en fælles hat - kravet om et andet Europa.

– På mødet deltog der fagligt og politisk aktive – unge som lidt ældre – fra Aarhus, Viborg, Kolding og Odense, og der tegner sig en spændende palet af meget forskellige aktiviteter, konstaterer en tilfreds jysk fagforeningsmand.

Konkret nævner han tre konferencer i april måned om henholdsvis den danske model, social dumping og ungdomsarbejdsløshed.

Selvom Aalborg ikke var repræsenteret i tirsdags, så lover Allan Busk, næstformand i 3F Aalborg, at nordjyderne bakker op om de midtjyske aktiviteter.

Afdelingen går i første omgang efter et debatmøde sidst i februar først i marts. Mødet bliver åbent for alle interesserede og skal bruges som afsæt for yderligere aktiviteter og mobilisering til de store arrangementer i Horsens.

LO Aarhus har en beslutning i bestyrelsen til gode.

– Men mon ikke vi beslutter at bakke op om Horsens på samme måde, som vi allerede har besluttet at støtte og mobilisere til de ting, der foregår i København, og som LO Storkøbenhavn er en del af, siger faglig sekretær Søren Qvist til Arbejderen.

I København lyder planerne på en konference den 28. marts og en manifestation i gaderne den 29. marts i dagene op til topmødet for EU’s økonomi- og finansministre.

Jan Sylvest Andersen, faglig sekretær i 3F Transport, Logistik og Byg i Aarhus, håber at den aarhusianske fagbevægelse, inklusiv hans egen, beslutter sig for at kaste kræfter og penge ind i aktiviteterne.

– Uanset hvad fagbevægelsen måtte beslutte sig for, så skal der nok komme masser af fagligt og politisk aktive til Horsens, siger Jan Sylvest Andersen, der personligt har sat indtil flere krydser i sin kalender.

Næste skridt i planlægningsfasen tages den 18. februar, hvor alle interesserede er inviteret til workshop. Man får mulighed for at blive klogere på EU og indsigt i forskellige aktionsformer, der kan bringe det politiske budskab ud over rampen.

Relaterede artikler